Fokus på Tyrkiet

Pressemeddelelse: Dansk PEN har inviteret tre af Tyrkiets mest anerkendte, kritiske stemmer til København, for at sætte fokus på landets fæle rekord i fængsling og retsforfølgelse af journalister og forfattere.

Mehmet Altan er forfatter og journalist, bosat i Istanbul og har skrevet en lang række bøger om tyrkiske forhold. Altan er desuden en anerkendt og aktiv debattør ved de største tyrkiske medier.

Mehmet Coban er filminstruktør og Journalist, bl.a. kendt for sine kritiske TV-programmer om de politiske forhold i Tyrkiet.

Altan Tan er forfatter og Journalist, bosat i Diyarbakir/Ankara. Tan har siden starten 1980’erne været aktiv demokratiforkæmper. Hans far var politisk fange og blev dræbt under tortur i fængsel i Diyabakir. Altan Tan har skrevet bøger og bidraget til mange antologier om de politiske forhold i Tyrkiet. Han er i dag parlamentsmedlem for det kurdiske parti BDP.

De tre gæster er i København fra d. 25.- 27. april.

Torsdag d. 26. april 2012 holder Dansk PEN et offentligt møde om Tyrkiet, demokrati, ytringsfrihed og de fængslede forfattere.

 

Tid:               kl. 17.15 – 19.15

Sted:            Auditoriet, Strandgade 71, Christianshavn

 

Mødet foregår på engelsk

 

 

 

For interviewaftaler og øvrige henvendelser, kontakt venligst Dansk PENs sekretariat, Mille Rode: 40 45 44 19 / 32 95 44 17 / pen@pen.dk 


Angående Højesteretsdommen over Hedegaard

 

Højesteret har frifundet Lars Hedegaard for spredning af racisme i den efterhånden berømte sag om et interview, der fandt vej til en internetside og siden videre til andre medier.

Men Højesteret vurderer, at hans udsagn – som indeholder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet – ville være strafbare efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvis de var fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.

Det mener Højesteret imidlertid ikke, at Hedegaard havde til hensigt.

”Denne afgørelse vil Hedegaard forhåbentlig ikke betragte som et adelsmærke”, siger Dansk PENs formand, Anders Jerichow.

”Højesterets vurdering må være meget ubehagelig for både Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’. Det kan ikke være rart at få sine egne – eller sin formands – ytringer stemplet af højesteret som racisme.”

”Vi finder det fornuftigt, at samfundet har en grænse for, hvad man i medier kan sprede af ringeagt overfor mindretal. Og jeg synes, vi skal betragte sagen som en rød lampe – en slags advarselslampe, der bliver tændt, fordi vi har givet os selv ytringsfrihed under ansvar. Det er opmuntrende, at Lars Hedegaard ikke havde til hensigt at sprede racistiske ytringer. Men det havde været endnu mere opmuntrende, hvis han afholdt sig fra at bruge racistiske ytringer.”

 

 

Mød den marokkanske blogger Houda Chaloun

 

 

’Vi er alle …’

I sidste måned valgte den 16-årige marokkanske pige Amina Filali at tage sit eget liv ved at spise rottegift, da hun blev tvunget til at gifte sig med sin voldtægtsmand. Sagen har fået Marokkos kvindesagsforkæmpere på barrikaderne, og Amina Filali er blevet et symbol på alle de kvinder, der udsættes for voldtægt – ikke bare i Marokko, men i hele den arabiske region.

Historien om Amina Filali er historien om en ny form for aktivisme, der breder sig i den arabiske region: ’Vi er alle’-kampagnerne.

De fleste husker nok kampagnen ’We are all Khaled Said’, der blev sat i gang midt under Det Arabiske Forår som en reaktion på, at den 28-årige Khaled Said fra Alexandria blev torteret til døde af egyptisk politi. Khaled Said blev symbolet på politiets brutalitet og den systematiske tortur af egyptere – og hans billede et ikon for egypternes kamp for frihed og rettigheder.

Men hvad er det ’We are all’-kampagnerne kan? Og hvad er deres potentiale?

Kom og hør den marokkanske blogger Houda Chaloun fortæller om kampagnen for alle Marokkos Amina Filali’er, som hun desuden har taget initiativ til. Houda Chaloun er inviteret til Danmark i samarbejde med Dansk PEN og vil desuden belyste, hvad der betyder ’at stå på skuldrene’ af lignende kampagner.

Efter Houda Chalouns peptalk blænder vi op for torsdagscafé med den danske DJ-duo Ladybox, der ankommer dugfriske fra en festival i Beirut!

Vi glæder os til at se dig til loungemusik, forfriskninger og networking!

Tilmelding til Camilla Wass på cw@dccd.dk eller til Jakob I. Myschetzky på jim@dccd.dk

 

 

Ordet fanger

Den 26. april er der premiere på dokumentarfilmen Ordet fanger

Filmen følger sprogbrugen i indvandrer- og flygtningedebatten gennem de sidste 25 år. Tonen er skærpet, og grænsen for, hvad man kan sige om andre mennesker har flyttet sig. Instruktøren, Helle Hansen, stiller spørgsmålet: Skal vi acceptere dette?

Efter filmen vil der være paneldebat, hvor publikum også kan deltage. I panelet sidder bl.a. Kirke- og ligestillingsminister MANU SAREEN (R), politisk ordfører JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN (Enhedslisten) og medlem af Europaparlamentet MORTEN MESSERSCHMIDT(DF).

Journalist JENS OLAF JERSILD styrer debatten

Tidspunkt: 26. april, kl. 19-21

Sted: Korsgadehallen, Korsgade 29, Nørrebro, København

Dansk PEN kræver al-Khawaja fri

 

 

Dansk PEN opfordrer Bahrain til omgående at overføre den sultestrejkende bahrainsk-danske demokratiaktivist, Abdulhadi al-Khawaja,
til lægebehandling i Danmark.

”Al-Khawaja er dømt for en politisk ’forbrydelse’ – at bruge sin ytringsfrihed”, siger Dansk PEN’s daglige leder, Mille Rode.

”Al-Khawaja blev mishandlet ved sin arrestation og bagefter torteret. Det er bekræftet af Bahrains officielle undersøgelseskommission, der kortlagde begivenhederne på Perlepladsen i Manama sidste år. Al-Khawaja har brug for lægehjælp og rehabilitering efter tortur.”

Dansk PEN ”finder anledningen til – og det diplomatiske spil bag – Al-Khawajas sultestrejke stærkt bekymrende og uværdigt både for Al-Khawaja og for de to samfund, han er statsborger i – Bahrain og Danmark.”

PEN har skrevet direkte til  Kong Hamad al-Khalifa og opfordret til, at Abdulhadi al-Khawaja straks overføres til Danmark.