august 2018 – Dansk PEN

Forskningsfrihed og forskernes ytringsfrihed – oplæg og debat 4. september

“Forskningsfrihed er et produkt af modernitet, en af de bærende værdier i moderne demokratiske samfund. Det er en frihed, der må rangeres på linje med ytrings- og meningsfrihed, pressefrihed, kunstnerisk frihed, lægers kliniske frihed, domstolenes uafhængighed og immunitet til medlemmer af parlamenter.

Forskningsfrihed er en forudsætning for vækst i gyldig og troværdig viden, for fornuft, oplysning, personlig myndighed og oplyst praktisk handlen.”

Sådan siger professor emeritus i sociologi Heine Andersen, der i 2017 udgav bogen Forskningsfrihed – ideal og virkelighed.

Mød Heine Andersen i Litteraturhuset Vandkunsten 4. september

Tid og sted: 16.30 til 18, Nybrogade 28, København K.

Der er gratis adgang, men tilmelding skal ske til pen@pen.dk senest 1. sept.

Årsberetning 2017

Præsidentens indledende ord

I sidste års beretning kunne vi fortælle om diskussionen om den foreslåede revidering af § 3 i PENs charter, der indeholdt en formulering om ”hadsk tale”, som vi fandt var for vidtgående i sin specifikation af alt det og alle dem, man ikke måtte krænke. På kongressen i Lviv i Ukraine i september 2017 blev en ny formulering af chartrets § 3 vedtaget, stærkt inspireret af Dansk PENs indvendinger. Det kan vi kun være tilfredse med.

Men ligesom vi finder, at der skal være frihed til at ytre alt det, man vil, er vi også fortalere for, at man ytrer sig på en måde, som ikke udelukker fortsat samtale – alt andet ville være at kapitulere over for det totalitære. Det er PENs opfattelse, at det sidste ord aldrig kan være sagt.

Spændingen mellem ytringsfrihed og mere eller mindre høvisk tale har eksisteret, så længe man har talt om – og talt – frie ord, og man kan ikke lovgive sig ud af den. Ytringsfrihed betyder, som det ofte er blevet sagt, at der ikke finder forhåndscensur af ytringer sted. Den betyder ikke, at ens ytringer ikke kan have følger, herunder utilsigtede, også for en selv – derfor gælder den ”under ansvar over for domstolene”. At hadsk tale kan være begyndelsen til vold, har historien mange eksempler på, og det er grunden til, at vi stadig har en – ganske vist omstridt – racismeparagraf i vores straffelov.

At alt er tilladt, er ikke det samme som, at alt er i orden. Lige så vel som PEN vil forsvare friheden til at ytre sig uden forhåndscensur, lige så lidt vil vi forhåndsforpligte os til at støtte indholdet af det, der bliver sagt, skrevet eller tegnet. Men ret beset betyder frihed ”under ansvar” først og fremmest ansvar over for sig selv: Hvad vil man være bekendt at ytre? Man konstaterer på de såkaldt sociale medier, at mange afsendere i virkeligheden ikke vil være deres ytringer bekendt og derfor fremkommer med dem anonymt. Selvbeherskelse er noget ganske andet end selvcensur.

#MeToo-kampagnen er den seneste illustration af de altid eksisterende spændinger. Der har vist sig et ubestrideligt behov for at få taget hul på en ny og mere åben diskussion om seksuelle magtforhold. Det var derfor glædeligt at PEN International, på kongressen i Lviv, vedtog det yderst relevante og betimelige Womens Manifesto. Samtidig er nogle begyndt at advare mod risikoen for heksejagt. Grænsen mellem den nødvendige protest og “krænkelseskulturen” kan være hårfin, derfor skal den hele tiden være til diskussion. Det tager intet fra #MeToo-debattens nødvendighed og betydning, men minder blot om, at det altid er en god idé at holde hovedet så koldt som muligt. Normalt er det også det, der giver ens argumenter størst styrke og skarphed.

PEN International blev grundlagt for at fremme samkvem mellem skrivende folk i forskellige lande. Jo mere organisationen udviklede sig, desto mere fik den også at gøre med de lande, hvor ytringsfrihed ikke var en selvfølge, men hvor hadsk tale var så meget desto mere udbredt. Kampen for ytringsfrihed er hverken blevet mindre betydningsfuld eller nemmere end før. Dansk PEN er i den lykkelige situation, at vi strengt taget ikke har nødig at fægte for ytringsfriheden i vort eget land. Derfor kan vi rette opmærksomheden mod de mange områder i verden, hvor indskrænkninger af ytringsfriheden og overgreb mod dem, der ytrer sig, er overordentlig graverende. Det gør vi ved at støtte, så godt vi kan, ved at appellere til myndigheders eventuelle bedre jeg, og undertiden ved direkte protester – vel vidende, at vore magtmidler er begrænsede. Undertrykkelse må aldrig blive noget selvfølgeligt eller noget, vi trækker på skulderen ad.

Men det skal ikke skjules, at Dansk PENs muligheder ikke er, som vi kunne ønske. Vi vil derfor forbinde denne årsberetning med to for PENs overlevelse meget vigtige opfordringer:

-For det første, at de medlemmer, der måtte have overskud til at støtte foreningen med mere end deres kontingent, gør det. Samme konto kan benyttes.

-For det andet, at alle medlemmer forpligter sig til at ransage hjernekisten for mulige nye medlemmer og gerne selv opfordrer dem, de måtte finde frem til, til at melde sig ind. Det kan ske ved henvendelse til sekretariatet: pen@pen.dk

Per Øhrgaard

Læs hele årsberetningen her:

Dansk PEN – Årsberetning 2017

Referat af PENs ordinære generalforsamling 6. marts 2018

Dansk PENs ordinære generalforsamling holdt i Dansk Forfatterforening den 6. marts 2018

Velkomst og valg af dirigent
Præsidenten, Per Øhrgaard, bød velkommen, og foreslog Søren Møller som dirigent.
denne blev valgt, og han konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, og gav ordet tilbage til præsidenten for beretning.
Beretning 2017
Per Øhrgaard startede med at henvise til den omfattende skriftlige beretning, som alle medlemmer havde fået tilsendt forud for generalforsamlingen, og ville derfor kun fremhæve enkelte områder.
Han takkede bestyrelsen for deres indsats, og de medlemmer som havde ydet et arbejde i forbindelse med forskellige arbejdsgrupper som f.eks. Writers in Prison, og specielt en tak til generalsekretær Mille Rode for den daglige indsats og for udarbejdelse af en beretning, der viser PENs mange aktiviteter.
Præsidenten omtalte arbejdet med fribyer, som på nuværende tidspunkt omfatter Aarhus, København og Helsingør. Per Øhrgaard nævnte særligt årets friby-tema på Bogforum, og PENs aftale med Kulturministeriet om at forestå en informationskampagne over for kommunerne, som varetages af Mille Rode og Klaus Slavensky.
Han berørte ligeledes det internationale arbejde og at kongressens revidering af § 3 i PENs charter, der indeholdt en formulering om ”hadsk tale”, som dansk PEN fandt for vidtgående i sin specifikation af alt det og alle dem, man ikke måtte krænke. På kongressen i Lviv i Ukraine i september 2017 blev en ny formulering af chartrets § 3 vedtaget, stærkt inspireret af Dansk PENs indvendinger. Det kan vi kun være tilfredse med.
#MeToo-kampagnen var også genstand for debat på kongressen, og præsidenten fandt det ubestrideligt at få taget hul på en ny og mere åben diskussion om seksuelle magtforhold. Det var derfor glædeligt at PEN International, på kongressen i Lviv, vedtog det yderst relevante og betimelige Womens Manifesto.
Per Øhrgaard berørte desuden nødvendigheden af at Dansk PEN gør en indsats for at hverve nye og også yngre medlemmer, og han opfordrede de fremmødt til at hjælpe med denne rekruttering, ligesom han bad den kommende bestyrelse stå i spidsen for dette arbejde.
Endelig satte præsidenten fokus på Dansk PENs arbejde for de mange forfulgte, censurerede og fængslede forfattere, journalister med flere i Tyrkiet, der efter den tyrkiske regerings undtagelsestilstand mærker undertrykkelsen af det frie ord. Således har Dansk PEN opgraderet sit samarbejde med bl.a. Dansk Journalistforbund og Amnesty, afholdt demonstrationer foran den tyrkiske ambassade, hvor PEN fik en dialog i modsætning til aktionerne foran den saudiarabiske ambassade i forbindelse med protester mod fængslingen af bloggeren Raif Badawi.
Herefter blev beretningen sat til debat.

Ole Reitov konstaterede, at PENs caseliste vedr. forfulgte forfattere tidligere ikke har skelnet mellem forfattere og journalister, og spurgte om bestyrelsens holdning til dette. Mille Rode oplyste, at PEN International netop er i gang med at justere fokus, så caselisten i højere grad vil være koncentreret om forfattere, som ingen andre end PEN tager sig af. Hun erkendte, at det er en svær balance, da de r er mange overlap, men PEN samarbejder med andre organisationer, der fokuserer på nogle af de samme sager, og der er ikke grund til at lave dobbeltarbejde.

Ole Reitov spurgte endvidere til arbejdet med fribyer, og hvordan samarbejdet var i forhold til ICORN, som er den internationale organisation, der organiserer fordelingen af fribyforfattere. Hertil svarede Per Øhrgaard, at PEN principielt ikke overlapper andre organisationers arbejdsområder, men at International PEN har indgået en samarbejdsaftale med ICORN.
Mille Rode supplerede ved at uddybe hvorledes International PEN gennemgår, undersøger og skal godkende de forfattere, som søger ICORN om et fribyophold. International PEN har således et afgørende ord i forhold til hvilke forfattere, der kan godkendes til et fribyophold. Hun fremhævede, at der i Canada og Mexico er parallelle organisationer som ICORN.
Tommy Flugt foreslog Holbæk som en kommune, som PEN kunne kontakte vedrørende at etablere en fribyordning. Han tilbød at hjælpe med kontakt.
Jens Lohmann, som siden 2016 har siddet i International PENs Research Committee, supplerede beretningen med kommentarer, bl.a. om situationen i Guatemala, hvor flere journalister var blevet dræbt.
Dirigenten satte herefter beretningen til afstemning, og den blev enstemmigt godkendt.

Regnskab og budget
Kasserer Klaus Slavensky fremlagde regnskabet for 2017, og derefter budgetudkast 2018.
Der var et overskud på 33.976 kr., men samtidig et kontingentmanko på godt 18.000 kr.
Det samlede resultat var en total udgiftspost på 288.399 kr. og indtægter på 383.562 kr.
Budgettet 2018 satte udgifterne op til 305.500 kr., og indtægterne ned til 330.000 kr., således at der stadig var beregnet et overskud på knapt 25.000 kr. i 2018.
Præsidenten oplyste, at Plums Fond for Fred, Økologi og Bæredygtighed, som bl.a. giver PEN husly og i mange år har betalt for at Mille Rode kunne betjene det fælles sekretariat, ikke længere har mulighed for at finansiere PENs sekretariatsarbejde. Det er en ny og alvorlig situation som PEN må tage højde for i de kommende år for at bevare status quo.
Flere tog ordet til debat om den fremtidige økonomi, heriblandt revisor Tom Ahlberg, som sammen med medrevisor Knud Vilby havde fremsendt bestyrelsen bemærkninger til ændret budgetlægning.
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, og herefter blev regnskab og budget enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.
Indkomne forslag
Der var intet under dette punkt.
Valg af bestyrelse
På valg var: Knud Lindholm Lau, Adil Erdem, Asef Soltanzadeh, Marianne Østergaard og Klaus Slavensky. Alle ønskede genvalg.
Merete Pryds Helle valgte i efteråret at udtræde af bestyrelsen på grund af travlhed og Nanna Bonde Thylstrup ønsker ikke genvalg af samme grund.
I stedet foreslog bestyrelsen journalist Uffe Gardel og forfatter Christina Hesselholdt.
Alle de foreslåede blev valgt, og efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig således:
Per Øhrgaard som præsident, Connie Bork som vicepræsident og Klaus Slavensky som kasserer. Yderligere medlemmer: Knud Lindholm Lau, Poyâ Pâkzâd, Marianne Østergaard, Adil Erdem, Jens Lohmann, Asef Soltanzadeh, Niels Ivar Larsen, Uffe Gardel og Christina Hesselholdt.

Referat: Klaus Slavensky

Testamente – af Oleg Sentsov

We are all going to die. And I, unfortunately, am no exception. We’d all like to live a bit longer, and here I, fortunately, am also no exception. No, I don’t want to extend my life in order to live to a hundred and spend the last quarter of it dragging out my decrepit existence on various machines and drugs. I want to live my young, full life a bit longer, to receive pleasure from life and to give pleasure to others, to walk, or even better to run, to sleep at night or not sleep, and I want to be the one who decides all of this, not my organism and my doctors.

This is the kind of life I’d like to live for a bit longer. But it’s not possible. We are all going to die. After death, we will all turn into lumps of rotting meat, buried a couple of metres underground. The worms will eat us, and our dutiful relatives will visit our graves, wear sad expressions on their faces, stand in front of the cross or gravestone, look at our portraits, forgetting entirely that crosses are planted at the feet of the departed, so the whole mournful company is now standing on his head and gazing tenderly at the portrait etched into the granite. Then they’ll get their supplies and booze out, and make sure everyone has a drink, including the deceased, of whom there won’t be much left by that time, and the flowers will bloom all around. Pathos and superstition, pointless religious-pagan rituals and scholasticism.

I don’t want people trampling on my head, even after I’m dead, and I don’t want my children and grandchildren to remember me as a portrait on a slab of granite. I don’t want a wake on my grave. I generally don’t like drawing attention to myself, not now, and certainly not after I’m dead. I don’t want a grave.

When I was a child, just four years old, I went to my grandfather’s funeral. Usually, children don’t remember themselves being that young, and only very occasionally do they remember the most remarkable events from that time. But I remember that funeral. I don’t remember much, but I remember the main thing: me standing at the edge of the grave on a pile of dirt together with my relatives. And then, after the funeral, I was stunned to discover that they wouldn’t be digging grandad up again, that he had died and that was it, forever. Throughout my whole childhood I had a recurring nightmare: in the evening or during the night I would see a black grave and a body in a white shroud being lowered into it. It was grandad’s body, but I imagined that it was me, and I knew that sooner or later it would be. Never take your children to a funeral.

As a child, I was afraid that I would die. Now I’m not afraid – now I know that I’ll die. As I child, I was afraid of the black grave, but now I just don’t want to lie in it.

We are all going to die. Each in our own way. Some will die quietly, as though closing the door to the bedroom of a child who has only just fallen asleep. Others will die in cries and suffering, as though during birth. I don’t know how I will die, but I definitely don’t want to die as a decrepit old man in bed surrounded by yawning relatives.

There was once a man who was asked how he would like to die, and he answered: ‘With a shout of “hurrah!” on my lips, a gun slung over my shoulder and a mouth full of blood.’ I’d also like that – it’s beautiful, it’s manly. But that’s not how it works. Heroes only die beautifully in movies and books. In real life, they piss blood into their pants, scream from pain and remember their mothers.

I don’t want a grave. I want to be burned. No, not on the bonfire of some inquisition, but in a simple crematorium. Burned, and the ashes sprinkled at sea. If possible, on the Black Sea, and in summer, when the sun is shining and a fresh wind is blowing. But even if it’s autumn and raining, that’s also not so bad. I wouldn’t want you waiting for summer if I kick the bucket in November. Otherwise you’ll have guests round asking, ‘What have you got in that vase there?’ ‘That’s our grandad, he’s waiting for summer!’ The vase should also go into the sea, by the way – no need to fetishize it. Otherwise, that same room, a year later, different guests will ask, ‘What’s that vase you’ve got there?’ ‘Grandad was in that vase,’ the relatives will announce, solemnly getting to their feet. In that case, why don’t we hang my socks and underpants around the house then – my favourite ones, and the ones I wore last?

I want to be burned. To ashes. And the ashes to be spread on the wind. On the sea. Best in summer, if, of course, I die in summer. Just remember to throw the ashes on the wind away from the boat, so that they are blown over the sea and not onto the boat, so that some cheeky grandchild (clearly taking after his grandad) won’t be tempted to comment, as he sweeps up my remains, ‘Nothing but problems with that old guy!’

Let the wind take my ashes out to sea. But if it’s raining, that’s okay. They’ll all say, ‘That means we’re burying a good man, since it’s raining.’ But you’re not burying – you’re sowing, friends, that is, blowing!

And if it’s raining and the ashes get a bit stuck to the urn, that’s also fine. True, that same cheeky grandchild will look into the urn, see a bit of leftover ashes and say, ‘Yeah, grandad’s still hanging on!’ But that’s fine, just throw the urn into the sea too. So that there’s nothing left. Nothing at all. Just memory. And the things I did. And my friends. And you. And then I’ll always be with you.

Translated from the Russian by Dr Uilleam Blacker

Dr Uilleam Blacker is an academic and translator specialising in Ukrainian, Polish and Russian literature. His translations of contemporary Ukrainian literature have appeared in numerous publications, including Modern Poetry in Translation, Words Without Borders and Dalkey Archive’s Best European Fiction series.

This story was first published in Russian by Laurus Press in Tales (2015).

***

Den anerkendte ukrainske forfatter og filmskaber Oleg Sentsov blev i august 2015 idømt 20 års fængsel, på falske anklager om terrorisme, efter en helt igennem uretfærdig retssag, ført ved en russisk militærdomstol. Der er mistanke om, at Oleg Sentsov har været udsat for tortur.

Siden 14. maj 2018 har Oleg Sentsov sultestrejket med krav om, at alle de uretfærdigt fængslede ukrainere i Rusland, frigives. PEN International opfordrer de russiske myndigheder til at løslade Seltsov straks.

Oleg Sentsov har nu sultestrejket i 100 dage

Tirsdag den 21. august markrede dag 100, for den sultestrejke, som den ukrainsk-russiske filmmager og forfatter Oleg Sentsov indledte 14. maj,ved åbningen af verdensmesterskaberne i fodbold, der blev holdt i Rusland.

Det forlyder, at Sentsov er blevet nægtet enhver adgang til kommunikation med omverden, herunder med familien. Hundredvis af Sentsovs kolleger; PEN-medlemmer over hele verden, også fra Danmark, har derfor skrevet støtteerklæringer og hilsener til ham. Hilsenerne er oversat til russisk og i en samlet stak afleveret på den russiske ambassade i London, med en anmodning om at de videregives til Oleg Sentsov i fængslet. Samtidig har en række PEN-centre, herunder også Dansk PENs præsident Per Øhrgaard, sendt en appel til præsident Putin, på vegne af Oleg Sentsov.

His Excellency Vladimir Vladimirovich Putin

Your Excellency,

I am writing about Ukrainian writer and filmmaker Oleg Senstov, who is currently serving a 20-year prison sentence in the penal colony of Labytnangi in Siberia and who is reportedly in a critical condition. The PEN community, the global association of writers dedicated to promoting literature and defending freedom of expression, is calling for his immediate release as a matter of urgency.

Oleg Sentsov was sentenced to 20 years in prison on 25 August 2015 on spurious terrorism charges following an unfair trial by a Russian military court, marred by allegations of torture. PEN denounces serious flaws in judicial proceedings against him, including his lengthy pre-trial detention, the failure to investigate his allegations of torture as well as the fact that he was tried by a Russian military court and is now being held in Russia. Under international law, Crimea constitutes occupied territory and as the occupying power, Russia is obliged not to transfer civilian prisoners out of the territory. Trying civilians in military courts also violates international human rights norms. Oleg Sentsov should have never spent a single day behind bars. He must be released immediately.

On 14 May 2018, Oleg Sentsov started a hunger strike, calling for the release of ‘all Ukrainian political prisoners’ currently held by the Russian Federation. According to his lawyer and family, he was taken to intensive care on 15 June 2018. His heart and kidney problems have considerably worsened. He has a low haemoglobin level, resulting in anaemia and a slow heartbeat, and has lost 30 kilogrammes.

PEN calls on the Russian authorities to respect Oleg Sentsov’s human rights, including the prohibition of torture and inhuman or degrading treatment as it pertains to hunger strike and his right to medical attention, ensuring that he is treated humanely at all times and not punished in any way for his hunger strike.

In a note passed through his lawyer on 7 August 2018, Oleg Sentsov said he was being denied access to letters and was kept in an ‘information vacuum’. He is currently being held in the penal colony of Labytnangi, in Siberia, thousands of kilometres away from his home in Crimea, making messages of support all the more crucial.

The United Nations Standard Minimum Rules for the Treatment of Prisoners explicitly states that prisoners should be allowed to correspond in writing with family and friends at regular intervals. According to Article 8 of the European Convention on Human Rights, to which Russia is a state party, ‘Everyone has the right to respect for his private and family life, his home and his correspondence.’ PEN urges the Russian authorities to respect Oleg Sentsov’s prisoner rights and to immediately give him access to correspondence.

I thank you in advance for your attention to this urgent matter.

Yours sincerely,

Per Øhrgaard, President of Danish PEN

***

Uddrag af de mange breve til Oleg Sentsov, fra kolleger verden over

Dear Oleg,

I write to you today in the hope that this letter reaches you somehow. I know that you are not receiving your letters. It is too cruel a thought to imagine that you lost your freedom so suddenly and without cause, that you are kept so far away from your family and children, that even as they’ve taken everything from you, they won’t allow even our words of support to reach you. They fear our words; they fear the knowledge that across the world, people are allied to your cause. I am writing in the hope that one day soon you will be free and able to see how many of us have stood with you from the beginning, that we read the news looking for your name, that we fear the worst but never surrender our hope. I want you to see the impact of your determination and sacrifice on so many around the world. The clumsy lies and manoeuvring of the Russian authorities only renews our resolve. In their attempts to silence you, what they have done is amplify your voice across borders. Today you exist in a cell that must feel soundproof. If only you could know that all around the world people are calling your name, decrying the behaviour of the Russian government, and calling for your freedom.

Your courage gives us all courage. We need you. Don’t give up.

Svetlana Alexievich

Дорогой Олег,

пишу тебе сегодня с надеждой, что это письмо каким-то образом дойдет до тебя. Я знаю, что ты не получаешь писем. Слишком больно думать, что ты потерял свою свободу так внезапно и беспричинно, что тебя держат вдали от семьи и детей, что даже когда они все у тебя отобрали, нет возможности передать тебе хотя бы наши слова поддержки.

Они боятся наших слов; они боятся осознать, что люди во всем мире поддерживают тебя. Я пишу в надежде, что в один прекрасный день ты будешь освобожден и сможешь увидеть, как много людей стояли рядом с самого начала. Что мы читаем новости и ищем твое имя, что боимся худшего, но никогда не перестаем надеяться.

Я хочу, чтобы ты увидел влияние своей решимости и жертвы на столь многих людей во всем мире. Нелепая ложь и маневрирование российских властей лишь подтверждают нашу решимость. В своих попытках заставить тебя замолчать, то, что они сделали, лишь усиливает твой голос из-за решеток. Сегодня ты в камере, которая кажется звуконепроницаемой. Если бы ты только знал, что во всем мире люди называют твое имя, осуждая поведение российского правительства и призывая к твоей свободе.

Твоя смелость дает мужество нам всем. Ты нужен нам. Не сдавайся.

Светлана Алексиевич

***

At this time I am thinking of Oleg Sentsov, who is risking his very life on behalf of political prisoners. We should remember that freedom of speech is a human right and needs to be defended with rigour and passion. Oleg may be imprisoned but his message remains free and his voice spans many continents, carried by all of us.

Ian Rankin,

Scottish writer

Всеми мыслями я сейчас с Олегом Сенцовым, который рискует собственной жизнью ради всех политзаключенных. Мы должны помнить, что свобода слова — неотъемлемое право человека, и её нужно защищать всеми силами. Хоть Олег и находится в заключении, его идеи — на свободе, а его голос несётся по всем континентам, подхваченный нами.

Айан Рэнкин,

Британский (шотландский) писатель

***

Dear Oleg,

Do not think that you are forgotten. Do not think that we don’t care. Do not think that they are winning. Do not think that your fight is for nothing. We remember, we care, they will not win, your fight is noble and brave and inspiring. I stand with you in solidarity.

Yours truly,

Yann Martel, a Canadian writer

Дорогой Олег,

Не думай, что ты забыт. Не думай, что мы не волнуемся. Не думай, что они побеждают. Не думай, что твоя борьба бессмысленна. Мы помним, мы заботимся, они не побеждают, твоя борьба благородна, храбра и вдохновляющая. Прими мою поддержку.

Искренне твой,

Янн Мартелл, канадский писатель

***

Dear Oleg,

As your fellow artist, I send you my warmest greetings, in the hope that fairness and

truth will prevail, and that you will soon be released from your dreadful ordeal.

Be strong and hopeful. We are all thinking of you.

Much love

Mike Leigh

Writer and Film Director

Дорогой Олег,

Как коллега-художник, я посылаю самые теплые приветствия, в надежде, что справедливость и правда победят и Вы скоро будете освобождены от вашего ужасного испытания.

Будьте тверды и полны надежды. Мы все думаем о вас.

С любовью,

Майк Ли,

Писатель и кинорежиссер

***

Dear Oleg

Your struggle is the struggle of many – you lead through civil disobedience and non-violence, shaming those who jail you. In solidarity and with respect;

Salil Tripathi,

Chair, PEN International’s Writers in Prison Committee

Дорогой Олег! Твоя борьба — борьба многих: гражданским неповиновением и ненасильственным сопротивлением ты стыдишь тех, кто заточил тебя. С солидарностью и уважением,

Салил Трипати,

председатель комитета «Писатели в заключении» PEN International,

журналист и писатель

***

Dear Oleg Sentsov

Although you are in prison, you are not alone. We stand with you in your courageous stand against censorship and despotism.

Margie Orford

Дорогой Олег Сенцов!

Хоть Вы и в тюрьме, но Вы не одни. Мы присоединяемся к вашей мужественной борьбе против цензуры и деспотизма.

Марджи Орфорд,

журналист и всемирно известная южно-африканская писательница

***

Dear Oleg,

Like many, many others, I have been aware of your unjust situation and of your courage. There is an English phrase which makes me think you: “A good deed in a wicked world.” We do not forget Mikhail Ugarov and Elena Gremina. We remember “theatre.doc” with respect. We support your stand and look forward to the day we can welcome you home.

We send you our love,

Tom Stoppard

Дорогой Олег,

Как многие-многие другие, я хорошо знаю о несправедливой ситуации в отношении Вас и о Вашем мужестве. В английском языке есть фраза, которую я вспоминаю думая о Вас: «Доброе дело в порочном мире». Мы не забываем Михаила Угарова и Елену Гремину. Мы вспоминаем «театр.док» с уважением. Мы поддерживаем Ваше противостояние и с нетерпением ждем того дня, когда мы сможем поздравить Вас с возвращением домой.

Мы посылаем Вам нашу любовь,

Том Стоппард

Hilsener fra danske kolleger:

I write in support of Oleg Sentsov who is on a life-threatening hunger strike in Siberia.

I urge the Russian authorities to release him from prison and return him to good health.

Sentsov is a courageous Russian novelist who is a credit to his culture, not a criminal.

Sincerely,

Paul Levine

Professor Emeritus, Copenhagen University

Я пишу, чтобы поддержать Олега Сенцова, который сейчас находится в Сибири и голодовка которого угрожает его жизни.

Призываю власти Российской Федерации освободить его из тюрьмы и позаботиться о восстановлении его здоровья.

Сенцов – отважный писатель, который является не преступником, а достоянием своей культуры.

Искренне,

Пол Левин (Paul Levine),

Заслуженный профессор, Университет Копенгагена

***

In care of Oleg Sentsov:

Thinking of you, Oleg Sentsov, hoping to give you a bit of courage to continue your struggle.

All the best.

Aase Schmidt, Danish-pen.

В поддержку Олега Сенцова,

Олег, мы думаем о тебе, и надеемся поделиться с тобой отвагой, которая поможет тебе в твоей борьбе.

С наилучшими пожеланиями,

Аазе Шмидт (Aase Schmidt),

Датский ПЕН-клуб.

***

Dear Oleg Sentsov,

My thoughts are with you!

Your sacrifice is immense and very important!

You risk your life for the sake of such important issues and people.

I am humbled at your selfless action on behalf of humanity and democracy, and I want to send you my deepest respect!

Hold on, never give up, you are not alone!

My thoughts are with you!

With my very best wishes,

Ulrikka Gernes

Danish poet

Дорогой Олег Сенцов,

Мои мысли с вами!

Жертва, которую вы приносите, огромна и очень важна.

Вы рискуете своей жизнью за важное дело и людей.

Я ошеломлена вашей самоотверженностью во имя человечности и демократии, и хотела бы, чтобы вы знали о глубочайшем уважении, которое я испытываю.

Держитесь и никогда не сдавайтесь, вы не одиноки!

Мои мысли с вами!

Ульрика Гернес (Ulrikka Gernes),

Датская поэтесса

***

Dear Oleg Sentsov,

We follow your heroic struggle for justice, support you and wish you all the best.

Kindest regards,

Hanne Marie Svendsen,

member of Danish PEN

Дорогой Олег Сенцов,

Мы следуем за твоей отважной борьбой, поддерживаем тебя и желаем тебе всего наилучшего.

Искренне,

Енн Мари Свендсен (Hanne Marie Svendsen),

член PEN Дания