Rami Sidky, egyptisk guitarist, fængslet for en sang han intet har med at gøre.

Rami Sidky, fængslet egyptisk musiker

Den egyptiske guitarist Rami Sidky blev i maj 2018 arresteret, og har været tilbageholdt i Tora-fængslet i Kairo lige siden.  Der er endnu ikke rejst sigtelse mod ham, og hvad han anklages for er mildt sagt uklart. Antageligvis er han fængslet for at have medvirket til udgivelse af en sang, der kritiserer den egyptiske præsident. Problemer er bare, at han intet har haft med den pågældende sang at gøre.

Rami Sidky har tidligere arbejdet sammen med en anden egyptisk musiker, den internationalt anerkendte rapper Rami Essam, der nu er i eksil i Europa. De to har ikke arbejdet sammen siden 2013, da Rami Sidky forlod deres fælles band, fordi han ikke brød sig om den retning deres musik var ved at tage.

Rami Essam offentliggjorde i december 2017 en musikvideo på YouTube, hvor han synger en rap-tekst, Bahala, skrevet af digteren Galal El-Behairy.  Galal El-Behary blev i januar 2018 idømt tre års fængsel for en samling digte, som han selv har kaldt en hyldes til kvinden, som aldrig er udgivet. PEN antager at det snarere er den sangtekst, som Rami Essam har sat musik til og offentliggjort,  der har udløst dommen over Galal El-Behairy.

Galal El-Behairy er æresmedlem af Dansk PEN.