Raif Badawi, Saudi-Arabien – LØSLADT 11. MARTS 2022

Portræt af Raif Badawi
Raif Badawi, blogger fra Saudi-Arabien

Raif Badawi (m) er blogger og webredaktør, født 1983. Startede et website, Free Saudi Liberals. Blev i 2012 for dette samt for at have krænket islam til en tiårig fængselsstraf, 1000 stokkeslag fordelt med 50 ad gangen, uddelt efter fredagsbønnen uden for en moské i Jedda. Derudover fik han en bøde på et beløb svarende til 1,5 mio. kroner, forbud mod enhver aktivitet i medierne i 10 år efter løsladelsen samt udrejseforbud i den samme periode.

Dommen har udløst massive internationale protester, hvor ikke mindst International PEN og Amnesty International har været drivende. De første stokkeslag faldt den 9. januar. Fra starten af januar 2015 har der i mange byer verden over været demonstrationer i protest mod dommen, og indtil videre er der ikke uddelt yderligere stokkeslag. Raif Badawis dom blev endegyldigt stadfæstet af den saudiske højesteret i juni 2015, og han befinder sig nu i et isolationsfængsel i ørkenen, hvor også hans advokat og svoger Abu’l Khaya sidder fængslet. Badawi har indledt flere sultestrejker, og han har alvorlige helbredsproblemer. Hans eneste håb om frigivelse er nu en kongelig benådning.

Dansk PEN har sammen med Amnesty Internationals danske afdeling hver torsdag fra 9. januar 2015 til den 14. januar 2016 demonstreret foran den saudiske arabiske ambassade i København. Det er nu besluttet at indstille demonstrationerne, men de genoptages, hvis stokkeslagene eksekveres. Dansk Pen har op til Bogforum udgivet Raif Badawis bog “1000 piskeslag fordi jeg siger hvad jeg tænker”. Bogen kan købes ved henvendelse til Dansk PENs sekretariat.

Dansk PEN er i løbende kontakt med Raif Badawis hustru, der lever i eksil i Canada med parrets tre børn, om initiativer af politisk, mediemæssig og diplomatisk art.

Raif Badawi har modtaget en lang række internationale priser for sin kamp for ytringsfriheden, heriblandt Europaparlamentets Sakharovpris og PEN International’s Pinter Prize.

Æresmedlem af Dansk PEN fra 2014. Kontaktpersoner: Mille Rode og Aase Schmidt