jun 282019
 

Månedens Essay

IKKE LEVE SOM GRÆNSEVAGT

Af Pia Tafdrup

Vi kan i Danmark uden censur udtrykke vores mening i skrift og tale. De seneste år er der dog opstået et behov for en skærpet bevidsthed omkring
falske nyheder, der saboterer samtalen og truer demokratiet.
Samfundet har mulighed for at overvåge os alle. Vi lever med bevidstheden om, at telefonsamtaler og alverdens digitale fodspor arkiveres og kan hentes frem. Hvad det gør ved os, ved vi ikke med sikkerhed endnu, men vi har vist alle mødt personer, der er blevet mere varsomme, fordi situationen er uoverskuelig. Eller holder vi os selv tilbage?
Vi har muligheden for at ytre os i mange sammenhænge, men vælger
grotesk nok undertiden ikke at benytte os af den for ikke at afsløre, hvem vi er. Dét er problematisk, for det betyder, at aggressioner optrappes. Vreden blusser ukontrolleret op, når problemer ikke formuleres og kritik udelades.
Jeg undersøger disse år vores fem sanser og har foreløbig udgivet Smagen af stål, Lugten af sne og senest Synet af lys. Jeg tager udgangspunkt i min egen tid, derfor har spørgsmål som overvågning og selvcensur naturligt fundet vej ind i digtene som her i "Kyklopens øje" fra Synet af lys, der både tematiserer rigdommen ved synet, men også nogle af bagsiderne:

KYKLOPENS ØJE

Staten er stat, og jeg er mig,
men så enkelt er det ikke for staten,
den ønsker gennemsigtighed.

Jeg tilhører et af de mest registrerede folkefærd,
hver dag høstes digitale aftryk,
jeg følges nøje, dog ikke
for den kærlige omsorgs skyld.

Dét, der kunne have været
sikker grund under fødderne,
føles ikke trygt,
skønt staten har til hensigt at beskytte
mod vold og terror,
hvad jeg desværre godt kan have brug for,
men hvordan sker det, uden at mit liv stjæles?

Jeg ejes af staten, af myndighederne,
af politi og beredskab, jeg styres
af mit eget land, der igen er styret
af direktiver fra andre lande,
min identitet kan afdækkes, mit liv
kortlægges og kontrolleres,
dog har jeg nu og da grebet mig selv i
at overtage vogterens blik
og censureret mig selv.

Men min sjæl dirrer endnu af liv,
jeg vil følge solen, forsøge som barnet
at være mig selv,
indimellem gå under radaren, undvige
kyklopens øje,
jeg vil bevæge mig privat og frit,
være uset, når jeg vil være uset,
ikke leve som grænsevagt for mig selv og andre.

Vi har et ansvar for, at den fælles frie samtale kan fortsætte. Vi må derfor lære at gennemskue misinformation og tage til genmæle. Helst længe før vi sætter dét demokrati over styr, vi har levet med i over 150 år, men som pludselig ikke længere tages for givet. Det faktum ryster mig så meget, at et digt som "Kyklopens øje" bliver til.
Vi lever med kulturelle, religiøse, sociale og mange andre forskelle. Vi skal alle være her. Når jeg undersøger vores sanser, er det ikke mindst, fordi vi over hele kloden har dem fælles. Det har fået ny betydning at se på, hvad der binder os sammen som mennesker på trods af forskelle.

maj 012019
 

I anledning af postyret om Rasmus Paludan og hans partifæller i Stram Kurs’ optræden med bl.a. afbrænding af Koranen udtaler Dansk PEN:

                   PEN er sat i verden med to formål: at værne om ytringsfriheden resp. kæmpe for den dér, hvor den ikke findes, og at gå op imod at befolkningsgrupper lægges for had. I store dele af verden må kampen for ytringsfriheden komme først, fordi forfattere, journalister og kritikere henrettes, fængsles, forfølges  og censureres for at tale magten midt imod. I Danmark er ytringsfriheden sikret ved lov, og i hovedsagen kun begrænset af hensynet til den offentlige orden eller når ytringer indeholder trusler og opfordringer til vold. Til gengæld breder den hadefulde tale sig mere og mere. Rasmus Paludans ytringsfrihed er ikke blevet begrænset. Han kan ytre, hvad han vil, omend ikke altid på den måde, han vil.  Denne sag handler ikke om ytringsfrihed, men om hadefuld tale.

apr 242019
 
Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN
Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i en sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år. Erol Önderoğlu er sammen med formanden for Turkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda for ven terrorist-organisation”. Sammen med en stribe andre mediefolk har de på skift været gæsteredaktører på det pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10.00.

Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i den sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år.
Erol Önderoğlu er sammen med formanden forTurkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda foren terrorist-organisation”. Det skyldes at de sammen med en stribe andre mediefolk på skift var gæsteredaktører på pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10,00.
Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Læs udtalelse fra fem PEN centre, som var observatører ved retssagen (engelsk)

Læs Erol Önderoğlus forsvarstale (engelsk)

feb 082019
 

Rami Sidky, fængslet egyptisk musiker

Den egyptiske guitarist Rami Sidky blev i maj 2018 arresteret, og har været tilbageholdt i Tora-fængslet i Kairo lige siden.  Der er endnu ikke rejst sigtelse mod ham, og hvad han anklages for er mildt sagt uklart. Antageligvis er han fængslet for at have medvirket til udgivelse af en sang, der kritiserer den egyptiske præsident. Problemer er bare, at han intet har haft med den pågældende sang at gøre.

Rami Sidky har tidligere arbejdet sammen med en anden egyptisk musiker, den internationalt anerkendte rapper Rami Essam, der nu er i eksil i Europa. De to har ikke arbejdet sammen siden 2013, da Rami Sidky forlod deres fælles band, fordi han ikke brød sig om den retning deres musik var ved at tage.

Rami Essam offentliggjorde i december 2017 en musikvideo på YouTube, hvor han synger en rap-tekst, Bahala, skrevet af digteren Galal El-Behairy.  Galal El-Behary blev i januar 2018 idømt tre års fængsel for en samling digte, som han selv har kaldt en hyldes til kvinden, som aldrig er udgivet. PEN antager at det snarere er den sangtekst, som Rami Essam har sat musik til og offentliggjort,  der har udløst dommen over Galal El-Behairy.

Galal El-Behairy er æresmedlem af Dansk PEN.

 

nov 162018
 

Hvert år markerer PEN verden over den 15. november, der er den internationale Day of the Imprisoned Writer. Det sker ved at fremhæve nogle af de triste og grumme sager, der optager os året igennem.

I år har International PEN valgt at trække fem sager frem i lyset, fra henholdsvis Eritrea, Mexico, Rusland, Bangladesh og Egypten. Der er desværre flere hundrede at tage af, fordelt over det meste af kloden.

Her nedenfor er en kort præsentation af de fem fængslede, forsvundne eller myrdede forfattere.

Wael Abbas er en anerkendt egyptisk forfatter og politisk aktivist. I maj 2018 blev han arresteret af en gruppe bevæbnede soldater, der stormede hans hus, bandt ham for øjnene og tog ham med. Han er anklaget for at have ”tilsluttet sig en terrororganisation”, at have ”spredt falske nyheder” og at have ”benyttet internettet til at propagandere for en terrororganisations ideologi”. Siden anholdelsen er retssagen mod Wael Abbas gentagende gange blevet udsat, senest den 16. oktober, hvor retten forlængede detentionen med yderligere 45 dage. PEN er overbevist om, at anklagerne mod Wael Abbas alene er knyttet til hans regeringskritiske artikler og fredelige, aktivistiske arbejde.

 

Dawit Isaak, en prisvindende svensk-eritreisk journalist og forfatter, der i mere end 17 år har været tilbageholdt uden dom i Eritrea. I et interview fra 2016 hævdede Eritreas udenrigsminister, at de alle journalister, der blev fængslet efter regeringens voldsomme angreb på landets uafhængige medier i 2001, fortsat er i live. Regeringen har imidlertid ikke fremlagt nogen form for beviser. Der er med andre ord intet kommet frem om hvor Dawit Isaak befinder sig, og familien har ikke haft kontakt med ham i alle disse år. Eritrea er et af de værste lande i verden, når det gælder fængsling af forfattere, journalister og andre regeringskritiske stemmer. PEN International er bekendt med mindst 17 journalister, der er forsvundet eller som tilbageholdes uden kontakt til omverdenen. Nogle af dem menes at være døde, som følge af de forfærdelige forhold, der er i de eritreiske fængsler.

Miroslava Breach Velducea, en erfaren mexicansk journalist, blev skudt udenfor sit hjem i Chihuahua den 23. marts 2017. Igennem tyve år havde hun skrevet om sociale forhold, korruption og politik. Hendes seneste artikel beskrev en forbindelse mellem narkokarteller og lokale politikere. I december 2017 arresterede Politiet en person med tilknytning til Sinaloa kartellet, som de hævder står bag drabet på Miroslava Breach Velducea. Andre, som menes at have været involveret i drabet, er fortsat på fri fod. Mexico er fortsat det farligste land i verden at arbejde som journalist i. Siden 2004 er mindst 96 forfattere og journalister blevet myrdet, og yderligere 11 er forsvundet. Alene i 2018 er mindst seks journalister blevet dræbt i forskellige dele af landet.

 

Oleg Sentsov, ukrainsk filmmand og forfatter, der afsoner en dom på 20 års fængsel i et højsikkerhedsfængsel i Sibirien, tusindvis af kilometer fra sit hjem og familie. Han nægtes enhver form for brevveksling med omverden. Oleg Sentsov menes at være blevet udsat for tortur forud for retssagen, hvor en russisk militærdomstol dømte ham for terrorisme, på baggrund af en helt igennem uretfærdig retssag. I juni 2018 indledte Oleg Sentsov en sultestrejke, for at få frigivet alle de ukrainske, politiske fanger, der befinder sig i russiske fængsler. Han havde sultestrejket i 145 dage, da de russiske fængselsmyndigheder den 6. oktober begyndte at tvangsfodre ham. Det er PENs opfattelse, at Oleg Sentsov alene er dømt for sin modstand mod den russiske annektering af Krim-halvøen.

 

Shahidul Alam er fotograf, forfatter og aktivist fra Bangladesh. Den 5. august 2018 blev han hentet af civile betjente i sit hjem i Dhaka. Kort forinden havde han ladet sig interviewe til Al Jazeera, og havde her kritiseret regeringens håndtering af en række studenterprotester for bedre lovgivning om trafiksikkerhed. Protesterne opstod efter at to studerende, den 29. juli, blev kørt ned og dræbt af en bus. Shahidul Alam er anklaget for at have fremsat ”provokerende bemærkninger” og ”falske oplysninger” efter den drakonisk hårde lov om Information, Kommunikation og Teknologi (ICT Act) fordi han kritiserede, at myndighederne skød med tåregas og gummikugler mod de studerende. Retten har nægtet Shahidul Alam løsladelse mod kaution, og han er derfor fortsat fængslet uden dom. Han hævder, at han har være udsat for tortur under fængslingen. Bangladesh er berygtet for deres meget strenge straffe, og hvis den 63-årige Alam dømmes, så risikerer han mellem syv og 14 års fængsel.