okt 312011
 

PRESSEMEDDELELSE

De Dødes Dag er også en protestdag

Seks danske organisationer er gået sammen om at protestere mod de stadig flere mord på journalister og forfattere i Mexico. Siden præsident Felipe Calderón tiltrådte i december 2006 er 35 journalister og forfattere myrdet og otte blevet forsvundet uden at den mexicanske regering har taget effektive skridt til at opklare mordene og forsvindingerne, og retsforfølge de skyldige. Regeringen har lovet at sikre journalister beskyttelse mod overgreb fra såvel kriminelle bander som militær, politi og politikere, men foreløbig er det blevet ved ordene.
Det har fået International PEN til at iværksætte en verdensomspændende protest på en af Mexicos store, folkelige helligdage, De Dødes Dag den 2. november. På denne dag mindes mexicanerne deres døde på kirkegårdene og i hjemmene. Gravene pyntes med blomster og vokslys og de efterladte deler mad, drikke og tid med deres afdøde. I hjemmene opfører man særlige altre, der pyntes med blomster, vokslys, genstande med tilknytning til de afdøde og billeder af de afdøde, og man serverer de afdødes livretter, får lidt at drikke, snakker og er samlet i et fællesskab i mindet om de afdøde.

I Danmark afholder seks organisationer en minde- og protestaften på De Dødes Dag den 2. november i overensstemmelse med mexicansk tradition med et alter med billeder og tekster om de myrdede. Den mexicanske sangerinde Edith Tamayo synger mexicanske sange. Skuespillerne Lene Vasegaard og Paul Hüttel læser mexicanske digte – nogle af dem skrevet specielt til lejligheden af Mexicos bedste digtere..Repræsentanter for de arrangerende organisationer taler og giver tilsammen et billede af forholdene i Mexico og sætter dem i et større, internationalt perspektiv.
De Dødes Dag, onsdag 2. november kl. 18-21
Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7, 2200 København N

Dansk PEN, Dansk Journalistforbund, Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, International Media Support, Amnesty International
For yderligere oplysninger kontakt venligst Jens Lohmann, Dansk PEN. 33 13 77 31 & 26 79 77 33 – jl.lohmann@gmail.com

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Påkrævet

Påkrævet