PENs charter

 Posted by on 22. maj 2011
 

PENs charter, som ethvert medlem tilslutter sig, bygger på resolutioner vedtaget på PENs internationale kongresser. Charteret, lyder som følger

1. Litteraturen kender ikke til grænser og bør forblive et fælles udvekslingsmiddel mellem nationerne på trods af politiske eller internationale omvæltninger.

2. Under alle forhold og navnlig i krigstid bør kunstværker som en kulturarv for menneskeheden i almindelighed lades urørt af nationale og politiske lidenskaber.

3. Medlemmer af PEN bør til alle tider udøve, hvad de måtte have af indflydelse for at fremme god forståelse og gensidig respekt mellem nationerne. De forpligter sig til at gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om en menneskehed, der lever i fred i én verden.

4. PEN står for princippet om uhindret overførsel af tanker inden for enhver nation og mellem alle nationer, og medlemmerne forpligter sig til at modstå enhver form for undertrykkelse af ytringsfriheden i det land og det samfund, som de tilhører, og overalt i den øvrige verden, når som helst at dette er muligt. PEN erklærer sig for en fri presse og går imod vilkårlig censur i fredstid. Vi tror, at verdens nødvendige fremskridt hen imod en højere organiseret politisk og økonomisk orden gør en fri kritik af regeringer, statsapparater og institutioner bydende nødvendig. Og da frihed indbefatter viljen til at beherske sig, lover medlemmerne hinanden at gå imod sådanne onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser af kendsgerninger med politiske og personlige formål.

Medlemskab (eller venskab) af PEN står åbent for alle kvalificerede skribenter og professionelle litterater, som står inde for disse målsætninger, uden hensyn til nationalitet, race, farve eller religion.

PEN Charter på engelsk