Månedens Essay

Månedens Essay

Foto: Les Kaner

Tavsheden skal tale

Af Dy Plambeck

Min seneste roman Til min søster, der udkom i slutningen af maj i år, handler om kvinder, der på den ene eller den anden måde er blevet gjort tavse. Mens jeg skrev romanen var jeg optaget af og havde en del overvejelser om, hvordan vi udtrykker os som kvinder, som mænd, som mennesker i verden. I begyndelsen af romanen står sætningen: Tavsheden taler. Jeg må tale for min egen skyld. Det blev et slags credo eller hovedsætning for romanen forstået sådan, at det er én af de sætninger, der står mest central i romanen.
Sætningen er et direkte citat fra et brev, som den danske forfatter J.P. Jacobsen (1847-1885) modtog fra sin ungdomskæreste Anna Michelsen (1847-1924). J. P Jacobsen og Anna Michelsen voksede op sammen i Thisted, men deres veje skiltes i 1863, da han rejste til København for at gå på studenterkursus. Som en ung kvinde i borgerskabet måtte hun blive i Thisted og få privatundervisning, strikke, brodere og gå på visitter.

Jeg kom på sporet af Anna Michelsens breve til J.P. Jacobsen i efteråret 2015. Jeg fandt dem i J.P. Jacobsens efterladte papirer i Det Kongelige Biblioteks samling. Derudover fik jeg af en god bekendt at vide, at Anna Michelsen udviklede skizofreni og boede på Sct. Hans Hospital toogfyrre år af sit liv – fra hun var 35 år og til sin død som 77 årig. Jeg fandt hendes journal på Stadsarkivet og fik den renskrevet.
Jeg blev optaget af Anna Michelsen, fordi hun trods tiden og forventningerne til hende, en velopdragen ung kvinde fra borgerskabet, havde en ærlighed og en fandenivoldskhed i sig. Ligesom J.P. Jacobsen var hun optaget af litteratur, skrev digte og ville højst sandsynligt gerne være forfatter. Men hun skulle læse til lærerinde. Alligevel går hun i rette med Peter, som hun føler, bruger hendes historie og opvækst i hans debutroman Fru Marie Grubbe. Hun skriver til ham: Du har givet dig af med at skildre mit liv, men jeg vil nu rette fejlene.
Min roman Til min søster handler blandt andet om, hvem der har en stemme, hvem der får lov til at fortælle historierne – og hvad der sker med mennesker, der bliver gjort tavse. I Anna Michelsens tilfælde bliver hun sindssyg. På Sct. Hans Hospital blotter hun sig, stikker af og skriger hæmningsløst. Hun slipper stemmen og sin seksualitet løs, som tidligere har været undertrykt i hende. Hun er en ugift kvinde, som ikke har haft mulighed for at udleve sin seksualitet. Eller til at bruge sin stemme i verden.

I det offentlige rum i Danmark er det stadig overvejende mænd, der udtaler sig. Det er overvejende mænd, der udtaler sig i fjernsyns- og radioprogrammer, det er overvejende mænd, der skriver debatindlæg, og det er overvejende mænd, der bliver brugt som kilder. På trods af at der er sket en stor udvikling, siden Anna Michelsen levede i slutningen af 1800-tallet (kvinder har f.eks. fået adgang til uddannelse og har fået stemmeret), så er der stadig en skævridning i, hvem der lettest har adgang til at bruge sin stemme i det offentlige rum. Og hvilke konsekvenser det har at gøre det.
Kvindelige debattører modtager i lang højere grad end mænd hadske kommentarer og trusler og bliver chikaneret grundet deres køn, hvis de deltager i den offentlige debat. Det kan være bemærkninger som: ”du trænger til noget pik,” ”har du det røde, siden du er så sur” etc. Nogle kvinder orker ikke at blande sig i debatten alene på grund af den chikane, som de i mindre eller højere grad bliver udsat for. Det bliver for omkostningsfuldt at blande sig og dermed gør chikanen indirekte kvinder tavse.
Det er ikke kun mellem kønnene, at skævvridningen eksisterer. Også personer med anden etnisk oprindelse end dansk eller transkønnede personer – i det hele taget alle minoritetsgrupper – oplever i højere grad ikke at blive hørt i det offentlige rum end de samfundsgrupper, der i højere grad lever op ”til normen”. Der er stadig befolkningsgrupper i det danske samfund, som på trods af ytringsfriheden, bliver lukket ude fra den offentlige samtale eller som har en svag stemme i samtalen.

Det er vigtigt, at vi bliver ved med at italesætte og diskutere, hvem der har en stemme i det offentlige rum, og hvem der ikke har. Der er ytringsfrihed i Danmark, så alle har potentielt en stemme. Men vi ved også godt, at det ikke er så enkelt. Og at det ikke er alle, der bliver hørt, selv om de siger noget. Vi bliver nødt til at blive ved med at udvide det offentlige rum sådan, at vi får mange forskellige stemmer ind i det. Så sproget og blikket bliver ved med at vokse. Så samtalen ikke tørrer ind og forsvinder.
Hvad vi kan og skal tale om, bliver vi også nødt til konstant at udvide. Det kom bag på mig i forbindelse med udgivelsen af Til min søster, at det tilsyneladende stadig er sensationelt i 2019, at en kvinde skriver om sex og vold, og om kvinder, der onanerer og har sex med kvinder (og mænd), om kvindekroppe, der går i stykker under en fødsel, om skedeprutter, bristet mellemkød og brystbetændelse.

At have en stemme er en grundsten i demokratiet – ligesom samtalen er. Som teologen Hal Koch, der blev kendt for sit hovedværk “Hvad er demokrati” (1945), skrev i artiklen ”Ordet eller Sværdet” (1945): ”Det er Samtalen (Dialogen) og den gensidige Forstaaelse og Respekt som er Demokratiets Væsen. Hvis dette glipper, vil man uvægerlig falde tilbage til Magtkampen (…) Ordet eller Sværdet! Ved Sværdet afgør man, hvem der er den stærkeste. Ved Ordet finder man ud af, hvad der er det rigtige.”
Hvis alle borgere i et demokrati ikke har en stemme og mulighed for at bruge den, er det en trussel mod demokratiet. Vi må ikke holde op med at tro på vores stemmers mulighed for at forandre verden. Hvis folk bliver gjort tavse. Hvis deres stemmer ikke bliver hørt. Hvad griber de så til? Det siger Hal Koch ganske klart i sin artikel: Sværdet. Kampene. Krigen.
Vi kan være rygende uenige. Det er helt fint, så længe vi har mulighed for at bruge vores stemme og befinder os i dialogen. I et demokrati er der plads til mange stemmer i modsætning til et autoritært styre, hvor kun én stemme dominerer, men for at de forskellige stemmer kan være der, forudsætter det, at vi forpligter os på og holder liv i den demokratiske samtale.

Månedens Essay

Månedens Essay

IKKE LEVE SOM GRÆNSEVAGT

Af Pia Tafdrup

Vi kan i Danmark uden censur udtrykke vores mening i skrift og tale. De seneste år er der dog opstået et behov for en skærpet bevidsthed omkring
falske nyheder, der saboterer samtalen og truer demokratiet.
Samfundet har mulighed for at overvåge os alle. Vi lever med bevidstheden om, at telefonsamtaler og alverdens digitale fodspor arkiveres og kan hentes frem. Hvad det gør ved os, ved vi ikke med sikkerhed endnu, men vi har vist alle mødt personer, der er blevet mere varsomme, fordi situationen er uoverskuelig. Eller holder vi os selv tilbage?
Vi har muligheden for at ytre os i mange sammenhænge, men vælger
grotesk nok undertiden ikke at benytte os af den for ikke at afsløre, hvem vi er. Dét er problematisk, for det betyder, at aggressioner optrappes. Vreden blusser ukontrolleret op, når problemer ikke formuleres og kritik udelades.
Jeg undersøger disse år vores fem sanser og har foreløbig udgivet Smagen af stål, Lugten af sne og senest Synet af lys. Jeg tager udgangspunkt i min egen tid, derfor har spørgsmål som overvågning og selvcensur naturligt fundet vej ind i digtene som her i “Kyklopens øje” fra Synet af lys, der både tematiserer rigdommen ved synet, men også nogle af bagsiderne:

KYKLOPENS ØJE

Staten er stat, og jeg er mig,
men så enkelt er det ikke for staten,
den ønsker gennemsigtighed.

Jeg tilhører et af de mest registrerede folkefærd,
hver dag høstes digitale aftryk,
jeg følges nøje, dog ikke
for den kærlige omsorgs skyld.

Dét, der kunne have været
sikker grund under fødderne,
føles ikke trygt,
skønt staten har til hensigt at beskytte
mod vold og terror,
hvad jeg desværre godt kan have brug for,
men hvordan sker det, uden at mit liv stjæles?

Jeg ejes af staten, af myndighederne,
af politi og beredskab, jeg styres
af mit eget land, der igen er styret
af direktiver fra andre lande,
min identitet kan afdækkes, mit liv
kortlægges og kontrolleres,
dog har jeg nu og da grebet mig selv i
at overtage vogterens blik
og censureret mig selv.

Men min sjæl dirrer endnu af liv,
jeg vil følge solen, forsøge som barnet
at være mig selv,
indimellem gå under radaren, undvige
kyklopens øje,
jeg vil bevæge mig privat og frit,
være uset, når jeg vil være uset,
ikke leve som grænsevagt for mig selv og andre.

Vi har et ansvar for, at den fælles frie samtale kan fortsætte. Vi må derfor lære at gennemskue misinformation og tage til genmæle. Helst længe før vi sætter dét demokrati over styr, vi har levet med i over 150 år, men som pludselig ikke længere tages for givet. Det faktum ryster mig så meget, at et digt som “Kyklopens øje” bliver til.
Vi lever med kulturelle, religiøse, sociale og mange andre forskelle. Vi skal alle være her. Når jeg undersøger vores sanser, er det ikke mindst, fordi vi over hele kloden har dem fælles. Det har fået ny betydning at se på, hvad der binder os sammen som mennesker på trods af forskelle.

Det handler ikke om ytringsfrihed

I anledning af postyret om Rasmus Paludan og hans partifæller i Stram Kurs’ optræden med bl.a. afbrænding af Koranen udtaler Dansk PEN:

                   PEN er sat i verden med to formål: at værne om ytringsfriheden resp. kæmpe for den dér, hvor den ikke findes, og at gå op imod at befolkningsgrupper lægges for had. I store dele af verden må kampen for ytringsfriheden komme først, fordi forfattere, journalister og kritikere henrettes, fængsles, forfølges  og censureres for at tale magten midt imod. I Danmark er ytringsfriheden sikret ved lov, og i hovedsagen kun begrænset af hensynet til den offentlige orden eller når ytringer indeholder trusler og opfordringer til vold. Til gengæld breder den hadefulde tale sig mere og mere. Rasmus Paludans ytringsfrihed er ikke blevet begrænset. Han kan ytre, hvad han vil, omend ikke altid på den måde, han vil.  Denne sag handler ikke om ytringsfrihed, men om hadefuld tale.

Retsmøde i sagen mod den tyrkiske journalist Erol Önderoğlu endte endnu en gang med udsættelse

Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN
Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i en sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år. Erol Önderoğlu er sammen med formanden for Turkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda for ven terrorist-organisation”. Sammen med en stribe andre mediefolk har de på skift været gæsteredaktører på det pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10.00.

Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i den sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år.
Erol Önderoğlu er sammen med formanden forTurkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda foren terrorist-organisation”. Det skyldes at de sammen med en stribe andre mediefolk på skift var gæsteredaktører på pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10,00.
Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Læs udtalelse fra fem PEN centre, som var observatører ved retssagen (engelsk)

Læs Erol Önderoğlus forsvarstale (engelsk)

Rami Sidky, egyptisk guitarist, fængslet for en sang han intet har med at gøre.

Rami Sidky, fængslet egyptisk musiker

Den egyptiske guitarist Rami Sidky blev i maj 2018 arresteret, og har været tilbageholdt i Tora-fængslet i Kairo lige siden.  Der er endnu ikke rejst sigtelse mod ham, og hvad han anklages for er mildt sagt uklart. Antageligvis er han fængslet for at have medvirket til udgivelse af en sang, der kritiserer den egyptiske præsident. Problemer er bare, at han intet har haft med den pågældende sang at gøre.

Rami Sidky har tidligere arbejdet sammen med en anden egyptisk musiker, den internationalt anerkendte rapper Rami Essam, der nu er i eksil i Europa. De to har ikke arbejdet sammen siden 2013, da Rami Sidky forlod deres fælles band, fordi han ikke brød sig om den retning deres musik var ved at tage.

Rami Essam offentliggjorde i december 2017 en musikvideo på YouTube, hvor han synger en rap-tekst, Bahala, skrevet af digteren Galal El-Behairy.  Galal El-Behary blev i januar 2018 idømt tre års fængsel for en samling digte, som han selv har kaldt en hyldes til kvinden, som aldrig er udgivet. PEN antager at det snarere er den sangtekst, som Rami Essam har sat musik til og offentliggjort,  der har udløst dommen over Galal El-Behairy.

Galal El-Behairy er æresmedlem af Dansk PEN.