Muharrem Erbey, Tyrkiet

Portræt af Muharrem Erbey, Tyrkiet
Muharrem Erbey, Tyrkiet

Muharrem Erbey (m) er en højt respekteret advokat i menneskerettighedssager i det sydøstlige Tyrkiet. Erbey er desuden forfatter til adskillige artikler om kultur og menneskerettigheder, og han har været udgiver og medudgiver af flere bind tyrkiske og kurdiske fortællinger. Som advokat har han også – med succes – ført sager ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, og han har modtaget den fornemme franske pris Ludovic-Trarieux International Human Rights Prize 2012, som Nelson Mandela var den første modtager af.
Muharrem Erbey blev sammen med 80 andre arresteret i december 2009. Han er siden sigtet under Artikel 314/2 (medlemskab af en væbnet organisation). Sigtelsen mod Erbey anklager ham for at prøve at ydmyge den tyrkiske stat i taler holdt i de svenske, belgiske og engelske parlamenter; for at være involveret i at udforme en forfatning for KCD; for at være advokat for Diyarbakirs borgmester, Osman Baydemir, og for at mødes med ham ofte; for helt frivilligt at følge en række anti-terror retssager; for at udtale sig til Roj TV og yderligere en lang stribe af absurde anklager. PEN mener, at samtlige anklager er politisk motiveret, og at han blev tilbageholdt på grund af den påståede forbindelse med kurdiske politiske partier. Erbey Muharrem sad i mere end fire år (1.570 dage) uden dom i detentionsfængslet i Diyarbakir, men blev løsladt i april 2014. Sigtelserne mod ham er imidlertid opretholdt.
Æresmedlem af Dansk PEN siden 2013.

Kontaktperson i Dansk PEN: Anne Marie Ejrnæs