fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden

Arrangement

 Posted 19. september 2019
 

Vi sender nytårshilsener til en fængslet kollega

6. december 2017, kl. 17:00-19:00
Dronningensgade 14, Christianshavn

Det er en tradition, som troligt holdes i hævd af PEN-kolleger verden over. Hvert år ved årets slutning sender vi nytårshilsener til fængslede kolleger og til de pårørende til dem, der er forsvundet eller dræbt.

I år sender vi hilsener til den iranske journalist Behrouz Boochani, der opholder sig i en flygtningelejr på øen Manus i Australien, forfatteren Rashad Ramazanov fra Aserbajdsjan, der afsoner ni års fængsel og er syg af tuberkulose, menneskerettighedsaktivist og blogger Abdul-Jalil Al-SIngace, der afsoner en livstidsdom og Abdulhadi al-Khawaja, ligeledes menneskerettighedsaktivist og i øvrigt dansk statsborger, der også er dømt til fængsel på livstid, begge i Bahrain. Vi skriver også til Chen Xi, Gao Yu, Guo Quan, Li Tie, Lu Jianhua, Liu Xianbin, Hailaite Niyazi, Qi Chonghuai Yanf Tongyan, Yao Wentian, Zhu Yufu, der alle afsoner fængselsdomme i Kina på mellem 10 og 20 år, og ikke mindst digter og kunstner Liu Xia, enke efter Liu Xiaobo, der fortsat menes at blive holdt i husarrest.

Vi sender også en hilsen til redaktør Kunchok Tsephel Gopey Tsang fra Tibet, der er idømt 15 års fængsel, samt til den fængslede satiretegner fra Ækvatorial Guinea, Ramón Esono Ebale, digteren Fessehaye ”Joshua” Yohannes, der har været fængslet siden 2006 uden dom, digteren Amanuel Asrat, der ligeledes har været fængslet uden dom siden 2001, begge fra Eritrea. Den svensk-eritreiske journalist Dawis Isaac, der blev fængslet i 2001,og som ingen siden har hørt livstegn fra.

Den honduranske journalist Julio Ernesto Alvarado, der er medstifter af Honduransk PEN og nu pålagt et forbud mod at arbejde i 16-måneder, skal også have en hilsen. Det skal de pårørende til Juan Carlos Argenal Medina, der var ejer af en kristen tv-station og korrespondent for en oppositionsejet tv-station før han blev skuddræbt, også. Dina Meza, ligeledes fra Honduras og medstifter af PEN-centret der, bliver jævnligt truet på grund af sit arbejde. Hun og Cesario Padilla, journaliststuderende og bestyrelsesmedlem af PEN-Honduras, der ligeledes oplever trusler og chikane, skal selvfølgelig også have en hilsen.

I Iran vil vi sende hilsener til den forfatter og pensionerede professor Hossein Rafiee, der afsoner seks års fængsel, samt til den fængslede menneskerettighedsaktivist og journalist Narges Mohammadi, der er Dansk PENs æresmedlem. Den palæstinensiske digter Dareen Tatour er sat i husarrest af de israelske myndigheder. Hun skal også have en hilsen.

Vi sender ligeledes hilsener til kolleger, der er fængslet i Kirgisistan, i Paraguay, i Rusland, i Saudi Arabien, i Thailand, i Tyrkiet, i Uganda, i Usbekistan og i Vietnam. Det er hilsener til mennesker, for hvem det betyder alt, at få et personligt brev fra en kollega udenfor murene, et sted ude i verden. Så ved de, at de ikke er glemt.

Gløggen er varm og står klar på Dansk PENs kontor: Dronningensgade 14, på Christianshavn Onsdag den 6. december kl. 17 til (ca.) 19.

Medbring meget gerne nogle postkort (ikke med jule- eller religiøse motiver, da det kan risikere at give modtagerne problemer) og også gerne kuverter.

2021 ] [ 2020 ] [ 2019 ] [ 2018 ] [ 2017 ] [ 2016 ] [ 2015 ] [ 2014 ] [ 2013 ] [ 2012 ] [ 2011 ]