Ytringsfrihed, religion og FN

 Posted by on 3. januar 2020  Arrangementer
jan 032020
 

4. feb 2020, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K.

Om den politiske kamp om at definere de internationale retningslinjer for ytringsfrihed

Den færøske forsker Heini í Skorini har undersøgt, hvordan kampen mellem ytringsfrihed og religionsfrihed præger FN's menneskerettighedsråd og den terminologi, der bruges og misbruges af bl.a. regimerne i Mellemøsten, Rusland og Tyrkiet til at begrænse ytringsfriheden og retfærdiggøre andre former for krænkelser af menneskerettighederne.

Efter et kort foredrag vil der være en samtale med Heini í Skorini og bl.a. Jacob Mchangama om de konklusioner Skorini drager af sin forskning og hvilke konsekvenser det har for vægten og troværdigheden af det internationale menneskerettighedsarbejde, herunder vurderingen af FN's menneskerettighedråds betydning og mulighed for at påvirke disse landes krænkelsespraksis og politik.

Ordinær generalforsamling

 Posted by on 3. januar 2020  Arrangementer
jan 032020
 

17. mar 2020, kl. 19-21
Sted: Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, København K.

Dansk PENs ordinære generalforsamling afholdes tirsdag den 17. marts i Dansk Forfatterforening.

Medlemmer af foreningen får tilsendt indkaldelsen direkte som e-mail, hvis en sådan er oplyst til sekretariatet.

Dansk PENs nytårskur

 Posted by on 2. januar 2020  Arrangementer
jan 022020
 

7. jan 2020, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K

Medlemmer af Dansk PEN indbydes til nytårskur den 7. januar. Det foregår i Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K. kl. 16.30 til 18.00

Georg Metz indleder året med et par alvorsord om den danske retsstats beskaffenhed.

jan 022020
 

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske"

Af Harald Voetmann

I år 98 blev Trajan kejser af Rom og en ny guldalder skulle med vold og magt indføres. Hvordan han ønskede, at hans nye regime skulle ses og huskes, kan man få et godt indtryk af ved at læse Plinius den Yngres bevarede hyldesttale til kejseren, som er et mesterværk i spytslikkerkunst. Et af de første store tiltag fra kejserens side var at foranstalte en spektakulær offentlig henrettelse i Colosseum af tidligere tiders angivere. Plinius beskriver folkets og sin egen enorme glæde ved at se angiverne blive myrdet på opfindsomme og opsigtsvækkende måder.

Angiverne (latin: delatores af delatio nominis, "at viderebringe et navn") havde fodret den afdøde kejser Domitians paranoia og fået blodet til at flyde i hans udrensninger af særligt de højere lag af samfundet. Ved at straffe angiveriet med en pinagtig offentlig henrettelse hed det sig nu, at Trajan sikrede retfærdigheden i samfundet påny. Samtidig gjorde han, let og elegant, enhver offentlig kritik af nogen magtfuld person, eller af hans eget regime, strafbar med døden.

Trajans tid skulle også med vold og magt være en guldalder for kunsten og litteraturen - og, på trods af den påtvungne jubel over det nye og den tvangsprægede fordømmelse af de tidligere kejsere, som gennemsyrer periodens forfattere og digtere, blev det også en storhedstid - ironisk nok nu kendt som "sølvalderen". Men ordet var bestemt ikke frit. Hvis man nævnte navne, risikerede man at blive dræbt.

Det er på den baggrund, at digteren Juvenal udgiver den første bog af sine Satirer. Måske en af de vredeste og mest indebrændte bøger, der nogensinde er skrevet.

Verssatiren, som man kalder genren, er digte på heksametervers, der blander heltedigtningens højstemte form med et mere livsnært, hverdagsligt indhold. Det var en af de få former, som romerne regnede for en ægte romersk opfindelse. Ophavsmanden var den rige og uafhængige Gajus Lucilius, som tilbage i republikkens tid brugte sine vers til at gå nådesløst til angreb på politiske modstandere.

Juvenals første satire indleder også med at ville markere et nybrud i litteraturen:

"Skal jeg da kun høre på? Kan jeg aldrig flå bladet fra munden,

plaget og pint af, at Cordus læser sig hæs af sin Theseus?

Skal det gå ustraffet hen, at én har læst sine farcer,

én elegier op for mig? Skal mægtige Telephos bare

æde min dag væk, eller den tunge Orestes, beskrevet

helt ud til kanten, og også på ryggen, og end ikke færdig?"

Samtidens litteratur er alt andet end samtidig, siger han. Den består af kedelige genfortællinger af græsk mytologi, om det så er i komisk eller tragisk form. Genrerne er stivnede og litteraturen har mistet enhver relevans. Det er kedsommeligheden i den verdensfjerne mytologiske litteratur, der tvinger Juvenal til at åbne munden og forsøge at beskrive, hvad der sker i samfundet og hvad der sker af uretfærdigheder og absurditeter på Roms gader. Og når man først får blik for dét, er det "svært at undgå at skrive satire."

Juvenal beskriver stolt sig selv som en ny Gajus Lucilius, der skal udpege al tidens fordærv og korruption. Han ønsker at stå midt i vejkrydset og fylde sin skrivetavle med vrede vers, hver gang han ser en korrupt advokat eller embedsmand blive fragtet forbi i sin bærestol. "Tror du, der er navne, jeg ikke tør nævne?" skriver han trodsigt, hen mod slutningen af det første digt.

Men her bliver hans rasende og selvhævdende stemme mødt af en anden stemme, som køligt gør ham opmærksom på, at det uundgåeligt vil føre til døden at nævne navne:

"Nævn Tigellinus, og snart vil du blive en lysende fakkel,

brændende, osende, bundet ved struben til fyrretræspælen."

Navnet Tigellinus tilhørte en sadistisk prætorianerpræfekt ved Neros hof, en hel generation tidligere, og var som sådan ikke spor farligt at nævne længere. Men pointen er ikke desto mindre tydelig nok. Ved at kalde den nævnelige unævnelig peger Juvenal på unævneligheden som sådan.

Slukøret giver digteren op og skriver i de sidste linjer af det første digt, at nu hvor det ikke længere er muligt at kritisere nogen levende, må han gå til angreb på de døde i stedet, som ligger begravet langs de store veje ud af Rom:

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske,

dækket af Via Flaminia, dækket af Via Latina."

Dette er helt i tråd med det nye regimes ønske. De tidligere tider skulle dæmoniseres, så Trajans egen tid kunne stråle klart i modsætning. Det er på den baggrund at blandt andre historikeren Tacitus skrev sine værker.

Men Juvenal markerer sin intention: Han vil beskrive samtidens uretfærdigheder gennem et angreb på de døde.

I sin første bog skaber han et enormt persongalleri af afdøde personer, nogle gange helt specifikke og andre gange med generiske navne, som han håner og udstiller. Der er noget opgivende ved det - satiren kan aldrig blive helt præcis og rammende - men der er samtidig en klar invitation til publikum om selv at slå øjnene op og indsætte de levendes navne der, hvor digteren kun kan skrive de dødes. Ved at invitere sit publikum til at være medskabende og færdiggøre teksten for ham, lykkes det måske alligevel Juvenal at skabe bidende satire i et brutalt og undertrykkende regime.

 

Månedens Essay er støttet af:

dec 122019
 

Dansk og Norsk PEN i fælles udtalelse:

De skandinaviske lande bør stå sammen imod Kinas pres på ytringsfriheden

Kina truer Sverige med «modtræk» efter Svensk PENs tildeling af Tucholskyprisen til den fængslede svensk-kinesiske forlægger Gui Minhai. Gui Minhai har siddet fængslet i Kina uden retsag siden 2015. Den kinesiske ambassadør i Sverige kom med stærk kritik allerede forud for prisuddelingen i november. Kulturminister Amanda Lind overrakte prisen til Minhai under PENs arrangement, og onsdag i denne uge udtalte den kinesiske ambassadør Gui Congyou følgende til Göteborg-Posten:

”Den kinesiske regering kan absolut ikke tillade noget land, organisation eller person at skade Kinas nationale interesser. Selvfølgelig skal vi tage modforanstaltninger. Den svenske regerings kulturelle samarbejde med Kina vil naturligvis blive påvirket. Vores økonomiske og handelsmæssige forbindelser vil også blive påvirket, ”

https://www.gp.se/ekonomi/kinas-ambassad%C3%B6r-i-stor-gp-intervju-riktar-h%C3%A5rd-kritik-mot-media-politiker-och-gui-minhai-1.21254232

I følge Gøteborg-Posten i dag støtter det kinesiske udenrigsministerium ambassadørens udtalelse.

Udenrigsminister Ann Linde har udtalt, at Sverige ikke vil lade sig presse til at give efter for ambassadørens krav og understreger, at ytringsfrihed i Sverige garanterer svensk PEN retten til frit at tildele prisen til den, de vil.

Norsk og dansk PEN opfordrer den norske og den danske udenrigsminister til at udtale støtte til deres svenske kollega. Trine Angelskår, formand for Norsk PENs Kina-udvalg, udtaler følgende:

- Ine Marie Eriksen Søreide og Jeppe Kofod skal klart oplyse over for de kinesiske myndigheder, at svensk PEN er i deres gode ret til at tildele en pris til enhver, de ønsker. Ytringsfrihed er noget, vi i de skandinaviske lande ser som en naturlig del af et velfungerende samfund. Vi håber, at det kinesiske folk en dag vil nyde de samme rettigheder.

Generalsekretær for Dansk PEN, Mille Rode, kommenterer:

- Vi ser i stigende grad et kinesisk forsøg på at presse andre lands regeringer til at tilpasse sig Kinas interesser og forhindre enhver kritik. Kinas forsøg på at presse Sverige er uacceptabelt. Det må de skandinaviske landes regeringer stå sammen om at afværge. Den danske og norske regering bør klart og utvetydigt støtte deres svenske kolleger i denne sag, hvor de kinesiske myndigheders forsøger at begrænse ytringsfriheden og de demokratiske friheder, som er grundstenen i de skandinaviske lande.

Læs mere om Gui Minhai her: https://www.svenskapen.se/senaste-nytt/rapport-gui-minhai

For mere information kontakt:

Trine Angelskår, leder af Norsk PENs Kinautvalg: pen@norskpen.dk

Mille Rode, generalsekretær Dansk PEN: pen@pen.dk

Udtalelse fra Dansk og Norsk PEN__Kina truer Sverige

Islands litterære mirakel

 Posted by on 2. december 2019  Arrangementer
dec 022019
 

3. dec 2019, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K

»For alt, hvad der kan tænkes i verden, findes der ord på islandsk«.

Þorsteinn Erlingsson

Hvad er det med de islændinge og litteraturen? Et lille land højt mod nord, langt ude i havet. En barsk og ufremkommelig natur, hvor bjerge skiller bygder og mennesker.

Islændingene siges at være blandt verdens mest læsende befolkninger.  Og så har de i mere end tusind år, fra oldtiden og frem til i dag, frembragt fortællinger, der har en helt særlig plads i verdenslitteraturen.

Erik Skyum-Nielsen fortæller, hvad det er der gør, at Island har en ganske særlig placering på det litterære verdenskort.

Det foregår:

Tirsdag den 3. december kl. 16.30 til 18.00

i Litteraturhuset, Nybrogade 28, København.

Tilmelding er ikke strengt påkrævet, men anbefales. Skriv til pen@pen.dk

dec 022019
 

Hanne Vibeke Holst, forfatter. Foto Les Kaner

Tiden skriger på den folkelige, politiske roman

Af Hanne-Vibeke Holst

”At søge, forstå og formidle sandheden - i det godes tjeneste”.

Uh, det lyder som et broderet sofastykke med patos, et svulstigt bibelcitat. Så det er med bæven, jeg tilstår, at ordene er mine, nedfældet af mig, endda med permanent marker, på mit whiteboard for snart mange år siden. Jeg formulerede dette credo, da jeg under en af karrierens utallige kriser, fik brug for at afklare, hvorfor jeg overhovedet skrev - og i forlængelse heraf, hvad jeg skulle skrive. Eller snarere - hvad jeg kunne bidrage med, i skrift og tale. Dengang forekom spørgsmålet, om kunstnerens brug af ytringsfriheden knap så påtrængende - det var før, der luntede sultende isbjørne rundt i de arktiske bygder og det endnu var utænkeligt, at vi ville tillade immigranter at drukne i Middelhavet - men det var det for mig personligt. Jeg mindes dog ikke, at jeg specifikt forholdt mig til begrebet ytringsfrihed, sådan i PEN’sk forstand, men faktisk var det netop brugen af min ytringsfrihed, jeg grublede over eftersom den jo var min etiske fordring. Altså, hvordan kunne jeg bedst muligt med mine evner, min adgang til den offentlige scene og det store publikum få formuleret noget væsentligt om vores tid og samfund, som både ville være relevant for mig selv og dem, jeg henvendte mig til. Hvis arbejdet ikke føltes meningsfuldt, hvis ikke jeg havde noget at meddele, kunne jeg simpelthen ikke få mit pis i kog. Jeg mistede motivationen, lysten og troen på, at jeg var noget værd, at min indsats var det, hvis ikke jeg kunne mærke ilden knitre.

Egentlig havde jeg altid skrevet på min indignation, politisk eller moralsk. For eksempel var jeg, som selv tilhører det andet køn i en mandsdomineret kultur, naturligt nok, stærkt optaget af kønsroller og ulighed. Som erklæret feminist undersøgte jeg (afslørede!) patriarkatet og dets herskerteknikker, både i intimsfæren og i den offentlige (politiske) sfære. Jeg skrev en hel romantrilogi om kvinders forhold til magt og magtens forhold til kvinder, jeg udgav endda en interviewbog med titlen ”Da jeg blev vred”, og et skuespil om den likviderede russiske journalist, forbilledet Anna Politkovskaja, så vreden og krænkelsen over uretfærdigheden var som højoktant benzin på min forfattermotor. Jeg var enig med Georg Brandes i, at litteraturen skal sætte problemer under debat, og mente følgelig, at kunstnere og forfattere skulle kunne deltage i den politiske diskussion - af trang, ikke af tvang. Undervejs fik jeg skabt mig mange fjender, men endnu flere venner og vigtigst, virkelig mange modtagelige læsere. For så vidt burde alt således være plingeling, så hvorfor denne halvtredsårskrise (for det tror jeg også det var)? Hvorfor stolede jeg ikke længere på mit instinkt og fulgte min egen næse, men fik behov for at støtte mig til hjemmegjorte bonmots?

Fordi jeg jo også gerne ville tages alvorligt som forfatter, respekteres og anerkendes. Og jeg var jo ikke dummere end at jeg fra begyndelsen fangede, at det ikke var comme il faut at skrive politisk. Hvor mange gange har jeg ikke hørt klicheen: ”Hvis man har en agenda, skulle man hellere skrive en kronik.” Litteraturen må nemlig ikke være eksplicit politisk, ikke ”være spændt for en politisk vogn”, for er den det, er den diskvalificeret som rigtig litteratur. (Jeg er selvsagt enig i, at forfatteren må vogte over sin integritet). Forfatteren må ikke være drevet af en erklæret hensigt, litteraturen skal være subtil, gerne gådefuld. Indhold må aldrig stå over form, etik må ikke være vigtigere end æstetik, idet litteraturens væsen ligger i skriften, dvs. sproget. Derfor, siger litteraturpolitiet, er den politiske litteratur, der beskæftiger sig med det konkrete uden litterær bonitet og derfor ikke værd at beskæftige sig seriøst med. Især er den dømt ude, hvis den præsenteres som bred epik og manifesteres i velskrevne, plotbårne bestseller-romaner. Minimalistisk kortprosa, avantgardistisk sci-fi eller smal lyrik må til gengæld gerne have en snert af samfundskritik (identitetskrænkelse) eller dyster undergangsstemning (klimatrussel). Det er faktisk ret hot. Også at være den kritiker, der promoverer den slags fund.

Denne smallere, mere formeksperimenterende litteratur kan skam sagtens være fremragende, nødvendig og brage igennem - Jonas Eika fik ikke sin flotte nordiske pris for varm luft  - men omvendt er den brede, politisk-engagerede litteratur jo heller ikke pr. definition en underlødig sekundavare. Men smagsdommernes problem, sværere at sluge end vakuumpakkede melorme, er denne litteraturgenres bevidste ambition om at fortælle en god historie. Som Margaret Atwood, aktuel modtager af Man Booker Prize for The Testaments, påpeger, er den vigtigste regel for en romanforfatter at sørge for, at læseren hænger på og bliver ved med at hænge på - til the end. Så det er sjovt nok ikke et tilfælde, at politisk-socialt anfægtede skønlitterære forfattere som Dickens, Victor Hugo, John Steinbeck, Andersen Nexø, Jane Austen eller Amalie Skram har skrevet favnende pageturners. Tværtimod, det har de valgt at gøre, de har gjort sig umage og de har arbejdet hårdt for det. For selv den fødte fortæller med naturtalent for det stærke narrativ og den eminente persontegning, ved, at det kræver både sovs og kartofler og sukker på skeen at fastholde opmærksomheden. Kedsomhed får læseren til at miste interessen og hvis læseren lægger bogen fra sig, vil budskabet være spildt og den impuls til erkendelse og forandring, som forfatteren har lagt ned i sit værk, ikke blive modtaget og hele værkets intention være grundstødt.

Mens jeg skrev min seneste roman, Som Pesten, som overfladisk set handler om en pandemisk influenza, Den Spanske Syge 2.0, men egentlig handler om global ulighed, var jeg længe splittet mellem mine finlitterære aspirationer og min politiske samvittighed. Jeg vidste udmærket, at bogen ikke ville blive læst som et ”litterært” værk, snarere var vi jo ovre i spændingsromanen eller den politiske thriller, og det spildte jeg rigtig meget tid på at skamme mig over. Men så fandt jeg på at kalde den for en ”aktivistisk roman” og så var det mere legitimt for mig at bruge fire år på at gennemarbejde et værk, som for mig havde den nødvendige nødvendighed. Romanen er tematisk faktatung, kompleks og ikke lige til højrebenet for mainstreamlæseren, og derfor måtte jeg, som de klassiske mestre, bruge alle mine litterære kompetencer for at holde læseren i ånde. Undervejs var jeg ved at give op, segne under byrden, ganske enkelt. Ofte måtte jeg konsultere mit whiteboard, minde mig selv om, hvorfor jeg er forfatter eller hvilken slags forfatter jeg (også) er. Det hændte, at jeg måtte visualisere mig selv som soldat i combatdress for at kunne udstå strabadserne og huske, at jeg var på en vigtig mission. Heldigvis blev jeg belønnet – jeg fik hul igennem til mine læsere (men ikke til kritikken), som forstod projektet.

Og nu kommer konklusionen: Tiden skriger på politisk litteratur. Syndfloden er en realitet, vi står allerede midt i dystopien. Vi er nødt til at vågne op, vi må handle og besinde os - politisk, moralsk, eksistentielt. Og derfor skriger tiden ikke alene på politisk litteratur – og kategorien er rummelig - den skriger på politisk, medrivende litteratur med bred folkelig appel. Læserne vil først og fremmest have en god, dramatisk historie, metaforisk, mytologisk, som de kan spejle sig i, sådan har det været siden lejrbålet. De vil læse af lyst, ikke af pligt. De vil berøres emotionelt, ikke kun intellektuelt. Bliver de taget om hjertet og i hånden, kan skællene falde fra øjnene og alt kan ske. Så til jer, der magter og har mod til at skabe den fede, revolutionerende fortælling – vor tids De Elendige! - skriv den i det godes tjeneste og gør det godt! Dér ligger meningen og potentialet for mobilisering. Redningen, endda.

nov 042019
 

Free speech and human rights organisations call for Turkish novelist Ahmet Altan, Nazlı Ilıcak and other journalists to be released

Ahead of the second hearing in the retrial of Turkish novelist Ahmet Altan, Nazlı Ilıcak and four other journalists and media workers, ARTICLE 19 and 16 free speech and human rights organisations call for all detained defendants to be released and for the charges to be dropped. We believe that the charges against Altan and the other defendants are politically motivated and the case should never have gone to trial.  We believe that the new charges are also bogus, as no credible evidence has been presented linking the defendants to terrorism.

Altan and Ilıcak have been in pre-trial detention for over three years on bogus charges. They were initially charged with sedition and are now being re-tried on terrorism charges following a decision by the Supreme Court of Appeals. The final prosecutor’s opinion has been published ahead of the hearing on Monday 4 November, revealing that the prosecutor will ask for the judge to sentence significantly above the minimum required sentence for these offences. If the judge rules in line with the Prosecutor’s opinion, this will mean that the defendants will remain in detention during the appeals process which could take many more months. The on-going violation of their rights is a damning indictment of the state of Turkey’s judicial system, which has been placed under immense political pressure since the failed coup of July 2016.

We have serious concerns regarding the panel of judges overseeing this retrial. It will  be presided over by the same judge who oversaw the first trial, which involved several violations of the right to a fair trial and according to the Bar Human Rights Committee,  “gave the appearance of a show trial”.  The same panel of judges also previously refused to implement the Constitutional Court and European Court of Human Rights rulings that Mehmet Altan’s rights had been violated by his pre-trial detention, sparking off a constitutional crisis.

With the Constitutional Court failing to find a violation in the case of Ahmet Altan and Nazlı Ilıcak in May 2019, we look to the European Court of Human Rights (the Court) for justice. In 2018, the Court found several violations of Mehmet Altan's rights. The Court also said that it would keep the effectiveness of remedies before the Constitutional Court under review. Altan and Ilıcak have now spent over three years in pre-trial detention. If the judge rules on Monday in line with the Prosecutor’s final opinion, they will be condemned to an even longer period of unjustified detention. By January 2020, their applications before the Strasbourg Court will have been pending for three years. A judgment from the European Court of Human Rights on their cases is now crucial.

Signatories

ARTICLE 19

Articolo 21

Danish PEN

English PEN

European Centre for Press and Media Freedom (ECPMF)

Freedom House

German PEN

Global Editors Network (GEN)

IFEX

Index on Censorship

Norwegian PEN

P24 – Platform for Independent Journalism

PEN America

PEN Canada

PEN International

South East Europe Media Organisation (SEEMO)

Swedish PEN

 

About the case

The retrial in the case of writers and media workers Ahmet Altan, Mehmet Altan, Nazlı Ilıcak, Yakup Şimşek, Fevzi Yazıcı and Şükrü Tuğrul Özşengül began on 8 October 2019, after the Supreme Court of Appeals overturned their convictions of “attempting to overthrow the constitutional order through violence and force” under Article 309 of the Turkish Penal Code, for which they had been given aggravated life sentences. The Supreme Court of Appeals found that there had been no evidence of their use of “violence and force” and that Mehmet Altan should be acquitted entirely due to lack of sufficient evidence. The charges for the other five defendants were reduced: Ahmet Altan and Nazlı Ilıcak face new charges of “aiding a terrorist organisation” while Yakup Şimşek, Fevzi Yazıcı, Şükrü Tuğrul Özşengül face charges of “membership in a terrorist organisation”. Their re-trial, on new charges, began in October 2019 and the second hearing, at which the judge may rule on the case is on November 4, 2019.

Freedom of expression in Turkey

Under President Erdogan’s rule, freedom of expression has severely declined in Turkey. Over the last four years at least 3,673 judges and prosecutors have been dismissed and the judiciary effectively purged of anyone who is perceived as opposing the government through the exercise of freedom of expression. Around 170 media outlets have been closed down over claims they spread “terrorist propaganda”. Only 21 of these have been able to reopen, some of them however being subject to major changes in their management boards. Turkey has become the world’s biggest jailor of journalists with at least 121 journalists and media workers currently in prison and hundreds more on trial.

nov 042019
 

Foto Mette Andersen

PEN og verdenslitteraturen

Af Per Øhrgaard

Det var Goethe, der som den første brugte ordet verdenslitteratur. Det var i 1827, og han mente ikke en hitliste over de 100 eller 200 - eller 25 - "største" værker, men en litteratur, som havde en stadig større del af verden som sin baggrund; som så at sige trak på og selv bidrog til den globalisering, som var i anmarch, og som Goethe også iagttog på mange andre områder. Hans beskrivelse af litteraturens nye vilkår er ikke ret langt fra Marx' og Engels' beskrivelse af den økonomiske globalisering i Det kommunistiske Manifest små tyve år senere, i 1848.

Litteratur har altid krydset grænser. Der er altid blevet oversat; det begynder meget tæt på verdens skabelse, nemlig med Bibelen. Allerede i Første Mosebog fortæller den om, hvorfor oversættelse er nødvendig: Nemlig fordi menneskenes forsøg på at bygge Babelstårnet blev forpurret af Herren, som satte en stopper for fremtidige bestræbelser på at vokse ind i himlen ved at sørge for, at menneskene fik forskellige sprog, så de ikke mere forstod hinanden. Selv i pinseunderet i Apostlenes Gerninger ophæves sprogene ikke, men apostlene får evnen til at tale dem alle samtidig. Babel kommer af det hebraiske ord for at forvirre. Det er ganske pudsigt, at dette forvirringens ord er det samme egennavn på alle sprog.

Mange helt gamle tekster kender vi ikke i original, men kun i bevarede oversættelser til andre sprog, og mange værker har oplevet at få større gennemslagskraft i et andet sprog end deres oprindelige, fordi de som oversatte talte til en større omverden end den nærmeste. Det gælder så forskellige tekster som Det Gamle Testamente i den græske oversættelse (Septuaginta) eller Det ny Testamente i den latinske version (Vulgata) – eller Die Blechtrommel af Günter Grass, hvis engelske oversættelse The Tin Drum gjorde ham verdensberømt. Og da Shakespeare for alvor blev det største navn af alle, omkring 1800, var det kontinentet snarere end hans hjemland, som førte an i den proces. Kun meget få forfattere har kunnet skrive lige så godt på et andet sprog som på deres modersmål. Det er et af mange fænomener, som viser, at sprog er mere end det, man kan finde i ordbogen.

PEN, hvis danske afdeling jeg p.t. præsiderer over, blev stiftet i 1921 oven på Første Verdenskrig, som også i høj grad havde været en krig på ord. Den moderne propaganda havde sit første gennembrud under den krig og har som bekendt ikke ladet sig standse siden. Den engelske lady, som fandt på PEN (Poets, Essayists, Novelists – senere også dækkende Playwrights, Editors og uden for forkortelsen journalister), ville dels arbejde for det frie – men så vidt muligt ikke propagandistiske, dvs. hadske - ord, dels skabe et internationalt fællesskab af skribenter, som kunne mødes formelt og uformelt. Som PEN-medlem havde man så at sige en adresse at henvende sig til, når man kom til et andet land, hvor der også fandtes PEN-foreninger, dengang kaldet "klubber". Det var ikke en selvfølge omkring 1920.

Det er blevet mere selvfølgeligt i dag, hvor alle rejser jorden rundt, og der er flere overnatningsmuligheder end nogen sinde. Betød det så, at litteraturen fulgte med? I vidt omfang ja. Der oversattes mere og mere på kryds og tværs op gennem det 20. århundrede, indtil kurven begyndte at knække, fordi man i mange små lande lod sig nøje med bøger på engelsk. Vel at mærke ikke kun dem, der var skrevet på dette sprog, men også dem, der var oversat til det. Hvis man da ikke som i populærmusikken og videnskaben skrev og skriver på engelsk in the first place. Det er en form for sprogligt brain drain, som kan ende med at forplumre den offentlige debat og på længere sigt også den skønne litteratur – netop fordi så godt som ingen kan udtrykke sig lige så nuanceret på et fremmedsprog som på modersmålet.

Det lille sprogsamfund – og Danmark er småt, skønt dansk vist er blandt de 100 største sprog i verden – har intet andet fornuftigt valg end at balancere. Det vil sige at pleje modersmålet jævnsides med at opnå så gode færdigheder som muligt på andre sprog. Ikke mindst for at kunne oversætte fra dem, så det skrevne virkelig bliver en del af os selv. For tiden kniber det med begge dele, både med plejen af modersmålet og med de gode kundskaber på andre sprog. At lære engelsk - gerne bedre end nu - er et skridt ud i den store verden. At nøjes med engelsk er et skridt baglæns ind i provinsialismen, som man også kunne kalde en selvkolonisering.

Som international organisation kan PEN bidrage til at udvikle en seriøs, omhyggelig, men også original brug af sprogene, både ens eget – som jo altså er det, man snarest kan være original på - og de fremmede. Sådan kan man nærme sig verdenslitteraturen, som er et uopnåeligt ideal, men et det lønner sig at stræbe efter.