fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden
jun 172020
 

Udtalelse fra Norsk, Svensk og Dansk PEN

11. juni 2020

Kinas lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, godkendte 28. maj planen om at vedtage en sikkerhedslov for Hongkong.

Beslutningen har ført til stærke reaktioner fra mange sider, ikke mindst fra Hongkongs egen befolkning. Også den britiske reaktion har været skarp. Hongkong var en britisk koloni frem til 1997. Kina og Storbritannien blev dengang enige om at Hongkong skulle have status som selvstyrende region i den kinesiske folkerepublik, og at Hongkong kunne beholde sit økonomiske og politiske system i 50 år efter overdragelsen - det vil sige frem til 2047.

Ordningen er blevet kaldt ”Et land - to systemer”.

Med den nye sikkerhedslov bryder de kinesiske myndigheder denne aftale. Det er baggrunden for den uro som har hjemsøgt regionen i de senere år. Indbyggerne blev forsikret om at de kunne beholde deres frihedsrettigheder, men oplever i stedet at Kina i stigende grad griber ind i deres regeringsførelse og gradvist indsnævrer deres ytringsfrihed. Forfattere, kunstnere, journalister og akademikere føler sig nu utrygge. I 2016 blev fem boghandlere bortført af kinesiske sikkerhedsagenter, hvoraf flere fortsat er tilbageholdt eller fængslet og Hongkongs store akademiske miljø bliver mødt af kinesiske krav om at vise ”ansvar” og optræde ”patriotisk”.

Den nye lovgivning skal forhindre ”separatisme”, ”oprør”, ”terrorisme”, ”forræderi” og ”udenlandsk indblanding”. Derudover giver den Kina mulighed for at oprette sine egne sikkerhedsorganer i Hongkong. Ved hjælp af ny teknologi vil ledelsen i Beijing kunne overvåge hver enkelt indbygger i den tidligere kronkoloni.

Norsk PEN, Svensk PEN og Dansk PEN er stærkt bekymrede over udviklingen i Hongkong og konsekvensene af den nye lov. Vi står solidarisk med alle som arbejder for det frie ord i Hongkong.

Foruden Storbritannien har EU og en række andre land, som USA, Canada og Australien, taget klart afstand fra Kinas forsøg på at undergrave Hongkongs selvstyre.

Norsk, Svensk og Dansk PEN opfordrer regeringerne i de respektive lande til i fællesskab at fordømme den nye lovgivning, som har til formål at undergrave Hongkongs selvstyre og indskrænke befolkningens ytringsfrihed.

Kjersti Løken Stavrum, leder af Norsk PEN

Per Øhrgaard, leder af Dansk PEN

Jesper Bengtsson, leder af Svensk PEN

 

jun 172020
 

Den 17. juni er det otte år siden den saudiarabiske blogger Raif Badawi blev fængslet. Han blev siden dømt til ti års fængsel, 1000 piskeslag, en millionbøde og udrejseforbud fra Saudi Arabien, når han engang kommer fri. Hans kone Ensaf Haider og parrets tre børn lever i dag i eksil i Canada. Familien har ikke været samlet siden Raif Badawi blev arresteret.

I årene 2015 til 2017 demonstrerede Dansk PEN hver torsdag foran den Saudi Arabiske ambassade i København sammen med Amnesty International. Siden har vi hver uge sendt et postkort til ambassaden med påskriften: Enough is Enough! Free Raif Badawi.

Derudover markerer vi hvert år den 13. januar, der er Raif Badawis fødselsdag og årsdagen for de første 50 piskeslag, og den 17. juni, årsdagen for hans fængsling,  ved at sende et brev til Kong Salman med en opfordring til at give Raif Badawi amnesti. I dag er ingen undtagelse.

Letter to His Majesty King Salman - 17. June 2020

maj 052020
 

Den 2. maj døde den 24-årige egyptiske fotograf og filminstruktør Shady Habash i Tora-fængslet i Kairo. Officielt er dødsårsagen angivet som "helbredsmæssige årsager".

Shady Habash blev arresteret i marts 2018 og anklaget for at være en del af en terrorgruppe, for at sprede falske informationer, for at misbruge internettet, for blasfemi og for foragt for religionen og for at fornærme militæret.

Han blev aldrig dømt.

Baggrund: Shadys ven, musikeren Ramy Essam der i 2011 blev kendt som "stemmen fra Tahrirpladsen", udgav i marts 2018 en musikvideo med nummeret "Balaha", der kritiserer Egyptens præsident Al-Sisi. Teksten til sangen er skrevet af en anden af Ramy Essams venner, digteren Galal El-Behairy.  Ramy Essam har været tvunget i eksil siden 2014. Han har tidligere været fribykunstner i Sverige og bor nu i Finland.  Kort efter at musikvideoen til "Balaha" blev lagt ud på YouTube blev både Shady Habash og Galal El-Behairy arresteret i Kairo. Galal El-Bahairy blev senere frikendt, men straks efter anklaget og dømt til tre års fængsel for en digtsamling, der ikke var udkommet. Shady Habash, der alene stod for videoproduktionen og intet har haft med indholdet af sangen at gøre, forblev i fængslet og fik hver 45. dag per automatisk fornyet varetægtfængselingen.

Shadys sidste brev

Fængslet dræber ikke, ensomhed gør. Jeg har brug for din støtte for ikke at dø.

I de sidste to år har jeg forsøgt ved egen kraft at stå imod alt hvad der sker mig, så jeg kan komme ud af fængslet som den samme person, som du altid har kendt, men jeg kan ikke blive ved.

At gøre modstand i fængslet betyder at gøre modstand mod dig selv – at beskytte dig selv og din menneskehed mod virkningen af ​​det, du ser og lever i hver dag. Det betyder at forhindre dig selv i at miste forstanden eller i at langsomt dø, efter at være blevet smidt ind i et rum for to år siden og siden glemt, uden at vide, hvornår eller hvordan du kommer ud.

Så jeg er stadig i fængsel. Hver 45. dag skal jeg forbi en dommer, der giver mig yderligere 45 dages fængsel, uden så meget som at se på mig eller på papirerne i sagen, i hvilken alle andre blev løsladt for 6 måneder siden. Under alle omstændigheder er det næste retsmøde, hvor min sag skal for, tirsdag den 19. november.

Jeg har brug for din støtte, og jeg har brug for dig til at minde dem om, at jeg stadig sidder i fængsel, at de har glemt mig - og at jeg dør langsomt, fordi jeg ved at jeg står alene med alt dette. Jeg er klar over at mange af mine venner, der elsker mig, er bange for at skrive om mig og tænker, at jeg nok alligevel vil blive løsladt uden deres hjælp.

Jeg har brug for dig, og jeg har brug for din støtte mere end nogensinde.

Shady Habash, Tora-fængslet, Kairo. 26. oktober 2019

mar 302020
 

De tyrkiske myndigheder påtænker at løslade en række fanger fra fængslerne; gravide, ældre og syge samt en række kriminelle fanger.

Det er naturligvis fornuftigt, da fængslernes sanitære forhold er elendige, cellerne er overbelagte og adgangen til medicin og lægehjælp er stærkt begrænset. Risikoen for smitte med coronavirus er alarmerende høj.

Desværre er journalister, forfattere og menneskerettighedsforkæmpere, der er sigtet efter den tyrkiske terrorlovgivning, ikke omfattet.

I en fælles erklæring til de tyrkiske myndigheder skriver Dansk PEN, sammen med 26 andre internationale ytringsfriheds- og menneskerettighedsorganisationer:

“We, the undersigned, call on the government and Parliament to respect the principle of non-discrimination in the measures taken to lessen the grave health risk in prisons. The effect of the draft law is to exclude certain prisoners from release on the basis of their political views. Thousands of people are behind bars for simply exercising their rights to freedom of expression and peaceful assembly. Now they are also faced with an unprecedented risk to their health. According to its commitments under international human rights law, Turkey is under a clear obligation to take necessary measures to ensure the right to health of all prisoners without discrimination.

We invite Turkish authorities to use this opportunity to immediately release unjustly imprisoned people, and give urgent consideration to the release of those who have not been convicted of any offence and those who are at particular risk in prison from a rapidly spreading disease in overcrowded and unsanitary conditions where their health cannot be guaranteed.”

Læs hele opråbet her:

Turkey_Urgently release imprisoned journalists and writers now at risk

mar 132020
 

Jeg var engang et værdiløst frø, den lille kerne af en drøm
som forsynet selv havde plantet nær din kærligheds strøm.

Jeg sad en stund ved dit brusende vand, hvilede dybt i din jord,
drak de krystalklare vande og søgte at tyde sjælens ord.

Da en årstid var gået med venten, mit væsens skal brudt ned,
og de åbne sår på min krop, dækket af din balsam, sved…

Disse ord lyder som et kærlighedsdigt og de er et kærlighedsdigt. Ser man nærmere efter, kan man også se at de tilhører en mellemøstlig tradition, der er noget arabisk eller noget persisk over dem. Alligevel går man glip af det vigtigste – det, der ligger underforstået i digtet, der indleder Mahvash Sabet store digtbog. De taler om noget, der ikke kan nås, om en drøm, om en frihed. De er skrevet i fængslet.

Mahvash Sabets Fængselsdigte er skrevet mens hun var i fangenskab i sit hjemland Iran, anklaget og dømt for at have stiftet ”en illegal organisation med det formål at undergrave statens sikkerhed”. Sandheden er, at hun og seks andre medlemmer af Baha’i-religionens administration, blev anholdt og fængslet uden reel grund. Efter en rettergang fik hun 20 års fængsel, men blev løsladt i september 2017 efter 10 år og i øvrigt tildelt flere litterære priser, kort efter løsladelsen. Digtene havde været smuglet ud og offentliggjort siden 2013.

Digtene skildrer livet i fængslet i al sin barskhed, men med stor poetisk kraft. Det er en højaktuel bog i en tid, da der så mange steder er fornyet fokus på mindretals og afvigeres kår og overgreb mod menneskerettigheder, som havde været en selvfølgelig i årtier. Bogen er blevet til i samarbejde med Njord Biennale og Dansk PEN, hvor Mahvash Sabet har været æresmedlem siden 2014.

Udgivet af Det Poetiske Bureaus forlag i januar 2020.

Bogen koster 150 kr. og kan købes her: http://detpoetiskebureau.dk/produkt/mahvash-sabet-faengselsdigte/

mar 102020
 

Pressemeddelelse

Åbent brev til Xi Jinping – Frigiv Gui Minhai og respekter hans ytringsfrihed

For en uge siden blev den svensk-kinesiske forlægger og forfatter Gui Minhai idømt ti års fængsel ved en domstol i Kina, efterfulgt af fem års tab af alle politiske rettigheder. Han anklages for at have videregivet oplysninger til udenlandske agenter.

Dommen kommer i kølvandet på svensk PENs tildeling af Tucholskyprisen til Gui Minhai i november 2019. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Stockholm til Gui Minhais datter Angela Gui af den svenske kulturminister Amanda Lind.

Forud for prisoverrækkelsen havde den kinesiske ambassade i Stockholm klaget til den svenske regering over deres støtte til Svensk PENs pristildeling, og efterfølgende har de på internettet og ved telefonopkald chikaneret en lang række svenske journalister, politikere og andre, der offentligt har udtrykt støtte til Gui Minhais sag.

I forbindelse med domsafsigelsen har de kinesiske myndigheder hævdet at Gui Minhai har erklæret sig skyldig og ikke ønsker at appellere dommen. De hævder samtidig at han skulle have frasagt sig sit svenske statsborgerskab og ikke vil have hjælp fra den svenske regering.

Sammen med Danske Skønlitterære Forfattere, Boghandlerforeningen, Danske Forlag og Dansk Journalistforbund har Dansk PEN og Dansk Forfatterforening i dag sendt et åbent brev til den kinesiske præsident Xi Jinping hvori de bl.a. opfordrer de kinesiske myndigheder til straks og ubetinget at frigive Gui Minhai og at hans ret til frit at ytre sig respekteres.

Læs brevet her: Åbent brev til Xi Jinping - Gui Minhai

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, telefon 50128724/ mortenvisby@hotmail.com

Eller

Mille Rode, generalsekretær i Dansk PEN, telefon 40454419 / pen@pen.dk

 

Gökhan Sevim

 Posted 29. januar 2020  Nyt fra Dansk PEN
jan 292020
 

Et glas fisk

Den 16. marts, på en af de farme i Thailand, der avler akvariefisk og eksporterer dem til hele verden, kom en Betta, en Siamesisk kampfisk, til verden.  I det ene af de utallige en kvadratmeter store akvarier, der stod side om side på lange rækker, blev han udklækket af sit æg sammen med hundredvis af søskende, der lignede ham,

Straks efter at han var kommet ud begyndte kampen for at holde sig i live. Der var ingen steder i akvariet han kunne gemme sig, og i løbet af få måneder var han voksen.

Han havde ganske vist nået til en vis erkendelse, men han kæmpede med at få en fornuftig mening ud af den situation, han befandt sig i. Indtrykket af, at noget var på vej i den gale retning, voksede i ham.

Lige som sine hundredvis af søskende, var han inderst inde ved at erkende, at livet ikke ville fortsætte sådan, at naturens flow var absurd og meningsløst.

Selvom nogle modsatte sig forholdene og nægtede at spise og udvikle sig, så var flertallet af søskendeflokken udmærket tilfredse med de delikate flager, der dumpede ned gennem åbningen i akvariets øverste glas. De behøvede ikke kæmpe for at holde sig i live, men de var ikke ligefrem glade. Noget var galt.

De mærkede dybt i deres fiskeben en mangel på mening, der kom af at være blottet for overlevelsesinstinkter, det stærkeste instinkt, der binder et levende væsen til livet.

Ligesom resten af flokken følte Seiy, at han ikke hørte til der, og han forsøgte at holde sig fast til livet ved at knytte et bånd til den ene af sine brødre. En gul Bettafisk.

Som om det var en naturlig del af dette kaos, hvor relationer mellem søskende ingenting betød, blev de to med tiden nære venner, og de udholdt dermed det vandhelvede, de befandt sig i.

Skønt de aldrig havde svømmet i det vand, deres forfædre havde svømmet i, så fornemmede de gennem de gener, der var nedarvet i dem, at livet var andet og mere end dette vandfyldte kubiske objekt. De drømte om et liv, de aldrig havde prøvet og intet kendte til.

Da de nærmede sig en fuldvoksen størrelse begyndte skænderierne mellem dem, Skænderier førte til kampe, og kampe førte til had. Deres oppassere vidste besked: Bettafisk foretrækker at leve alene. Særligt hannerne, der var aggressive overfor deres egen art og kæmpede blindt, når de stødte på hinanden. Derfor måtte de snart skilles ad, for at undgå at de lange, prangende finner blev beskadiget, eller i værste fald, at de ville dø.

Personalet i bygningen gik derfor i gang med arbejdet før det var for sent, fangede alle fiskene og kom dem enkeltvis op i halvfyldte plastikkopper.

Vores helt havde en halvmåneformet plet på sit skind, som de andre bettaer ikke havde.  Derfor kaldte personalet han Seiy, der betyder måne på Thai. Forvildet fulgte han med i, hvordan hans søskende blev samlet op og kastet ned i kopper, og på grund af den utryghed han nu mærkede, søgte Seiy nu i dækning i det akvarium, som han i måneder havde ønsket at flygte fra. I håb om ikke at blive opdaget gemte han sig lige under vandfilteret. Men hans anstrengelser var forgæves. Personalet fandt ham hurtigt og efter en kort jagt rundt i akvariet blev han klemt fast, og derefter kastet ned i en tom kop, ligesom sine søskende.

Bettaer er robuste og har halv-lunger, hvilket betyder at de ikke behøver store akvarier og ikke kræver specielt gode leveforhold. Det er derfor mere profitabelt at dele flokken og lade dem optage så lidt plads som muligt. I modsætning hertil var tusindvis af japanske fisk samlet i ét stort akvarium bag dem.

Seiy og hans søskende tilbragte tre uger i hver deres kop og fik tiden til at gå med at holde øje med hinanden dagen lang. De kedede sig. Nogle prøvede at flygte, men koppernes låg var forseglede. Og hvad skulle de i øvrigt stille op, hvis det lykkedes dem at flygte?

En gang om dagen åbnede personalet låget, gav dem føde og lukkede derefter ihærdigt igen. Det var tydeligt at chefen ikke ønskede at nogen skulle komme til skade.

En dag glemte en medarbejder at lukke låget efter at have fodret en af fiskene. Da han havde været alle kopperne igennem og var færdig med at fodre bettaerne, gik han videre for at se til andre fisk. Han kom alligevel forbi mindst to gange dagligt, da det var, hvad der krævedes, for at undgå at fiskene døde af sult.

Mens medarbejderen fodrede de andre fisk holdt Seiy øje med den kop, der nu stod med åbent låg, og en af hans søskende indeni.  Det var hans yndlingsbror. Sammen med den gule betta havde han mange gange talt om at flygte fra akvariet. Det var kommet så vidt, at de havde prøvet at trække vejret over vandet, men de havde indset at de ville dø, hvis flugten lykkedes, og opgav derfor.

Koppens låg stod åben og de kunne se hinanden gennem glasset, som de stod der, side om side i hver deres kop. Den gule betta betragtede sin bror for en tid, indtil han pludselig med al kraft kastede sig gennem vandet og op. Overrasket strøg Seiy mod bunden af koppen for at se, hvad der var sket med hans bror.
Den gule betta lå i krampetrækninger på de hårde, hvide fliser. Han forsøgte at skubbe sig op, eller at tiltrække sig menneskenes opmærksomhed, men den eneste, der bemærkede ham, var hans bror. En anden fisk, der opdagede Seiy’s desperate blik, rettede nu også blikket mod den gule betta. Seiy havde fuld af smerte fulgte optrinnet og forstod nu, at der ikke var nogen vej tilbage. Hans gule bror, hans eneste ven, ville dø. I samme øjeblik han forstod, hvad der var ved at ske, ønskede han kun at det ville gå hurtigt. Den gule bettas pulsslag blev langsommere og dens bevægelser blev uregelmæssige, men den gav ikke op. Den stakkels fisk åbnede og lukkede sin mund, og med sine sidste kræfter forsøgte den at bevæge sig, men ti minutter senere var den død af tørst og træthed.

Seiy kæmpede med en følelse, han hverken tidligere havde kendt eller vidste fandtes. En bitter smerte var blevet føjet til hans sanseløse liv. Han havde på én gang mistet sin bror, der var død for øjnene af ham, og han havde opdaget, hvad der ventede dem, der forsøgte at flygte fra dette fængsel.

I de følgende to timer sank Seiy ned i dybe tanker, mens han betragtede sin døde bror på gulvet. Pludselig blev han forstyrret af vibrationerne fra et menneskes trin, der kom nærmere. Et håb begyndte at vokse i ham. Et håb om at hans bror måske alligevel ikke var død, men kunne reddes af dette menneske. Manden tabte den glatte fisk på gulvet et par gange, da han forsøgte at samle den op. Til sidst fik han fat med fingerneglene og smed den i en skraldespand, der stod i nærheden. De øvrige søskende anede ikke, hvad der var sket og selvom de gjorde, så ville ingen af dem have været så oprevet som Seiy, eller dele den smerte han følte, for at lette den. I den følgende uge spise Seiy ikke. Men selvom han fastede, blev han ved med at vokse. Hans finner havde vokset sig store og var begyndt at antage en rødlig farve, og på grund af hans krops lidenhed, så det ud som om han var svøbt i en aftenkjole af blodrødt fløjl. Omkring ham var enkelte andre bettaer med lange finner som hans, i forskellige farver. Der var dog også stadig nogen, der havde korte, mindre farverige finner. Han forstod snart, at de kortfinnede og mindre glamourøse var hunner. Overstrøet med al moder naturs skønhed, gjorde han-bettaerne sig til, mens de ventede i deres små kopper, på deres nye ejere. Hunnerne skulle bruge til avl. Snart trådte de alle ind i voksenlivet. Omtrent på det tidspunkt mærkede vores helt en dag, at der foregik et eller andet i hallen, der var blevet flyttet rundt med ting og et hvidt neonagtigt lys var blevet tændt. Oplyst af det klare, hvide lys virkede fabrikshallen som en gigantisk operationsstue. Før Seiy fik rystet forvirringen af sig, fik han øje på mennesker med hvide tasker fulde af is, i hænderne. Menneskene begyndte at pakke fisk i plastikposer på størrelse med indersiden af en hånd, halvt fyldt op med vand. De puttede en fisk i hver pose, lukkede dem og satte dem ved siden af hinanden. Til sidst kaste de poserne ned i is-taskerne. ”Tohundredeseksoghalvtreds”, mumlede manden, der lukkede plastikposen med Seiy i, for sig selv.

Da alle fiskene var kommet i plastikposer og lagt ned i is-taskerne, blev låget lukket. Fiskene var skræmte og forskrækkede, særligt Seiy. Der var kulsort omkring dem og kun en svag lyd af stemmer kunne høres. Så mærkede de at tasken bevægede sig, personen der bar den, flyttede på sig. Seiy, der var træt efter dage med sult og mangel på søvn, kunne til sidst ikke længere holde øjnene åbne og døsede hen. Han vågnede op, uhyggelig til mode, til en lyd han genkendte fra sin tid i akvariet, men nu bare langt højere: en motor. De befandt sig i en flyvemaskine på vej mod Tyrkiet. Som enhver fisk i denne industri, blev de sendt ud i hele verden, og Seiy’s skæbne var Tyrkiet. Han overgav sig til skæbnen og gav sig til at vente på, at låget ville åbne sig og invitere noget lys indenfor i tasken. Sorgen over sin døde bror, det akvarium han blev holdt i som barn, glasset han blev puttet i som ung, det var nu alt sammen historie. Han omfavnede det hele så ubemærket, det var som om intet af det virkelig havde fundet sted. Hans eneste ønske var at overleve.
Med et klart blik for den tid, der allerede var gået, forsøgte han at bevare roen og bruge den sidste ilt med omtanke. Han begyndte at trække vejret med lange pauser.

Netop som han lå og tænkte på disse ting, blev låget åbnet. De var kommet til en fiskehandler i Esenler. Han lod blikket glide opad og så to mænd le og trykke hinanden i hænderne. Den ene gik, den anden greb kassen. Han gik et lille stykke vej og satte uforsigtigt kassen på jorden. Herefter åbnede han poserne en efter en og lod fiskene glide ned i hver sit glas. Selvom Seiy burde have været utilfreds, så var han snarere lettet over at være tilbage i frisk vand og luft. Dette sted var større end, hvad han havde prøvet tidligere. Da han så sig omkring, fik han ikke alene øje på guldfisk og bettaer, men også andre små, kulørte fisk, som han ikke havde set før.  Alene af den grund håbede han, at han ville komme til at kunne lide dette sted, og nemt ville kunne tilpasse sig de nye forhold. Og det gik som han håbede, han faldt hurtigt til i fiskehandlerens forretning. Han begyndte igen at spise og fik det dag for dag bedre. På en måned voksede hans finner sig længere, var livligere og klarere i farven end de andres. Det var vigtigt at man var velnæret og smuk i denne forretning. Det var et slavemarked og ingen ville have en svag slave. Pyntet og ivrig som en brud der venter på at gå op ad kirkegulvet, vidste Seiy ikke at en slave var, hvad han var.

Der kom mange fremmede og gæster i hans nye hjem. De gik op ad gangen med hundredvis af akvarier, pegede på nogle og forlod forretningen med pakker. Normalt var bettaer ikke genstand for megen opmærksomhed, men efter nogen tid kom en af de besøgende forbi bettaerne. Manden stod en tid og betragtede Seiy og hans brødre. Sikker i sin sag pegede han til sidst på Seiy og et par af hans søskende. En efter en blev de puttet i plastikposer og kom ned i mandens taske. Så var der mørkt igen… Men denne gang varede den mørke tur ikke så lang tid. Manden ankom til sin akvarieforretning i Eminönü, Mısır Bazaar, og kom dem i separate akvarier. De var tilbage i samme cyklus. Efter utallige timer på vej i tasker og glas, var de nu tilbage i et akvarium. Men dette akvarium var anderledes end det, han var født og opvokset i. Her var forskellige planter, huler dækket af småsten og andre slags fisk. Sammenlignet med plastikkopper og små poser, så var dette noget nær et paradis. Men inderst inde følte Seiy sig rastløshed og han vidste, at frihed måtte være noget andet og bedre end dette. Bare tanken om det gjorde ham ulykkelig i dette store akvarium, fyldt med smukke planter.

Seiys ophold i akvariet varede i en måned. Han fik nye venner, forskellige arter af fisk. Ingen af dem vidste at de kom fra forskellige lande, men de vidste, hvor skæbnen ville at de skulle dø.
Denne erkendelse forhindrede dem dog ikke i at leve et lykkeligt liv. For hurtigt at kunne sælges videre, måtte de være sunde og smukke. Derfor gav butiksejeren dem næringsrig og dejlig føde, som ingen af dem tidligere havde haft lejlighed til at smage. Seiy voksede og blev meget smuk. Dage fulgte nætter, og en skønne dag kom en mand forbi forretningen. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han var i gang med. Efter at have ladet blikket vandre omhyggeligt fra akvarium til akvarium, spurgte han ejeren om noget. Ejeren pegede på Seiy. Hans skæbne var beseglet: Seiy var billigere end de andre, lettere at passe, havde nemt ved at tilpasse sig selv vanskelige forhold og ville ikke belaste familiens økonomi. Desuden var han mere prægtig og prangende at se på, end de andre fisk, der var sjældnere og dyrere. Kort sagt; han havde alt, hvad der skulle til for at være den perfekte karakterbogsgave til et tiårigt barn.
Han forsøgte at flygte og gøre modstand, men ejeren jagtede Seiy rundt i akvariet med et gigantisk net, og han endte til sidst alligevel i den velkendte plasticpose. Den ukyndige køber erhvervede sig også et lille fiskeglas, en pose med kulørt sand og en enkelt plastikplante. Seiy var i posen et stykke tid efter at de var kommet hjem, og blev så pludselig hældt over i glasset. Glasset reflekterede og forstørrede et par spændte øjne, der ivrigt betragtede ham og fulgte hans bevægelser, udmattet som han var af endnu engang at skulle tilpasse sig nye omgivelser. Øjnene udenfor glasset tilhørte Seiys nye ejer. Som enhver anden tredjeklasseselev fik han en udmærkelse sammen med sin karakterbog, og som enhver anden tredjeklasseselev var han meget stolt. Men da barnets øjne første gang faldt på Seiy, blev han mere overrasket og glad, end stolt.

De første par dage havde Seiy det godt. Han mærkede for første gang, hvad det vil sige at blive elsket. Snart var han så fortrolig med denne nye følelse, at han ikke kunne andet end at gengælde den. For den kærlighed var han parat til igen at leve i et glas. Det tomrum han følte, fordi han aldrig havde haft chancen for at smage virkelig frihed, var der dog fortsat. Men barnet tilbragte hele dagen sammen med ham, og gav ham al sin kærlige opmærksomhed. Derfor havde Seiy ikke tid til at tænke på frihed. Sådan gik dagene. Juni måned gik og det blev juli, August måned gik også, og det blev september; med andre ord, tid for skolestart. Det blev begyndelsen til enden.
Barnet begyndte at tabe interessen for Seiy, han sad ikke længere med glædestrålende øjne og betragte ham. Han holdt tilmed op med at fodre og rense hans vand. Seiy, der nu tilbragte alt for meget tid alene, forsøgte at komme sig over sin skuffelse. Han forsøgte at kontrollere den indre stemme, der længtes efter frihed. Det lykkedes for en tid at undertrykke denne længsel, men tiden var ondskabsfuld og intet kunne overvinde dens magt; Seiy tabte kampen mod tiden og han mistede lysten til at leve. Det eneste han tænkte på var hans bror, den gule betta. Delte de den samme skæbne? Skulle han bare vente på at skæbnen tog livet af ham? Eller skulle han tage hånd om sin skæbne, før det var for sent? Han havde ventet hele live, bogstaveligt talt på alt, og i det øjeblik besluttede han sig for, at det skulle være slut. Han ville ikke vente længere.
En morgen, efter at barnet var gået i skole, satte Seiy sin plan i værk. Han ventede på bunden af glasset i ti sekunder og sprang så, som en pil op af glasset, lige ned på tæppet. I modsætning til sin bror, så trimlede han slet ikke rundt. Han bevægede end ikke sin vidtåbne mund. Han lignede mest af alt en lille rød klud, mens han lå der på det ensfarvede, grå tæppet og ventede på at dø, og bad til, at ingen ville komme ind i rummet før han var væk. Hans bøn blev hørt; efter at have ligget på gulvet i ti minutter holdt han op med at trække vejret. Således opgav han livet et sted, hvor han uretfærdigvis aldrig havde hørt til.

Om eftermiddagen opdagede hushjælpen at Seiy var død. Som forventet var der ingen, der sørgede. Barnets forældre smed den udtørrede fisk i skraldespanden og forklarede hensynsfuldt barnet, hvad der var sket. Ved afslutningen på den almindelige samtale hen over middagsbordet i køkkenet rungede barnets ord: ”Den røde var pæn, men lad os købe en blå denne gang.”

 

Gökan Sevim

Jeg er født i Istanbul i 1987, og bor her stadig. Jeg begyndte at skrive mens jeg gik på universitetet, og som læser fik vakt min interesse for litteratur. Siden da har jeg brugt så meget tid som muligt på at fotografere og skrive, mine to yndlingsbeskæftigelser. Jeg forsøger at kæde min lidenskab for naturen og dyrene sammen med minpassion for at skrive noveller og romaner. Jeg arbejder til daglig i en privat teknologivirksomhed, men håber en dag helt at kunne hellige mig litteraturen og naturen.

 

jan 292020
 

Karabağlar panorama

I.

Morgenen splintres af vandrende skyer. Blikke vågner til en overskyet dag. De, der ikke var i stand til at få en andens søvn, opdager en forbandelse i deres sko. Og bruger den på de veje de betræder.

II.

På religionens horisont tales et sprog, der er hører rygter til. Stilheden skjuler hurtigt de lande, der føder fabrikker. Dyd: larm kalder forstæder til live, for at indtage byen. Fra sin plads sprækker uvidenhedens mund mod den tidlige sol. En tolk oversætter sirenernes lyde til retfærdig søvn som: ”Godmorgen til dig, senge af pengesedler velsignet med jomfruelighed.”
- Sagt på en pæn måde, nej -? -.

III.

Lande vælges blandt indvandring. Idealer lever i lyset af deres sekerat ** mod venlighed. Oppefra genkender solen kønsdrifterne. Samfundsskabte køn søger den daglige løn på gadehjørner. Dog, ret kan hverken fortjenes eller gives; men midt mellem disse skyer af høje råb kan man hverken forblive mænd eller kvinder.
- De mest erfarne hænder brækker brødet, sådan er det. Alle disse fodtrin, der skynder sig at forsvinde, forurener tiden, forbløffer dagene ved at være ude af huset.
Torsdage, for eksempel.

II.

Jeg tror måske, at det er grunden til at gader har numre. Skatten på biler fortæller mig, at disse gader ikke kan have særlige navne. Kun, hvis en skønne dag busstoppesteder kan opstille til valg, måske kun da vil gadenumre få en form for mening. Der er veje, der viser den sand vej helt op til kompasserne (og af en eller anden grund er den magnetiske samling inden i dem altid udenfor rækkevidde).

I.

Den bus der afgår fra tiden ”sekshundredefyrre skråstreg et” er med rette forsinket på grund af uforudset mangler. Og gadenavne vågner/fjernes sent. Dette er en tilfældig november i året. Menneskeansigter vaskes i en ild af frost. ”Hvorfor skynder ambulancerne sig, jeg ved det!” siger et barn. Når solen holder udsalg narres årstiderne af fabrikkernes fløjter. Men kampen i brystet på en forskruet ungdom over troen på solen:

Himlen er lige så kraftig som trafiklys

og Dyd, er så fremmed for jorden som overhoved muligt.

 

* Karabağlar er et distrikt i Izmir, Tyrkiet

**Sekerat, oprindelig Sekeratü’l Mevt, refereres til i Koranen som den bevidstløse fase af døden.

 

Processed with VSCO with c6 preset

Mehmet Ali Taş

Jeg er 23 år. Født i Buca, İzmir. Jeg er universitetsstuderende. Det sted, hvor jeg er opvokset, minder faktisk om det, jeg beskriver ovenfor. Seyhan-kvarteret. Dette kvarter er ikke forbundet med Karabağlar, men kun et udtørret flodleje adskiller dem. Dette område er meget forskelligt fra de stereotype forestillinger om İzmir.

Asil Çam

 Posted 29. januar 2020  Nyt fra Dansk PEN
jan 292020
 

Den sidste dag

Du går.

Luften er lun og fugtigheden høj. Træer og buske rører ikke på sig.  Hvis du betragtede de få mennesker på gaden oppefra, ville du antage dem for at være bakterier, der bevægede sig rundt, uden retningssans. Der er en bakke, der hvor du er. Du bestiger den.
Dette er kvarteret, hvor en af dine forfædre venter dig lige bag ved. På vej ned bliver benene trætte af at klatre uden noget at støtte sig til. De vil rive sig løs, men du tillader det ikke. Du har brug for dem, for at nå derhen, hvor du ønsker dig. Du går.

Du går på en støttemur af cement, en detaljeret teknisk løsning bygget for at udligne den potentielt dødelige højdeforskel. Nogen har skrevet ”Min tankes tynde rose”. Lige ved siden af er der tegnet en realistisk rose, med rødt. Du ved, hvad det handler om, navne forbundet med hjerter imellem sig. Ersin elsker Azime, men kan ikke sige det højt, Azime går naturligvis forbi muren, en overraskelse venter hende. Du ved ikke om det er noget der endnu venter hende, eller hvad Azime siden gjorde, hvis hun for længe siden fik øje på det. Du kan ikke vide det. Minareten strækker sig mod himlen fra det hellige sted på jorden ovenfor muren, skærer sig gennem de sporadiske skyer, der langsomt bevæger sig.

Trappetrin foran dig fører ned til en park, i dette kvarter klatrer du enten op eller ned. Der er en markedsplads for dine fødder, omkranset af store, hvide paraplyer og lappede læskærme. Høje råb, tomater og agurker trækker dig væk fra din rute. Inde i mængden og under overdækket kan du ikke se himlen. Så du går videre ad fortovet. Den vej der føles buet for dig, er lige for myrerne. De plejer at udføre deres arbejde hurtigt, og på en lige linje. Du vil gerne bære den myre, der forsøger at slæbe et stykke af et blad længere ned ad den vej, den bevæger sig ad. Dens glatte, to-delte krop pletter dine finerspidser, bladet falder. De nu tomme knibtænger klemmer om din hud. Du tænker, at den ikke værdsætter din venlighed og går videre. Bag dig forsøger den lille myrer, med bøjede ben, spredt for vinden, at finde tilbage til sin oprindelige form.

Vejen fører dig til en træbro, kun lige akkurat bred nok til at to mennesker kan gå side om side. Dens trækonstruktion er bygget af minder. Nu om dage er alle broer, der forbinder to sider af en kanal, bygget op af et jernskelet og baklava-mønstrede jernplader. Bunden af kanalen er tør, vandet løber i cirkler rundt om de udtørrede pletter af jord, med et grand af vovemod bevæger du dig derned. På vej ned strejfer sivene din arm, berøringen giver dig kvalme. På den tørre jord kan du se spildevand blandet med vandet, løbe fra et hul så stort at et menneske kan være i det, som fra en gryde, hvis kogende indhold løber ned i vasken. Mens du betragter de legende refleksioner fra broen i vandet, begynder bløde vindstød at vikle dig ind i en duft. Himlen bliver mørkere, sivene svajer, deres farve tangerer beskidt gul. Du tænker at du ville drukne, hvis dæmningslågerne et sted langt væk, pludselig åbnede sig. En flue lander på din pande, dens summen blander sig med din frygt for at drukne og du klatrer op igen.

Imens du skraber mudderet af dine sko i græsset foran et træ, med hvide blomster hængende som et broderi fra grenene, opfylder naturen et ønske for dig. Bag ved husene begynder regnen at sile ned. Du går den i møde. Foran dig er en gammel dør med et rustbelagt greb. Du går ind i en have vævet af gamle mursten. Tæt ved rumler tordenen. En vinplante klatrer op over muren. Kadaveret fra en udtørret due ligger frit tilgængelig, støvregnen lander på den. En del af haven er ødelagt, udgravningen til et fundament for en ny bygning kan ses i sprækken. Inden længe vil det være fyldt med vand og nogle mænd vil starte en maskine, der skal tømme vandet ud. Du ser på fuglen, der er ingen tegn på indre følelser. Du er mere optaget den bredbladede plante lige ved siden, det er som om du har set den før, på en mark da du var barn. Vandmelon eller græskar, det kan du ikke huske. Måske er det ingen af delene. Regnen tager til og dine skuldre bliver hurtigt våde. Haven er fyldt med ting du genkender på afstand, en udtørret edderkop gynger i sit spind fra side til side i hullet på en mursten, en kat kravler på muren, du bør lade det være. Der er intet der, ud over forestillinger, der får dig til at genkalde fortiden. Fra en tagrende på en bygning, ødelagt af tidens tand og mangel på vedligeholdelse, løber regnvand i en jævn strøm ud på fortovet. Denne side af fortovet er nu renere end omgivelserne, hvis regnen bliver ved i århundreder og hvis vandet vedblev at flyde med sådan en kraft, så ville fortovet også forsvinde. Når det sker, vil du for længst ligge sovende i den mørke muld.
Du går, simpelthen fordi du kan gå i gaderne mens andre folk er på arbejde. Nu er dine ben også våde. Du burde være derhjemme nu, og tørre dig. En hund går forbi dig med et stort kødben i gabet, du kan ikke modstå fristelsen, du følger efter hunden. Efter at være blevet godt og grundigt våd gribes du af en sær følelse af frihed ved at være gennemblødt. Der opstår vandbobler i sokkerne mellem dine tæer, buksekanten, der rammer dine ankler er kold og får dig til at skælve. Hunden skraber i jorden med poterne under en spinkel busk, der står som en del af en vejbeplantning. Du ser på, mens den begraver kødbenet. Hunden retter sig op igen, følger sine instinkter midt i et stykke natur, omgivet af fortovsfliser. Dine øjenlåg lukker til i dampen fra dens fugtige pels, du kan ikke skille dem ad. Det bliver mørkt, en malstrøm af vand opsluges af det mandstore dæksel, de gennemhullede skyer kæmper med den indigoblå nattehimmel.

De ting du har rørt ved er ved at vende tilbage til deres normale tilstand, myren i sin rede, mudderet, der er tørret ud på græsset, er nu på jorden. Kun sivene bliver ved med at svaje, fordi det er dem, der berører. På en eller anden måde er begivenheder slet ikke begyndt. Der var kun øjeblikke. Alt var gået i stå. Hvis du ikke åbner dine øjne, så er det sådan din sidste dag vil gå. Skråningerne vil blive betrådt, op og ned, uafhængigt af dig. Regnen vil gøre, som den gør i hundredvis af år og myrerne vil være lykkeligere uden dig.