fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden
jan 292020
 

Karabağlar panorama

I.

Morgenen splintres af vandrende skyer. Blikke vågner til en overskyet dag. De, der ikke var i stand til at få en andens søvn, opdager en forbandelse i deres sko. Og bruger den på de veje de betræder.

II.

På religionens horisont tales et sprog, der er hører rygter til. Stilheden skjuler hurtigt de lande, der føder fabrikker. Dyd: larm kalder forstæder til live, for at indtage byen. Fra sin plads sprækker uvidenhedens mund mod den tidlige sol. En tolk oversætter sirenernes lyde til retfærdig søvn som: ”Godmorgen til dig, senge af pengesedler velsignet med jomfruelighed.”
- Sagt på en pæn måde, nej -? -.

III.

Lande vælges blandt indvandring. Idealer lever i lyset af deres sekerat ** mod venlighed. Oppefra genkender solen kønsdrifterne. Samfundsskabte køn søger den daglige løn på gadehjørner. Dog, ret kan hverken fortjenes eller gives; men midt mellem disse skyer af høje råb kan man hverken forblive mænd eller kvinder.
- De mest erfarne hænder brækker brødet, sådan er det. Alle disse fodtrin, der skynder sig at forsvinde, forurener tiden, forbløffer dagene ved at være ude af huset.
Torsdage, for eksempel.

II.

Jeg tror måske, at det er grunden til at gader har numre. Skatten på biler fortæller mig, at disse gader ikke kan have særlige navne. Kun, hvis en skønne dag busstoppesteder kan opstille til valg, måske kun da vil gadenumre få en form for mening. Der er veje, der viser den sand vej helt op til kompasserne (og af en eller anden grund er den magnetiske samling inden i dem altid udenfor rækkevidde).

I.

Den bus der afgår fra tiden ”sekshundredefyrre skråstreg et” er med rette forsinket på grund af uforudset mangler. Og gadenavne vågner/fjernes sent. Dette er en tilfældig november i året. Menneskeansigter vaskes i en ild af frost. ”Hvorfor skynder ambulancerne sig, jeg ved det!” siger et barn. Når solen holder udsalg narres årstiderne af fabrikkernes fløjter. Men kampen i brystet på en forskruet ungdom over troen på solen:

Himlen er lige så kraftig som trafiklys

og Dyd, er så fremmed for jorden som overhoved muligt.

 

* Karabağlar er et distrikt i Izmir, Tyrkiet

**Sekerat, oprindelig Sekeratü’l Mevt, refereres til i Koranen som den bevidstløse fase af døden.

 

Processed with VSCO with c6 preset

Mehmet Ali Taş

Jeg er 23 år. Født i Buca, İzmir. Jeg er universitetsstuderende. Det sted, hvor jeg er opvokset, minder faktisk om det, jeg beskriver ovenfor. Seyhan-kvarteret. Dette kvarter er ikke forbundet med Karabağlar, men kun et udtørret flodleje adskiller dem. Dette område er meget forskelligt fra de stereotype forestillinger om İzmir.

Asil Çam

 Posted 29. januar 2020  Nyt fra Dansk PEN
jan 292020
 

Den sidste dag

Du går.

Luften er lun og fugtigheden høj. Træer og buske rører ikke på sig.  Hvis du betragtede de få mennesker på gaden oppefra, ville du antage dem for at være bakterier, der bevægede sig rundt, uden retningssans. Der er en bakke, der hvor du er. Du bestiger den.
Dette er kvarteret, hvor en af dine forfædre venter dig lige bag ved. På vej ned bliver benene trætte af at klatre uden noget at støtte sig til. De vil rive sig løs, men du tillader det ikke. Du har brug for dem, for at nå derhen, hvor du ønsker dig. Du går.

Du går på en støttemur af cement, en detaljeret teknisk løsning bygget for at udligne den potentielt dødelige højdeforskel. Nogen har skrevet ”Min tankes tynde rose”. Lige ved siden af er der tegnet en realistisk rose, med rødt. Du ved, hvad det handler om, navne forbundet med hjerter imellem sig. Ersin elsker Azime, men kan ikke sige det højt, Azime går naturligvis forbi muren, en overraskelse venter hende. Du ved ikke om det er noget der endnu venter hende, eller hvad Azime siden gjorde, hvis hun for længe siden fik øje på det. Du kan ikke vide det. Minareten strækker sig mod himlen fra det hellige sted på jorden ovenfor muren, skærer sig gennem de sporadiske skyer, der langsomt bevæger sig.

Trappetrin foran dig fører ned til en park, i dette kvarter klatrer du enten op eller ned. Der er en markedsplads for dine fødder, omkranset af store, hvide paraplyer og lappede læskærme. Høje råb, tomater og agurker trækker dig væk fra din rute. Inde i mængden og under overdækket kan du ikke se himlen. Så du går videre ad fortovet. Den vej der føles buet for dig, er lige for myrerne. De plejer at udføre deres arbejde hurtigt, og på en lige linje. Du vil gerne bære den myre, der forsøger at slæbe et stykke af et blad længere ned ad den vej, den bevæger sig ad. Dens glatte, to-delte krop pletter dine finerspidser, bladet falder. De nu tomme knibtænger klemmer om din hud. Du tænker, at den ikke værdsætter din venlighed og går videre. Bag dig forsøger den lille myrer, med bøjede ben, spredt for vinden, at finde tilbage til sin oprindelige form.

Vejen fører dig til en træbro, kun lige akkurat bred nok til at to mennesker kan gå side om side. Dens trækonstruktion er bygget af minder. Nu om dage er alle broer, der forbinder to sider af en kanal, bygget op af et jernskelet og baklava-mønstrede jernplader. Bunden af kanalen er tør, vandet løber i cirkler rundt om de udtørrede pletter af jord, med et grand af vovemod bevæger du dig derned. På vej ned strejfer sivene din arm, berøringen giver dig kvalme. På den tørre jord kan du se spildevand blandet med vandet, løbe fra et hul så stort at et menneske kan være i det, som fra en gryde, hvis kogende indhold løber ned i vasken. Mens du betragter de legende refleksioner fra broen i vandet, begynder bløde vindstød at vikle dig ind i en duft. Himlen bliver mørkere, sivene svajer, deres farve tangerer beskidt gul. Du tænker at du ville drukne, hvis dæmningslågerne et sted langt væk, pludselig åbnede sig. En flue lander på din pande, dens summen blander sig med din frygt for at drukne og du klatrer op igen.

Imens du skraber mudderet af dine sko i græsset foran et træ, med hvide blomster hængende som et broderi fra grenene, opfylder naturen et ønske for dig. Bag ved husene begynder regnen at sile ned. Du går den i møde. Foran dig er en gammel dør med et rustbelagt greb. Du går ind i en have vævet af gamle mursten. Tæt ved rumler tordenen. En vinplante klatrer op over muren. Kadaveret fra en udtørret due ligger frit tilgængelig, støvregnen lander på den. En del af haven er ødelagt, udgravningen til et fundament for en ny bygning kan ses i sprækken. Inden længe vil det være fyldt med vand og nogle mænd vil starte en maskine, der skal tømme vandet ud. Du ser på fuglen, der er ingen tegn på indre følelser. Du er mere optaget den bredbladede plante lige ved siden, det er som om du har set den før, på en mark da du var barn. Vandmelon eller græskar, det kan du ikke huske. Måske er det ingen af delene. Regnen tager til og dine skuldre bliver hurtigt våde. Haven er fyldt med ting du genkender på afstand, en udtørret edderkop gynger i sit spind fra side til side i hullet på en mursten, en kat kravler på muren, du bør lade det være. Der er intet der, ud over forestillinger, der får dig til at genkalde fortiden. Fra en tagrende på en bygning, ødelagt af tidens tand og mangel på vedligeholdelse, løber regnvand i en jævn strøm ud på fortovet. Denne side af fortovet er nu renere end omgivelserne, hvis regnen bliver ved i århundreder og hvis vandet vedblev at flyde med sådan en kraft, så ville fortovet også forsvinde. Når det sker, vil du for længst ligge sovende i den mørke muld.
Du går, simpelthen fordi du kan gå i gaderne mens andre folk er på arbejde. Nu er dine ben også våde. Du burde være derhjemme nu, og tørre dig. En hund går forbi dig med et stort kødben i gabet, du kan ikke modstå fristelsen, du følger efter hunden. Efter at være blevet godt og grundigt våd gribes du af en sær følelse af frihed ved at være gennemblødt. Der opstår vandbobler i sokkerne mellem dine tæer, buksekanten, der rammer dine ankler er kold og får dig til at skælve. Hunden skraber i jorden med poterne under en spinkel busk, der står som en del af en vejbeplantning. Du ser på, mens den begraver kødbenet. Hunden retter sig op igen, følger sine instinkter midt i et stykke natur, omgivet af fortovsfliser. Dine øjenlåg lukker til i dampen fra dens fugtige pels, du kan ikke skille dem ad. Det bliver mørkt, en malstrøm af vand opsluges af det mandstore dæksel, de gennemhullede skyer kæmper med den indigoblå nattehimmel.

De ting du har rørt ved er ved at vende tilbage til deres normale tilstand, myren i sin rede, mudderet, der er tørret ud på græsset, er nu på jorden. Kun sivene bliver ved med at svaje, fordi det er dem, der berører. På en eller anden måde er begivenheder slet ikke begyndt. Der var kun øjeblikke. Alt var gået i stå. Hvis du ikke åbner dine øjne, så er det sådan din sidste dag vil gå. Skråningerne vil blive betrådt, op og ned, uafhængigt af dig. Regnen vil gøre, som den gør i hundredvis af år og myrerne vil være lykkeligere uden dig.

jan 292020
 

Ilkyas er en litterær platform, der har eksisteret siden december 2018, og som hver måned præsenterer tekster af unge tyrkiske forfattere under 35 år, hvis stemmer sjældent høres. Ilkyas blev først lanceret i Tyrkiet, og siden har et nyt PEN-center hver måned stået bag oversættelse og offentliggørelse af tekster, skrevet af tre nye forfattere, hver måned. Denne gang er turen kommet til Dansk PEN.

Vi er glade for at kunne bidrage til at hjælpe ung, tyrkisk litteratur frem i lyset i en tid, hvor Tyrkiet som stat på flere måder fjerner sig fra os.

Ilkyas (der betyder forår) koordineres og redigeres af Ege Dündar. Han siger om initiativet:

"İlkyaz is a platform built to showcase and nurture the imagination of writers under 35. Our focus is young literature. But our job is exchange. In these times where divisions thrive, and interaction between people gets increasingly narrow due to political, economic or ideological boundaries, literature is a shelter for us all. It’s an avenue where we can meet beyond our differences, and witness our communal home, that is the Earth, through various windows"

Platformen (på tyrkisk) finder du her: https://www.ilkyaz.world/

Læs mere om initiativet her: https://pen-international.org/news/young-writers-launch-new-online-platform-for-a-new-generation-of-writers-to-showcase-their-work

Ytringsfrihed, religion og FN

 Posted 3. januar 2020  Arrangementer
jan 032020
 

4. feb 2020, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K.

Om den politiske kamp om at definere de internationale retningslinjer for ytringsfrihed

Den færøske forsker Heini í Skorini har undersøgt, hvordan kampen mellem ytringsfrihed og religionsfrihed præger FN's menneskerettighedsråd og den terminologi, der bruges og misbruges af bl.a. regimerne i Mellemøsten, Rusland og Tyrkiet til at begrænse ytringsfriheden og retfærdiggøre andre former for krænkelser af menneskerettighederne.

Efter et kort foredrag vil der være en samtale med Heini í Skorini og bl.a. Jacob Mchangama om de konklusioner Skorini drager af sin forskning og hvilke konsekvenser det har for vægten og troværdigheden af det internationale menneskerettighedsarbejde, herunder vurderingen af FN's menneskerettighedråds betydning og mulighed for at påvirke disse landes krænkelsespraksis og politik.

jan 032020
 

17. mar 2020, kl. 19-21
Sted: Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, København K.

Dansk PENs ordinære generalforsamling, der skulle have været afholdt tirsdag den 17. marts i Dansk Forfatterforening, er udsat efter myndighedernes anbefaling om ikke at afholde arrangementer med mange mennesker.

En ny dato meldes ud, så snart det er muligt.

I mellemtiden kan man læse om det seneste års aktiviteter og begivenheder i PENs årsberetning for 2019.

Dansk PENs nytårskur

 Posted 2. januar 2020  Arrangementer
jan 022020
 

7. jan 2020, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K

Medlemmer af Dansk PEN indbydes til nytårskur den 7. januar. Det foregår i Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K. kl. 16.30 til 18.00

Georg Metz indleder året med et par alvorsord om den danske retsstats beskaffenhed.

jan 022020
 

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske"

Af Harald Voetmann

I år 98 blev Trajan kejser af Rom og en ny guldalder skulle med vold og magt indføres. Hvordan han ønskede, at hans nye regime skulle ses og huskes, kan man få et godt indtryk af ved at læse Plinius den Yngres bevarede hyldesttale til kejseren, som er et mesterværk i spytslikkerkunst. Et af de første store tiltag fra kejserens side var at foranstalte en spektakulær offentlig henrettelse i Colosseum af tidligere tiders angivere. Plinius beskriver folkets og sin egen enorme glæde ved at se angiverne blive myrdet på opfindsomme og opsigtsvækkende måder.

Angiverne (latin: delatores af delatio nominis, "at viderebringe et navn") havde fodret den afdøde kejser Domitians paranoia og fået blodet til at flyde i hans udrensninger af særligt de højere lag af samfundet. Ved at straffe angiveriet med en pinagtig offentlig henrettelse hed det sig nu, at Trajan sikrede retfærdigheden i samfundet påny. Samtidig gjorde han, let og elegant, enhver offentlig kritik af nogen magtfuld person, eller af hans eget regime, strafbar med døden.

Trajans tid skulle også med vold og magt være en guldalder for kunsten og litteraturen - og, på trods af den påtvungne jubel over det nye og den tvangsprægede fordømmelse af de tidligere kejsere, som gennemsyrer periodens forfattere og digtere, blev det også en storhedstid - ironisk nok nu kendt som "sølvalderen". Men ordet var bestemt ikke frit. Hvis man nævnte navne, risikerede man at blive dræbt.

Det er på den baggrund, at digteren Juvenal udgiver den første bog af sine Satirer. Måske en af de vredeste og mest indebrændte bøger, der nogensinde er skrevet.

Verssatiren, som man kalder genren, er digte på heksametervers, der blander heltedigtningens højstemte form med et mere livsnært, hverdagsligt indhold. Det var en af de få former, som romerne regnede for en ægte romersk opfindelse. Ophavsmanden var den rige og uafhængige Gajus Lucilius, som tilbage i republikkens tid brugte sine vers til at gå nådesløst til angreb på politiske modstandere.

Juvenals første satire indleder også med at ville markere et nybrud i litteraturen:

"Skal jeg da kun høre på? Kan jeg aldrig flå bladet fra munden,

plaget og pint af, at Cordus læser sig hæs af sin Theseus?

Skal det gå ustraffet hen, at én har læst sine farcer,

én elegier op for mig? Skal mægtige Telephos bare

æde min dag væk, eller den tunge Orestes, beskrevet

helt ud til kanten, og også på ryggen, og end ikke færdig?"

Samtidens litteratur er alt andet end samtidig, siger han. Den består af kedelige genfortællinger af græsk mytologi, om det så er i komisk eller tragisk form. Genrerne er stivnede og litteraturen har mistet enhver relevans. Det er kedsommeligheden i den verdensfjerne mytologiske litteratur, der tvinger Juvenal til at åbne munden og forsøge at beskrive, hvad der sker i samfundet og hvad der sker af uretfærdigheder og absurditeter på Roms gader. Og når man først får blik for dét, er det "svært at undgå at skrive satire."

Juvenal beskriver stolt sig selv som en ny Gajus Lucilius, der skal udpege al tidens fordærv og korruption. Han ønsker at stå midt i vejkrydset og fylde sin skrivetavle med vrede vers, hver gang han ser en korrupt advokat eller embedsmand blive fragtet forbi i sin bærestol. "Tror du, der er navne, jeg ikke tør nævne?" skriver han trodsigt, hen mod slutningen af det første digt.

Men her bliver hans rasende og selvhævdende stemme mødt af en anden stemme, som køligt gør ham opmærksom på, at det uundgåeligt vil føre til døden at nævne navne:

"Nævn Tigellinus, og snart vil du blive en lysende fakkel,

brændende, osende, bundet ved struben til fyrretræspælen."

Navnet Tigellinus tilhørte en sadistisk prætorianerpræfekt ved Neros hof, en hel generation tidligere, og var som sådan ikke spor farligt at nævne længere. Men pointen er ikke desto mindre tydelig nok. Ved at kalde den nævnelige unævnelig peger Juvenal på unævneligheden som sådan.

Slukøret giver digteren op og skriver i de sidste linjer af det første digt, at nu hvor det ikke længere er muligt at kritisere nogen levende, må han gå til angreb på de døde i stedet, som ligger begravet langs de store veje ud af Rom:

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske,

dækket af Via Flaminia, dækket af Via Latina."

Dette er helt i tråd med det nye regimes ønske. De tidligere tider skulle dæmoniseres, så Trajans egen tid kunne stråle klart i modsætning. Det er på den baggrund at blandt andre historikeren Tacitus skrev sine værker.

Men Juvenal markerer sin intention: Han vil beskrive samtidens uretfærdigheder gennem et angreb på de døde.

I sin første bog skaber han et enormt persongalleri af afdøde personer, nogle gange helt specifikke og andre gange med generiske navne, som han håner og udstiller. Der er noget opgivende ved det - satiren kan aldrig blive helt præcis og rammende - men der er samtidig en klar invitation til publikum om selv at slå øjnene op og indsætte de levendes navne der, hvor digteren kun kan skrive de dødes. Ved at invitere sit publikum til at være medskabende og færdiggøre teksten for ham, lykkes det måske alligevel Juvenal at skabe bidende satire i et brutalt og undertrykkende regime.

 

Månedens Essay er støttet af:

dec 122019
 

Dansk og Norsk PEN i fælles udtalelse:

De skandinaviske lande bør stå sammen imod Kinas pres på ytringsfriheden

Kina truer Sverige med «modtræk» efter Svensk PENs tildeling af Tucholskyprisen til den fængslede svensk-kinesiske forlægger Gui Minhai. Gui Minhai har siddet fængslet i Kina uden retsag siden 2015. Den kinesiske ambassadør i Sverige kom med stærk kritik allerede forud for prisuddelingen i november. Kulturminister Amanda Lind overrakte prisen til Minhai under PENs arrangement, og onsdag i denne uge udtalte den kinesiske ambassadør Gui Congyou følgende til Göteborg-Posten:

”Den kinesiske regering kan absolut ikke tillade noget land, organisation eller person at skade Kinas nationale interesser. Selvfølgelig skal vi tage modforanstaltninger. Den svenske regerings kulturelle samarbejde med Kina vil naturligvis blive påvirket. Vores økonomiske og handelsmæssige forbindelser vil også blive påvirket, ”

www.gp.se/ekonomi/kinas-ambassadör-i-stor-gp-intervju-riktar-hård-kritik-mot-media-politiker-och-gui-minhai-1.21254232

I følge Gøteborg-Posten i dag støtter det kinesiske udenrigsministerium ambassadørens udtalelse.

Udenrigsminister Ann Linde har udtalt, at Sverige ikke vil lade sig presse til at give efter for ambassadørens krav og understreger, at ytringsfrihed i Sverige garanterer svensk PEN retten til frit at tildele prisen til den, de vil.

Norsk og dansk PEN opfordrer den norske og den danske udenrigsminister til at udtale støtte til deres svenske kollega. Trine Angelskår, formand for Norsk PENs Kina-udvalg, udtaler følgende:

- Ine Marie Eriksen Søreide og Jeppe Kofod skal klart oplyse over for de kinesiske myndigheder, at svensk PEN er i deres gode ret til at tildele en pris til enhver, de ønsker. Ytringsfrihed er noget, vi i de skandinaviske lande ser som en naturlig del af et velfungerende samfund. Vi håber, at det kinesiske folk en dag vil nyde de samme rettigheder.

Generalsekretær for Dansk PEN, Mille Rode, kommenterer:

- Vi ser i stigende grad et kinesisk forsøg på at presse andre lands regeringer til at tilpasse sig Kinas interesser og forhindre enhver kritik. Kinas forsøg på at presse Sverige er uacceptabelt. Det må de skandinaviske landes regeringer stå sammen om at afværge. Den danske og norske regering bør klart og utvetydigt støtte deres svenske kolleger i denne sag, hvor de kinesiske myndigheders forsøger at begrænse ytringsfriheden og de demokratiske friheder, som er grundstenen i de skandinaviske lande.

Læs mere om Gui Minhai her: https://www.svenskapen.se/senaste-nytt/rapport-gui-minhai

For mere information kontakt:

Trine Angelskår, leder af Norsk PENs Kinautvalg: pen@norskpen.dk

Mille Rode, generalsekretær Dansk PEN: pen@pen.dk

Udtalelse fra Dansk og Norsk PEN__Kina truer Sverige

Islands litterære mirakel

 Posted 2. december 2019  Arrangementer
dec 022019
 

3. dec 2019, kl. 16:30-18
Sted: Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K

»For alt, hvad der kan tænkes i verden, findes der ord på islandsk«.

Þorsteinn Erlingsson

Hvad er det med de islændinge og litteraturen? Et lille land højt mod nord, langt ude i havet. En barsk og ufremkommelig natur, hvor bjerge skiller bygder og mennesker.

Islændingene siges at være blandt verdens mest læsende befolkninger.  Og så har de i mere end tusind år, fra oldtiden og frem til i dag, frembragt fortællinger, der har en helt særlig plads i verdenslitteraturen.

Erik Skyum-Nielsen fortæller, hvad det er der gør, at Island har en ganske særlig placering på det litterære verdenskort.

Det foregår:

Tirsdag den 3. december kl. 16.30 til 18.00

i Litteraturhuset, Nybrogade 28, København.

Tilmelding er ikke strengt påkrævet, men anbefales. Skriv til pen@pen.dk