3000 dage under taget uden solen og månens idé

Digt af Mahvash Sabet Shahriari
samvittighedsfange i Evin Fængslet, Tehran, Iran
2016

De små tilskyndelser,
vand, lys og luft,
smag og en stemmes nærhed
– du berøves dem lidt efter lidt.
Når bevidstheden er forundt glæden, sågar forventningen om udfrielse,
når der ikke længere er en rytter til håbets hest,
når det livet blev til, kun er såret efter krænkelse og slag,
da sker det, at den altid dunkle celle
suger kroppens celler til sig
indtil hjertet i sorg er hele cellens skumle dyb.
Og et lavt og lukket tag er din himmel.
Et tag uden solen og månens idé. Et tag uden hjerte af stjerner.
Og dit hjertes begær efter duften af regn
går til grunde på den triste jord af indtørret sorg.
Fanget i de tusinde rums akustiske ulykke
findes som det eneste (i hjertet) den tordnende, rasende vrede
i det lukkede rums mørke
skabt af tyrannernes tro,
der afviser det (ind)lysende valg,
og spærrer for gangen af den guddommeligt sande bro.
Og sanseligheden tømmes for indlevelse
i natur, i kærlighed, i skønhed
selv i drømmen.
Når livet leves på et slør af tårer
bliver ord i betydningernes lys,
nøgne i livets ørken
og slukkes i suset fra sindsbevægelsens indignation.
I hjertets lønkammer nærer intet kærligheden.
Men hadet vandes bestandigt af alt omkring dig.
Og du forstår menneskets ensomhed
i den ubrudte stilhed af timer, dage, måneder og år
i isolationens celle, hvor tiden forgår.
I autoritetens hule hånd
levnes du kun det slørede billede på bagsiden af øjnenes bånd.
Med en kort skamferet horisont mod døden efterlades du
indtil menneskets ubøjelige integritet ikke er mere
og det stærke, det ranke og vågne er væk.
Ikke før mennesket i buret er blevet et intethedens nul
flydende ud i mængden af absurde tal
imedens al drøm er nedsænket på fangenskabet og hadets delta.
Ikke før den stærke tro er knækket
og mennesket selv tror, hvad det aldrig var, og hvad det aldrig gjorde.
Da trækkes den afskyelige hånd tilbage
og du overlades til din elendigheds hårdhed
for at synke ned i den uendelige dybde af eget værd.
Er det ufortalte ord gjort stumt?
Er det endnu ufærdige embryo i livets skød dødt?
Og poesien
– spejler den de tomme illusioner
eller et billede af en menneskelig virkelighed,
fanget af mørket, men som dog kan tale om lyset?

Oversættelse fra persisk til dansk: Asef Soltanzadeh
Lyrisk gendigtning efter dansk og engelsk oversættelse: Joan Schmidt

Mexicanske dødsdigte – denne gang på spansk

På flere opfordringer bringer danskpen.dk her originalversionen af de gribende digte, som blev læst op den 2. november, da PEN-centre i mange lande markerede den mexicanske højtidsdag, De Dødes Dag, for at henlede opmærksomheden på Mexicos fortvivlende mange og uopklarede drab på journalister og forfattere. (Den danske version findes fortsat her:) Desværre må det konstateres, at den foruroligende udvikling fortsætter. Det er kun få dage siden en mexicansk blogger blev fundet halshugget. På liget var en seddel med påskriften: ’Det her skete for mig, fordi jeg ikke forstod, at jeg ikke skal rapportere på internettet’. (PEN international beretter om denne tragedie her).

Ønsker man at vide mere om De Dødes Dag kan vi for øvrigt varmt anbefale at lytte til radiomontagen Af vandet drikker vi død, som findes tilgængelig på den2radio.dk – det direkte link er her:http://den2radio.dk/udsendelser/af-vandet-drikker-vi-doed/

DÍA DE MUERTOS 2011

 

Poesía

 

 

Escritos para la campaña de PEN Internacional para el Día de Muertos 2011:

 

 

José Emilio Pacheco (1939 ~)

 

TRES POEMAS

1. El altar de los muertos

El mes atroz ya se fue

Y nos dejó tantos muertos

Que hasta el aire respira muerte

Y en el agua se bebe muerte.

No resisto la herida de tanta muerte.

México no puede ser el cementerio plural,

La inmensa fosa común

En que yace deshecho lo que esperábamos.

Al porvenir ya lo hundimos

En el abismo que se abre todos los días.

2. La hora de los niños

Los niños traficaban con una nueva especie de ratas,

Anilladas como langostas y de color magenta y celeste.

Sabor extraño al principio

Pero como el hambre no miente

Nos habituamos a hornearlas.

Ya que uno es lo que come

En menos de un año

Nos volvimos como ellas.

Primero los ojitos alarmados, la pelambre y la cola.

Poco después los dientes de taladro,

Las garras como sierra de partir huesos.

(¿Hará falta decir que a este respecto

No tuvieron gran cosa que enseñarnos?)

Ahora son hombres los niños que vivían de las ratas.

Actúan como sicarios de un poder invisible

Y poco a poco pero noche tras noche

Nos eliminan a balazos.

3. El mañana

A los veinte años me dijeron: “Hay

Que sacrificarse por el Mañana”.

Y ofrendamos la vida en el altar

Del dios que nunca llega.

Me gustaría encontrarme ya al final

Con los viejos maestros de aquel tiempo.

Tendrían que decirme si de verdad

Todo este horror de ahora era el Mañana.

 

 

 

 


Homero Aridjis (1940 ~)

 

LA VIOLENCIA EN MÉXICO COMENZÓ CON LOS DIOSES

La violencia en México comenzó con los dioses.

Antes de que hubiera ciudades y templos

ya había desmembrados, desollados y decapitados

en los ritos del alba. El Painal,

sicario de nuestro señor Huitzilopochtli,

ya descendía de los cerros

con un corazón humeante en las manos.

SOMOS HIJOS DE DIOSES CRUELES

Somos hijos de dioses crueles.

De nada sirve ver sus pirámides derruidas.

Aún no se borra la sangre en sus peldaños.

Aún sus manos asfixian nuestros sueños.

Su imagen está grabada en esas piedras.

Sus espectros andan en nuestras ciudades.

Al fondo de la pesadilla sus sicarios

nos acechan con puñales negros.

Aunque se vayan de esta tierra a otra parte,

volveremos a procrearlos, volverán a emerger

de nuestro adentro con nuestras facciones,

atroces, despiadados. Somos padres de dioses crueles.

 

Javier Sicilia (1956 ~)

 

Poem written for his son who was murdered aged 24 in March 2011, read in Cuernavaca, Morelos state, on 2 April 2011:

El mundo ya no es digno de la palabra
Nos la ahogaron adentro
Como te (asfixiaron),
Como te desgarraron a ti los pulmones

Y el dolor no se me aparta
sólo queda un mundo
Por el silencio de los justos
Sólo por tu silencio y por mi silencio, Juanelo.

 

 

After reading the poem, Sicilia said: “El mundo ya no es digno de la palabra, es mi último poema, no puedo escribir más poesía…la poesía ya no existe en mi” (“The world is not worthy of words. This is my last poem, I cannot write any more poetry… poetry doesn’t exist in me any longer.”)

 


Susana Chávez Castillo (1974-2011)[1]

 

SANGRE NUESTRA

 

Sangre mía,

de alba,

de luna partida,

del silencio.

de roca muerta,

de mujer en cama,

saltando al vacío,

Abierta a la locura.

Sangre clara y definida,

fértil y semilla,

Sangre incomprensible gira,

Sangre liberación de sí misma,

Sangre río de mis cantos,

Mar de mis abismos.

Sangre instante donde nazco adolorida,

Nutrida de mi última presencia.

Xavier Villaurrutia (1903-1950)

¿Será mía aquella sombra

Sin cuerpo se va pasando?

¿Y mía la voz perdida

Que va la calle incendiando?

Alberto Blanco (1951~)

TRÍPTICO NEGRO

I

El miedo levanta casas

límites sobre la ciudad

que barre el horizonte.

Desde la cima se asoma al mundo

inventando las justas distancias.

Del papel a la tinta,

de la puerta a las ventanas.

Entre cenizas escribe su evangelio.

II

Por la tarde los montes

De lomo encendido y amplio

Son contemplados en silencio.

Entre el follaje azul y naranja

Del cielo se pueden vislumbrar:

Las ruinas de la luz

Sobre un mar estrellado.

Del fuego recibe su paz el mundo.

III

Tratando de olvidar

El cuarto en el que se vive,

A voces llama a los demás.

Afuera la responde sordamente

La cruz de las ventanas cerradas.

En la calle un coche negro

Se perla con el frío.

Los árboles parpadean en la noche.

(de Giro de faros, 2003, Conaculta, México)

Nezahualcóyotl (1431-1472)[2]

Spanish:
¿Con qué he de irme?
¿Nada dejaré en pos de mi sobre la tierra?
¿Cómo ha de actuar mi corazón?
¿Acaso en vano venimos a vivir,
a brotar sobre la tierra?
Dejemos al menos flores
Dejemos al menos cantos


[1] Susana Chávez Castillo was a prominent poet and activist who led protests against the unsolved killings of women raped and killed in Ciudad Juárez, Chihuahua state. She herself was murdered in Ciudad Juárez in January 2011 (for more details, see list of Mexican Writers Killed and Disappeared 2006-2011).

[2] Nezahualcóyotl was the King of Texcoco, a wealthy city state allied with the Aztecs in neighbouring Tenochtitlán. He is considered one of the best representatives of the rich and refined pre-Hispanic poetry in Mexico. Many of his poems deal with death.

11 digte fra Mexico

José Emilio Pacheco (1939- )

DE DØDES ALTER

Den grusomme måned er allerede forbi
Og har efterladt os med så mange døde
At selv luften ånder død
Og af vandet drikker vi død

Jeg klarer ikke såret af så megen død.
Mexico kan ikke være så manges kirkegård,
Den umådelige fællesgrav
Hvor vore håb ligger knust.

Fremtiden har vi sænket
I den afgrund der åbner sig hver dag.

 

 

BØRNENES TIME

Børnene handlede med en ny rotteart,
Med ringe som hummere og farvet magenta og himmelblå.
Med en mærkelig smag i begyndelsen
Men da sulten ikke lyver
Vænnede vi os til at tilberede dem i ovnen.

Da man er det man spiser
Blev vi på mindre end et år
Ligesom dem.
Først de små, vagtsomme øjne, hårene og halen.
Snart efter tænderne som borespidser,
Kløerne som bensave
(Er der grund til at sige at hvad det angår
Havde de ikke meget at lære os?)

Nu er de børn der levede af rotterne blevet mænd.
De handler som lejemordere for en usynlig magt
Og lidt efter lidt, nat efter nat
Udrydder de os med skud.

 

 

MORGENDAGEN

Da jeg var tyve fortalte de mig: ”Man
Skal ofre sig for morgendagen”.

Og vi ofrede livet på et alter
For den gud der aldrig kommer.

Her ved afslutningen ville jeg gerne mødes
Med de gamle mestre fra dengang.

De ville være nødt til at fortælle mig
Om al denne rædsel i dag virkelig var Morgendagen.

 

Oversættelse Jens Lohmann

 

José Emilio Pacheco betragtes som Mexicos største nulevende digter. Hans nærmest konverserende, antiretoriske stil, hans forkærlighed for metaforer og evnen til at koncentrere et udtryk, en historie, et tidsforløb i ganske få linier, har gjort ham populær i vide kredse, ikke mindst i de yngre generationer, som dyrker både hans poesi og hans kortprosa. Pacheco er kendt for sit humanistiske livssyn og kritiske syn på forholdene i Mexico. Han er det mest fremtrædende medlem af 50’er-generationen, der byggede videre på Octavio Paz og hans generations brud med den stive og selvhøjtidelige tradition, der havde domineret mexicansk digtning frem til revolutionen 1910-19, og den efterfølgende nationalisme. Pacheco modtog i 2009 den spansksprogede verdens fornemste litterære pris, Cervantes-prisen.

 

 

 

Homero Aridjis (1940-)

 

VOLDEN I MEXICO BEGYNDTE MED GUDERNE

Volden i Mexico begyndte med guderne.
Før der kom byer og templer
huggede man allerede lemmer og hoveder af andre,
flåede man allerede huden af andre
under morgenens ritualer. Painal,
Vor Herre Huitzilopochtlis lejemorder,
steg allerede ned fra bjergene
med et dampende hjerte i hænderne.

 

VI ER BØRN AF GRUMME GUDER

Vi er børn af grumme guder.
Synet af deres sammenstyrtede pyramider hjælper intet.
Endnu er blodet på trinene ikke slettet.
Endnu kvæler deres hænder vore drømme.

Deres billede står hugget i disse sten.
Deres genfærd går gennem vore byer.
Bag mareridtet står deres lejemordere
på lur med sorte dolke.

Om de så forlader landet, rejser andre steder hen,
vil vi atter avle dem, de vil atter dukke frem
af vort indre med vore træk,
grusomme og skånselsløse.
Vore børn er grumme guder.

 

Oversættelse: Iben Hasselbalch

Homero Aridjis er en flittig digter, forfatter, formidler af udenlandsk poesi (bragte bl.a. Ivan Malinovski til Mexico i 1981), miljøaktivist, tidligere præsident for International PEN (1997-2003). Hans poesi har udviklet sig fra at være domineret af metaforer, bl.a. under indflydelse af Octavio Paz, til en større enkelhed. Han er optaget af de førspanske kulturer og naturen, hvilket de seneste 20 år har præget hans digtning. Han henter bl.a. inspiration i indianske folks sange og ritualer. Om naturen siger han: ”Økologi er poesi. Natur og poesi er tæt forbundne. Jeg forsvarer vandet, jorden, træerne, dyrelivet ved at gøre dem til centrale temaer i mine digte”.

 

 

Alberto Blanco (1951-)
SORT TRIPTYKON

I
Frygten løfter husene,

Fra toppen stikker den ud over verden
skaber de rette afstande.

Fra papiret til blækket
fra døren til vinduerne.

I asken skriver den sit evangelium.

II.
Om eftermiddagen betragtes
de oplyste brede bjergrygge
i stilheden.

Mellem himlens blå og
orange løv glimter:

Lysets ruiner
på stjernehavet.

Verden modtager sin fred fra ilden.

III.
I et forsøg på at glemme
værelset hvor man lever,
man råber på de andre.

Udenfor svarer døvt
de lukkede vinduers kors.

En sort bil på gaden
perler med kulden.

Træerne blinker i natten.

 

Oversættelse: Thomas Boberg og Morten Søndergaard

 

Digter, essayist, oversætter, billedkunstner, musiker. For Alberto Blanco er der ingen grænser mellem kunstarterne. Hans baggrund som kemiingeniør, filosof og Kina-kender har præget hans digtning, som er konkret, søgende og reflekterende. Han er en af Mexicos mest oversatte digtere – og han har selv oversat udenlandske digtere, bl.a. Ivan Malinovski, som han mødte i Mexico i 1981. Han har oversat Malinovskis Vinterens hjerte til spansk

 

 

 

Susana Chávez Castillo (1974-2011)

VORT BLOD

Mit blod
af morgengry,
af udskåren måne,
af stilhed,
af livløs klippesten,
af kvinde i seng,
der springer ud i intetheden.
Åben mod vanviddet,
Klart og tydeligt blod,
frugtbart og spirende.
Ubegribeligt strømmer blodet.
Blod i frigørelse fra sig selv,
Blod er mine sanges flod,
Havet på bunden af mit afgrundsdyb.
Blod, øjeblikket hvor jeg fødes i smerte,
Næret af min sidste tilstedeværelse.

Oversættelse: Ingrid Agostoni

Susana Chávez Castillo var en fremtrædende digter og menneskeretsaktivist, bl.a. kendt for sin ledende rolle i protesterne mod de mange mord på unge kvinder i grænsebyen Ciudad Juárez, hvor hun blev myrdet de 6. januar 2011.

 

 

Javier Sicilia (1956-)

SIDSTE DIGT

Verden fortjener ikke længere ord
Det er slukket i vort indre
Ligesom du blev kvalt
Og flænget dine lunger
Sorgen viger ikke fra mig
Nu er der kun en verden
I de retfærdiges tavshed
I din tavshed og min tavshed, Juanelo.

 Oversættelse: Iben Hasselbalch

Digteren Javier Sicilia skrev dette digt til sin søn Juanelo, der blev myrdet i marts 2011 24 år gammel uden for byen Cuernavaca, 100 km syd for Mexico By. Han læste digtet den 2. april 2011.
Efter at have læst digtet, sagde Sicilia: ”Verden er ikke længere værdig til ordet, dette er mit sidste digt, jeg kan ikke digte mere … poesien findes ikke længere i mig”

 

 

Xavier Villaurrutia (1903-50):

NATLIGT SKRIG

Er den min, den skygge der,
som går rundt helt uden krop?
Er den min, den fortabte stemme,
som sætter gaden i brand?

Oversættelse: Iben Hasselbalch

Fra Nostalgia de la muerte (Længsel efter døden, 1938)
En af Mexicos mest indflydelsesrige digtere og dramatikere. Hans tidlige værker er influeret af de franske symbolister. I 1930erne blev han en del af den mexicanske modernisme, der havde tidsskriftet Contemporáneos som omdrejningspunkt. Gruppens universalisme og afstandtagen fra den nye nationalisme efter revolutionen 1910-19 blev af venstrenationalistiske kunstnere som Diego Rivera nærmest betragtet som landsforræderi. Efterhånden holdt døden sit indtog i hans digte og korte enaktere. Døden blev hovedtemaet i hans værk. I dag dyrkes Villaurrutia som en af Mexicos største digtere.


 

Nezahualcóyotl (1431-1472)

ET MINDE JEG EFTERLADER MIG

Hvad skal jeg medbringe når jeg tager herfra?
Skal jeg intet efterlade her på jorden?
Hvordan bør mit hjerte handle?
Kom vi måske forgæves for at leve,
for at spire på jorden?
Lad os i det mindste efterlade blomster.
Lad os i det mindste efterlade sange.

Oversættelse: Jens Lohmann

Nezahualcóyotl var konge af Texcoco, en velstående bystat, der var allieret med aztekerne i nabobyen Tenochtitlán (den senere Mexico By). Han betragtes som en af de bedste eksponenter for den rige og raffinerede førspanske poesi i Mexico. Mange af hans digte beskæftiger sig med døden.

11. september-digt. Af Samay Hamed

 

911 children

 

I wish a small rainbow of a kite

From a destroyed roof in Kabul

Could fly to New York

And a colourful bird in a paint-book page

From an orphanage room in New York

Could fly to Kabul

So children of 911 both here and there

Could understand

There are no just suicide bombers in Afghanistan

There are no just politicians in the US

There are children who play and dream

Of a free and fresh future

They could understand each other

And

They will meet each other as tourists

Not as soldiers

Bussen – Novelle af Saneh Jaleh

Ved siden af den unge mand sidder en gammel mand med en cigaret.

Det tredje sug af cigaretten og den unge mand venter på røgen.

Den gamle lader røgen sive ud. Røgen rammer den unge. Han hoster let, men den gamle hører det ikke. Cigaretten går op og ned og han slår asken af på gulvet i bussen.

Den unges øjne følger den gamle mands hånd.

Den unges blik lader den gamle alene og kigger ud af vinduet.

Enkeltsædet er blevet ledigt. Damen, som sad der, ændrede måske planer, måske havde hun glemt noget, måske kunne hun ikke holde cigaretrøgen ud.

Uanset hvad, er det den unge mands held, og han flytter to skridt længere væk fra røgen. Han sætter sig i sædet, klistret til vinduet og føler sig kold. Hans krop slapper af i sædet, og han lukker øjnene. Der er et lille smil på hans læber, men det forsvinder i det øjeblik han hører lyden fra motoren. Hans øjne er nu åbne og han læner sig tilbage i sædet.

Han ser ud af vinduet, følger damens korte langsomme trin. Hendes venstre hånd er nær hendes øre og hun taler uafbrudt, uden tanker om at vende om, hendes åbenlyse glæde ved at vende ryggen til.

Han ser på uret. Klokken er præcis 14:35.

Nu kigger han i sin pung. Kun 50 tomans. En taxa koster præcis 50 tomans. Et smil. Det smil minder ham om en gammel mands smil, og hans eget smil inden han kom på bussen. En gammel mand hvis optræden ikke afveg ret meget fra den gamle mand i bussen, men som ikke talte til hans samvittighed.

Bussen er nu i bevægelse. Chaufføren kigger i spejlene og trykker forsigtigt på speederen. Han holder øje med chaufføren der bevæger hånden når han skifter gear. Bagsiden af hans hoved er mere interessant. Tyndt gulligt hår som går fra det bagerste af hans nakke til under midten af hans hoved. Fordi han ikke har noget hår foran, tænker den unge mand: ”Ah en rolig, skaldet chauffør.”

Bussen kører ud fra busrækken. Passagererne  kigger ud af vinduerne på cement-bygningerne ved vejkrydset, halvt gule, halvt sorte. Hvilket latterligt farve-skema, tænker de for sig selv. Med et stopper bussen. Chaufføren kommer hurtigt ud. Et par andre  chauffører slutter sig til ham da han åbner motorhjelmen. De kigger alle på motoren. Den unge mand kan se en række hoveder bevæge sig op og ned, og nogle gange til siden.

Et velkendt hoved dukker op, åbner døren, og klatrer tilbage i bussen. Den unge mand kan nu se hans ansigt. Han siger: ”Kære passagerer. Motoren er i stykker. Det vil ikke tage lang tid at reparere. Selvfølgelig skal vi udskifte noget. Det vil kun tage en halv time, hvis I venter en halv time, vil det blive ordnet og vi vil køre.”

Latter, eller ophidselse, eller ligegyldighed, er de følelser han vækker i os. Med en halv times venten kommer alle hurtigt ud for at varme sig ved en kop varm te eller kaffe. Den gamle mand tager en cigaret fra pakken og kommer roligt ud af bussen efter alle andre. Han foretrækker sikkert en cigaret i den kolde luft, tænker den unge mand. Han bliver hvor han er, fordi han ikke gider besværet, og fordi han ingen penge har. Han trækker lynlåsen i sin jakke helt op og stirrer ud af forruden på bussen. Han kniber øjnene sammen, mens han fokuserer på noget som han forbinder med en dårlig følelse.

Han vælger at vende historien på ny. Han ser på sit ur. Den er præcis 14:35. Han siger stille, historien vil ende inden 25 minutter.

Det var kl. 13.00. Han tog ud til busterminalen for at finde en ven eller en bekendt. Han havde kun 50 tomans. Det var derfor han ledte efter sine venner. Han skulle bruge 450 tomans til lejen. Han så på alle han mødte, men fik ikke øje på en ven. Efter at have søgt  gennem hele terminalen orkede han ikke længere at stå.

Alene sad han i en stol i den bagerste ende i terminalen langs med vejen, mens han sagde for sig selv: ”Det er bedre på denne måde.”

Han stirrede  på sine sko og strakte benene. Hans hænder lå på knæene, da noget uventet sker.

Utroligt, der er en 500 toman-seddel ved hans fødder. Han ønsker at tro det. Mandens hjerte banker et øjeblik, men så, mere alene end nogensinde før, siger han for sig selv: ”Det er bedre på denne måde.”

Håbløs siger han:

”Ja, Hr. Gå videre.”

Manden svarer: ”Du har tabt dine penge.”

 

Med et  smil svarer den unge mand:

”Hvor?

Oh her er de, jeg fandt dem.

Mange tak frue.”

”Velbekomme.” Og han hører kvindens fodtrin forsvinde.

Hun går mod bussen. Da hun kommer frem til bussen, tager hun en billet i tasken og viser den. Inde i bussen, forsvinder hun for ham. Hun sidder sikkert i den anden side, siger han til sig selv.

Han kommer pengene i sin pung, utilpas, men glad. Med pungen i hånden husker han de 1000 toman sedler, han havde haft. Han spørger sig selv: ”Fortalte den gamle mand sandheden?” Han fortæller sig selv, at det ikke havde noget at gøre med ham, at han gjorde sin pligt. Han genkalder den gamle mands smil, smilende. Han kontrollerer tiden. Den er 14.00. Han ønsker at gense sidste nats begivenheder igen. Han rejser sig og går ind i busterminalen, finder en behagelig stol. Den er 5 minutter over to. ”Eventyret vil ende om nøjagtig 25 minutter,”  siger han stille til sig selv.

Det er mørkt. Præcis 20.00. Han klæder sig omhyggeligt på, som altid lyner han jakken. Han pudser sine sko med en klud og tager dem på. Han åbner døren for at gå, lukker den stille efter sig. Hans natlige ritual med at flakke rundt i gaderne en time, begynder. Det er koldt uden for. Han går stille. Han kigger på de andre, men er fortabt i sine egne tanker. Gaderne er tomme. En kold vind rammer ham. Han fortaber sig i tanker, som alle andre aftener. Han opdager ikke en  gammel mand som følger ham. Måske fordi han ikke ventede følgeskab. Men den gamle mand gør sin tilstedeværelse mærkbar. Før det havde der ikke været andre på gaden. Med uro og angst siger han hurtigt:

”Min søn. Min søn… min søn har været ude for en ulykke.”

Den unge mand hører kun denne sætning og stirrer på en mappe og et stykke papir den gamle mand holder.

På papiret står: Øjeblikkelig anmodning om Blodtype O. Han ser på den gamle mand. Det lader til at han tier nu. Den unge mand siger: ”Hvordan kan jeg hjælpe?”

Den gamle mand svarer: ”Jeg har brug for 2700 tomans; manden med blodtype O har sagt, han ikke vil give blod før han får alle pengene.” Uden tøven, stikker den unge mand hånden i lommen. Han overrækker tre 1000 toman sedler. Den gamle mand smiler stort, mens han siger: ”Min søn, jeg takker dig af hele mit hjerte. Giv mig dit nummer eller adresse, eller tag mit identitetskort.” Han siger den sidste sætning langsomt. Men den unge mand distancerer sig fra den gamle mand og går videre. Tredive fyrre skridt væk,  går det op for ham, at den gamle mand måske ikke  fortæller sandheden. Han beslutter at det ikke har noget at gøre med ham, at han har gjort sin pligt.

Han ser på uret. Klokken er nøjagtig 14:35. Bussen er fyldt. Han går imod den. Der er kun et ledigt sæde, ved siden af en gammel mand. Enkeltsædet modsat er optaget af en kvinde.

Han ser igen på uret. Klokken er nøjagtig 15:00. Døren åbnes og passagererne kommer tilbage en efter en til deres sæder. Chaufføren er på sin plads. Han sætter foden på speederen, hårdere denne gang, motoren brøler. Bussen sætter i gang med større hastighed. Den unge mand stirrer på cement bygningerne, blokke af halv gul, halv sort. Hvilket latterligt farve-skema,  tænker han for sig selv. Netop nu ser han en ung mand ved skillevejen, han går langsomt med hovedet bøjet; han leder måske efter noget, eller også gør han ikke. Ved slutningen af den sætning lukker han øjnene.

 

Oversat til dansk (fra engelsk) af Bjarne Kim Pedersen

Saneh Jaleh 26 årig Kunst studerende ved Tehrans Kunst Universitet blev dræbt af regerings styrker eller basij-militsen under demonstrationer 14 februar.

Saneh Jalehs short story Bussen er skrevet på farsi og blev trykt i Azma Magasinet.