Erbey: ”Jeg tager imod prisen for Kobanê”

Muharrem Erbey
Foto: Murat Kuseyri

Af Necati Harmankaya, PhD

I ugens løb kunne den kurdiske kultur- og politiske elite være stolte af en endnu en prestigefyldt ærespris i rækken af flere de seneste år. Organisationen for forfatteres ytringsfrihed, PEN, der snart fylder 100 år på verdensplan, har en afdeling i Sverige, som i en lang årrække har haft fingeren på pulsen ift., hvad der rører sig i kurdiske egne. For knap 2 uger siden meddelte bestyrelsen, at man i år havde fundet den tidligere formand for Foreningen for Menneskerettigheder (IHD) i Diyarbakir, Muharrem Erbey, værdig for årets Tucholskypris. Prisen forklarer PEN ved, at Erbey “gennem sit sproglige og sociale engagement med fredlige middler har forsvaret sit sprog og minoriteters kulturelle rettigheder.”

Muharrem Erbey blev den tredje kurder gennem tiden, der har modtaget prisen. De tidligere var Sherko Bekas og Salim Bereket.

Modtagelsen af Tucholskypris vakte forventeligt stor glæde hos Erbey som hans nære venner, der solidt har værnet om Erbey under hans tid i Diyarbakirs berygtede fængsel under de såkalte KCK-anklager. Under min samtale med ham lagde han ikke skjul på henrykkelsen herfor:

”Flere svenske intellektuelle har ikke tilbageholdt deres støtte og humanitære forståelse for situationen. Støtten særligt fra svenske PEN har været massiv og samvittighedsfuld. Sverige er et koldt land, men menneskerne er varme. Under de iskolde dage bag tremmerne, varmede vore svenske venners solidariske breve vores hjerter. Det var fortrinligt, at de varme følelser fandt genklang mellem linjerne.”

Støtten blev ikke fortolket alene venskabeligt:

”Vi er menneskerettighedsforkæmpere, men vores kurdiske identitet står frem som det første. Vi kan således samtidig forstå denne opbakning som en støtte til demokratisering af Tyrkiet.”

Han noterede dog, at med Sverige i spidsen, så burde skandinaviske lande, der generelt er mere tolerante og demokratiske, udvise større mod til at sætte pres på Tyrkiet for at rydde forhindringen for basale menneskerettigheder af vejen.

”Det kurdiske folk har rejst sig mod assimilation 29 gange under de sidste to århundreder. AKP-regeringen kom til magten med løfter om et paradigmeskifte, men fra og med 2005 så vi til et andet ansigt af administrationen.”

Muharrem Erbey
Foto: Murat Kuseyri

Tiden i fængslet, sultestrejken og fredsprocessen

Muharrem Erbey blev juleaften 2009 bragt i forhør under anklager om medlemskab af KCK, Kurdistan Associations Union, og sad varetægtsfængslet i 10 måneder før retten modtog anklageskriften. Dernæst fulgte sammenlagt 4,5 år i fængslet – en skæbne som snarligt sagt 5.000 andre civile ligesindede delte. Dette skal ikke forstås som det lyder, forstod jeg på Muharrem Erbey:

”I fængslet lærer man sig at fordøje indtryk, følelser og tanker på en mere overbevisende måde. Tiden er værdsat og bliver sat i perspektiv. For det første var vi meget orienteret om udviklingen udenfor – til tider mere end pårørende på besøg. Men det gav mig personligt også mulighed for at afsondre mig fra det monotone og opfarende liv, vi på en måde var løsrevet fra.”

Såvel under vores samtale som flere gange under ugens begivenheder, som jeg fulgte tæt, betegnede Muharrem Erbey tiden bag tremmer som en seklusion, en afsondret isolation fra omverdenen. På linje med eventyrlige lærdes ophold i huler for at finde ’sandheden’ og opnå moralsk cølibat.

Under efterårsmånederne 2012 holdte omverdenen vejret for de titusinder indsatte, som havde startet en sultestrejke på landsplan. Muharrem Erbey var med i kampagnen over flere omgange, herunder en periode på 15 dage i træk. Denne oplevelser beskriver han således:

”Sultestrejke er en simpel aktionsform. Man sætter eget liv på spil – som sidste udvej – for andre menneskers bedre levevilkår. Kravene var simple, om end humanistiske og universelle.”

Udtalelser fra de indsatte pegede i en retning af en velovervejet aktion med tre simple krav: Retten til undervisning i modersmålet, retten til forsvar i modersmålet, og frihed til Abdullah Öcalan, den kurdiske folkeleder på Imrali-fængslet. Erbey er ikke i tvivl om, at deres aktion indfriede målet:

”Det skabte nye røster, og regeringen imødekom kravene ved lovændringer. Herefter kunne vi fx afgive forklaringer i retten på kurdisk. Samtidigt indså både nationale som internationale kredse, hvor seriøse kurderne var på deres krav.”

Den politiske dagsorden såvel under som i kølvandet på sultestrejken var ikke mindre end et jordskred. Som bekendt, beordrede Öcalan en ende på sultestrejken og meldte kort tid efter om nye møder med statslige embedsmænd. Dette banede vejen for den historiske Newroz-oplæsning, hvor Öcalan satte et punktum for den bevæbnede kamp og initierede, hvad vi i dag noget tvivlrådigt kalder for ”fredsprocessen” staten-PKK imellem.

Erbey er heller ej særlig optimistisk:

”Til trods for flere håbefulde løfter i starten, oplever i dag, at staten forsinker processen og udskyder den. Staten konsoliderer selve processen fremfor løsningen. Men staten er ikke en homogen størrelse, det er splittet, og der er flere forskellige tankesæt. Jeg bliver nogen gange forarget over for folk, som gør sig kloge på det det kurdiske folk uden at have læst kurdernes historie først.”

Opskriften på fremtidens Tyrkiet er han ikke i tvivl om:

”En demokratisk republik med plads til samtlige etniske enheder. Måske skulle man i stedet kalde det Anatoliens Republik.”

Kurdisk Nobel i fremtiden

Muharrem Erbey går ikke på kompromis med den ”mellemøstlige ydmyghed” og tildeler prisen en kollektiv stadfæste fremfor værende in individuel præstation. Det er faktisk tredje pris i rækken, Muharrem Erbey har modtaget. I 2012 modtog han den prestigefyldte Ludovic Trarieux, som gives af et konsortium af 21 jurister i samråd med NGO’er og advokatsamfund verden over, til en jurist med særlig indsats for menneskerettigheder. Den første modtager af denne pris var for i øvrigt Nelson Mandela. Samme år blev Erbey æret af Norsk PEN ved Ossietzky prisen for samme område.

Derfor nænner jeg – lettere skamløst – at spørge Muharrem Erbey, om man kan forvente sig en kurdisk Nobel fredsprismodtager i fremtiden?

“Det er jeg ikke tvivl om. Sammenlignet med eksisterende modtagere af prisen kan jeg komme i tanker om et dusin af intellektuelle, der har præsteret en livslang indsats. Vi modtager ingen pris på baggrund af vores person.”

Under prisuddelingen i ABF-huset takkede Muharrem Erbey svenske PEN, alle kammerater og dedikerede prisen til de kurdiske mænd og kvinder, der tappert har holdt an mod ISIS i Kobanê.