Drømmen om et bibliotek i det fri
Af C. Y. Frostholm
Første gang jeg læste om et bibliotek under et træ i Lissabon, virkede det lidt uvirkeligt. Det stod nævnt hos digteren Fernando Pessoa i hans rejsefører til byen fra 1925 og kunne jo sagtens bare være fri fantasi. Så da jeg fandt frem til de sort-hvide fotografier af byens friluftsbiblioteker og deres lånere, blev jeg mærkelig rørt. Bibliotekerne, træet og Pessoas store forgrenede forfatterskab satte gang i en længere associationsrække, der endte med at blive til bogen Træmuseet.
Som så ofte, når man ser nærmere efter, forandrer billedet sig: Tolv forskellige parker og pladser anvendt som læsesale. Byens borgere forsamlet om bøger i skyggen af eksotiske træer. Litteratur og natur i skøn forening. Det er næsten for godt til at være sandt. Der var allerede noget lidt reklameagtigt over afbildningerne, noget lidt for artigt over de fordybede læsere.
I virkeligheden eksisterede bibliotekerne kun i ganske få år i den udgave, Pessoa har kendt til, før det unge portugisiske demokrati og dets videns- og trækult brat igen blev afblæst. De små udendørs læsesale genopstod ganske vist og udbredtes op gennem århundredet, men rådede over et ret begrænset antal titler, mestendels opbyggelig litteratur, som naturligvis ikke måtte figurere på de voksende censurlister. På billederne fra tiden efter Salazars magtovertagelse er der desuden kun mænd i parklæsesalene. Kvinder var mere eller mindre bandlyst fra det offentlige rum og også fra landets få indendørsbiblioteker, hvortil adgangen var stærkt begrænset.
Litteratur er farlig, og langt de fleste portugisere blev bevidst holdt i uvidenhed. Så sent som i revolutionsåret 1974 var en fjerdedel stadig analfabeter. Fernando Pessoa, som helt kort blev hyldet af styret, endte med at blive afskåret fra avisspalterne. Han og hans heteronymer måtte nøjes med at skrive smædedigte til den famøse skibskiste, blandt andet det sarkastiske digt ‘Frihed’, som advarer mod alle læsningens faldgruber.
“Hvilken skade ville det også gøre for verden, hvis der blev skrevet mindre, hvis det skrevne var bedre, og især hvis det blev læst bedre?” som Salazar havde udtrykt det. Men der var også en gryende modbevægelse. For næsen af Pessoa fik forfatterkollegaen Branquinho da Fonseca jobbet som bibliotekar i kystbyen Cascais, og her tog han initiativ til den første portugisiske bibliotek på hjul i form af en trailer, der opsøgte lånerne i landdistrikterne. Den store kulturmæcen Gulbenkian hyrede ham senere til at opbygge en hel bogbus-armada, hvilket må have krævet mere end almindelig snilde i forhold til regimet. De første busser blev angrebet af vrede – eller bange – borgere, som brændte bøgerne.
Staten havde i øvrigt sine egne blankpolerede, mobile og næsten tomme propagandabiblioteker. Var parkbibliotekerne også en slags propaganda? Eller lige omvendt et udtryk for en folkelig drøm?
António Bottos homoerotiske digte kunne man med garanti ikke låne i datidens bogbusser. Det var Pessoa, der udgav og oversatte dem til engelsk (og forsvarede dem i aviserne, via sit heteronym Álvaro de Campos), men oplaget blev hurtigt beslaglagt, og Botto endte i Brasilien, gift med en kvinde.
Pessoas egen seksualitet lod han et kor af ånder om at diskutere på skrift ved en række enmandsseancer. For, som et andet af hans heteronymer, Bernardo Soares siger det: “Det er når de åbner deres mund, at fisk, og Oscar Wilde, kommer skæbnesvangert på krogen.”
Der er censur, og så er der selvcensur, og grænsen mellem dem kan være udflydende, men et vigtigt første skridt kan være at formulere tingene på papir. Måske en dag også tanken om en ikke-heteroseksuel nationaldigter bliver mulig at tænke.