Månedens Essay

Foto Mette Andersen

PEN og verdenslitteraturen

Af Per Øhrgaard

Det var Goethe, der som den første brugte ordet verdenslitteratur. Det var i 1827, og han mente ikke en hitliste over de 100 eller 200 – eller 25 – “største” værker, men en litteratur, som havde en stadig større del af verden som sin baggrund; som så at sige trak på og selv bidrog til den globalisering, som var i anmarch, og som Goethe også iagttog på mange andre områder. Hans beskrivelse af litteraturens nye vilkår er ikke ret langt fra Marx’ og Engels’ beskrivelse af den økonomiske globalisering i Det kommunistiske Manifest små tyve år senere, i 1848.

Litteratur har altid krydset grænser. Der er altid blevet oversat; det begynder meget tæt på verdens skabelse, nemlig med Bibelen. Allerede i Første Mosebog fortæller den om, hvorfor oversættelse er nødvendig: Nemlig fordi menneskenes forsøg på at bygge Babelstårnet blev forpurret af Herren, som satte en stopper for fremtidige bestræbelser på at vokse ind i himlen ved at sørge for, at menneskene fik forskellige sprog, så de ikke mere forstod hinanden. Selv i pinseunderet i Apostlenes Gerninger ophæves sprogene ikke, men apostlene får evnen til at tale dem alle samtidig. Babel kommer af det hebraiske ord for at forvirre. Det er ganske pudsigt, at dette forvirringens ord er det samme egennavn på alle sprog.

Mange helt gamle tekster kender vi ikke i original, men kun i bevarede oversættelser til andre sprog, og mange værker har oplevet at få større gennemslagskraft i et andet sprog end deres oprindelige, fordi de som oversatte talte til en større omverden end den nærmeste. Det gælder så forskellige tekster som Det Gamle Testamente i den græske oversættelse (Septuaginta) eller Det ny Testamente i den latinske version (Vulgata) – eller Die Blechtrommel af Günter Grass, hvis engelske oversættelse The Tin Drum gjorde ham verdensberømt. Og da Shakespeare for alvor blev det største navn af alle, omkring 1800, var det kontinentet snarere end hans hjemland, som førte an i den proces. Kun meget få forfattere har kunnet skrive lige så godt på et andet sprog som på deres modersmål. Det er et af mange fænomener, som viser, at sprog er mere end det, man kan finde i ordbogen.

PEN, hvis danske afdeling jeg p.t. præsiderer over, blev stiftet i 1921 oven på Første Verdenskrig, som også i høj grad havde været en krig på ord. Den moderne propaganda havde sit første gennembrud under den krig og har som bekendt ikke ladet sig standse siden. Den engelske lady, som fandt på PEN (Poets, Essayists, Novelists – senere også dækkende Playwrights, Editors og uden for forkortelsen journalister), ville dels arbejde for det frie – men så vidt muligt ikke propagandistiske, dvs. hadske – ord, dels skabe et internationalt fællesskab af skribenter, som kunne mødes formelt og uformelt. Som PEN-medlem havde man så at sige en adresse at henvende sig til, når man kom til et andet land, hvor der også fandtes PEN-foreninger, dengang kaldet “klubber”. Det var ikke en selvfølge omkring 1920.

Det er blevet mere selvfølgeligt i dag, hvor alle rejser jorden rundt, og der er flere overnatningsmuligheder end nogen sinde. Betød det så, at litteraturen fulgte med? I vidt omfang ja. Der oversattes mere og mere på kryds og tværs op gennem det 20. århundrede, indtil kurven begyndte at knække, fordi man i mange små lande lod sig nøje med bøger på engelsk. Vel at mærke ikke kun dem, der var skrevet på dette sprog, men også dem, der var oversat til det. Hvis man da ikke som i populærmusikken og videnskaben skrev og skriver på engelsk in the first place. Det er en form for sprogligt brain drain, som kan ende med at forplumre den offentlige debat og på længere sigt også den skønne litteratur – netop fordi så godt som ingen kan udtrykke sig lige så nuanceret på et fremmedsprog som på modersmålet.

Det lille sprogsamfund – og Danmark er småt, skønt dansk vist er blandt de 100 største sprog i verden – har intet andet fornuftigt valg end at balancere. Det vil sige at pleje modersmålet jævnsides med at opnå så gode færdigheder som muligt på andre sprog. Ikke mindst for at kunne oversætte fra dem, så det skrevne virkelig bliver en del af os selv. For tiden kniber det med begge dele, både med plejen af modersmålet og med de gode kundskaber på andre sprog. At lære engelsk – gerne bedre end nu – er et skridt ud i den store verden. At nøjes med engelsk er et skridt baglæns ind i provinsialismen, som man også kunne kalde en selvkolonisering.

Som international organisation kan PEN bidrage til at udvikle en seriøs, omhyggelig, men også original brug af sprogene, både ens eget – som jo altså er det, man snarest kan være original på – og de fremmede. Sådan kan man nærme sig verdenslitteraturen, som er et uopnåeligt ideal, men et det lønner sig at stræbe efter.