Tiden skriger på den folkelige, politiske roman

Af Hanne-Vibeke Holst

”At søge, forstå og formidle sandheden – i det godes tjeneste”.

Uh, det lyder som et broderet sofastykke med patos, et svulstigt bibelcitat. Så det er med bæven, jeg tilstår, at ordene er mine, nedfældet af mig, endda med permanent marker, på mit whiteboard for snart mange år siden. Jeg formulerede dette credo, da jeg under en af karrierens utallige kriser, fik brug for at afklare, hvorfor jeg overhovedet skrev – og i forlængelse heraf, hvad jeg skulle skrive. Eller snarere – hvad jeg kunne bidrage med, i skrift og tale. Dengang forekom spørgsmålet, om kunstnerens brug af ytringsfriheden knap så påtrængende – det var før, der luntede sultende isbjørne rundt i de arktiske bygder og det endnu var utænkeligt, at vi ville tillade immigranter at drukne i Middelhavet – men det var det for mig personligt. Jeg mindes dog ikke, at jeg specifikt forholdt mig til begrebet ytringsfrihed, sådan i PEN’sk forstand, men faktisk var det netop brugen af min ytringsfrihed, jeg grublede over eftersom den jo var min etiske fordring. Altså, hvordan kunne jeg bedst muligt med mine evner, min adgang til den offentlige scene og det store publikum få formuleret noget væsentligt om vores tid og samfund, som både ville være relevant for mig selv og dem, jeg henvendte mig til. Hvis arbejdet ikke føltes meningsfuldt, hvis ikke jeg havde noget at meddele, kunne jeg simpelthen ikke få mit pis i kog. Jeg mistede motivationen, lysten og troen på, at jeg var noget værd, at min indsats var det, hvis ikke jeg kunne mærke ilden knitre.

Egentlig havde jeg altid skrevet på min indignation, politisk eller moralsk. For eksempel var jeg, som selv tilhører det andet køn i en mandsdomineret kultur, naturligt nok, stærkt optaget af kønsroller og ulighed. Som erklæret feminist undersøgte jeg (afslørede!) patriarkatet og dets herskerteknikker, både i intimsfæren og i den offentlige (politiske) sfære. Jeg skrev en hel romantrilogi om kvinders forhold til magt og magtens forhold til kvinder, jeg udgav endda en interviewbog med titlen ”Da jeg blev vred”, og et skuespil om den likviderede russiske journalist, forbilledet Anna Politkovskaja, så vreden og krænkelsen over uretfærdigheden var som højoktant benzin på min forfattermotor. Jeg var enig med Georg Brandes i, at litteraturen skal sætte problemer under debat, og mente følgelig, at kunstnere og forfattere skulle kunne deltage i den politiske diskussion – af trang, ikke af tvang. Undervejs fik jeg skabt mig mange fjender, men endnu flere venner og vigtigst, virkelig mange modtagelige læsere. For så vidt burde alt således være plingeling, så hvorfor denne halvtredsårskrise (for det tror jeg også det var)? Hvorfor stolede jeg ikke længere på mit instinkt og fulgte min egen næse, men fik behov for at støtte mig til hjemmegjorte bonmots?

Fordi jeg jo også gerne ville tages alvorligt som forfatter, respekteres og anerkendes. Og jeg var jo ikke dummere end at jeg fra begyndelsen fangede, at det ikke var comme il faut at skrive politisk. Hvor mange gange har jeg ikke hørt klicheen: ”Hvis man har en agenda, skulle man hellere skrive en kronik.” Litteraturen må nemlig ikke være eksplicit politisk, ikke ”være spændt for en politisk vogn”, for er den det, er den diskvalificeret som rigtig litteratur. (Jeg er selvsagt enig i, at forfatteren må vogte over sin integritet). Forfatteren må ikke være drevet af en erklæret hensigt, litteraturen skal være subtil, gerne gådefuld. Indhold må aldrig stå over form, etik må ikke være vigtigere end æstetik, idet litteraturens væsen ligger i skriften, dvs. sproget. Derfor, siger litteraturpolitiet, er den politiske litteratur, der beskæftiger sig med det konkrete uden litterær bonitet og derfor ikke værd at beskæftige sig seriøst med. Især er den dømt ude, hvis den præsenteres som bred epik og manifesteres i velskrevne, plotbårne bestseller-romaner. Minimalistisk kortprosa, avantgardistisk sci-fi eller smal lyrik må til gengæld gerne have en snert af samfundskritik (identitetskrænkelse) eller dyster undergangsstemning (klimatrussel). Det er faktisk ret hot. Også at være den kritiker, der promoverer den slags fund.

Denne smallere, mere formeksperimenterende litteratur kan skam sagtens være fremragende, nødvendig og brage igennem – Jonas Eika fik ikke sin flotte nordiske pris for varm luft  – men omvendt er den brede, politisk-engagerede litteratur jo heller ikke pr. definition en underlødig sekundavare. Men smagsdommernes problem, sværere at sluge end vakuumpakkede melorme, er denne litteraturgenres bevidste ambition om at fortælle en god historie. Som Margaret Atwood, aktuel modtager af Man Booker Prize for The Testaments, påpeger, er den vigtigste regel for en romanforfatter at sørge for, at læseren hænger på og bliver ved med at hænge på – til the end. Så det er sjovt nok ikke et tilfælde, at politisk-socialt anfægtede skønlitterære forfattere som Dickens, Victor Hugo, John Steinbeck, Andersen Nexø, Jane Austen eller Amalie Skram har skrevet favnende pageturners. Tværtimod, det har de valgt at gøre, de har gjort sig umage og de har arbejdet hårdt for det. For selv den fødte fortæller med naturtalent for det stærke narrativ og den eminente persontegning, ved, at det kræver både sovs og kartofler og sukker på skeen at fastholde opmærksomheden. Kedsomhed får læseren til at miste interessen og hvis læseren lægger bogen fra sig, vil budskabet være spildt og den impuls til erkendelse og forandring, som forfatteren har lagt ned i sit værk, ikke blive modtaget og hele værkets intention være grundstødt.

Mens jeg skrev min seneste roman, Som Pesten, som overfladisk set handler om en pandemisk influenza, Den Spanske Syge 2.0, men egentlig handler om global ulighed, var jeg længe splittet mellem mine finlitterære aspirationer og min politiske samvittighed. Jeg vidste udmærket, at bogen ikke ville blive læst som et ”litterært” værk, snarere var vi jo ovre i spændingsromanen eller den politiske thriller, og det spildte jeg rigtig meget tid på at skamme mig over. Men så fandt jeg på at kalde den for en ”aktivistisk roman” og så var det mere legitimt for mig at bruge fire år på at gennemarbejde et værk, som for mig havde den nødvendige nødvendighed. Romanen er tematisk faktatung, kompleks og ikke lige til højrebenet for mainstreamlæseren, og derfor måtte jeg, som de klassiske mestre, bruge alle mine litterære kompetencer for at holde læseren i ånde. Undervejs var jeg ved at give op, segne under byrden, ganske enkelt. Ofte måtte jeg konsultere mit whiteboard, minde mig selv om, hvorfor jeg er forfatter eller hvilken slags forfatter jeg (også) er. Det hændte, at jeg måtte visualisere mig selv som soldat i combatdress for at kunne udstå strabadserne og huske, at jeg var på en vigtig mission. Heldigvis blev jeg belønnet – jeg fik hul igennem til mine læsere (men ikke til kritikken), som forstod projektet.

Og nu kommer konklusionen: Tiden skriger på politisk litteratur. Syndfloden er en realitet, vi står allerede midt i dystopien. Vi er nødt til at vågne op, vi må handle og besinde os – politisk, moralsk, eksistentielt. Og derfor skriger tiden ikke alene på politisk litteratur – og kategorien er rummelig – den skriger på politisk, medrivende litteratur med bred folkelig appel. Læserne vil først og fremmest have en god, dramatisk historie, metaforisk, mytologisk, som de kan spejle sig i, sådan har det været siden lejrbålet. De vil læse af lyst, ikke af pligt. De vil berøres emotionelt, ikke kun intellektuelt. Bliver de taget om hjertet og i hånden, kan skællene falde fra øjnene og alt kan ske. Så til jer, der magter og har mod til at skabe den fede, revolutionerende fortælling – vor tids De Elendige! – skriv den i det godes tjeneste og gør det godt! Dér ligger meningen og potentialet for mobilisering. Redningen, endda.