I forbindelse med sagen om Marlene Winds udtalelser i spørgsmålet om dansk grænsekontrol, tager Dansk PEN tager afstand fra det direkte og indirekte pres, der er blevet lagt på forskerens ytringsfrihed. Toneangivende politikere kræver indgreb fra Københavns Universitets side over for professor Marlene Wind på grund af udtalelser, der har kritiseret disse politikere. Kritikken forsøger at miskreditere Marlene Winds faglige ekspertise på grund af hendes holdninger og ikke på grundlag af hendes forskning.

Vi finder det betænkeligt og bekymrende, at Morten Messerschmidt stiller krav til Københavns Universitets rektor om at “foretage de fornødne indskærpninger over for Marlene Wind” (se http://jp.dk/indland/indland_politik/article2462213.ece) i en offentliggjort klage, og at Pia Kjærsgaard kræver, at Københavns Universitet skal “ransage sig selv”, når de kan “have tillid til sådan en person” (se http://universitetsavisen.dk/politik/politikere-taesker-loes-paa-marlene-wind). Sådanne krav fra magtfulde politikere er egnede til at stække universitetsforskeres ytringsfrihed, kan føre til selvcensur og i værste fald til censur. At Marlene Winds “selvpålagte” periode med medietavshed skyldes pres fra universitetets ledelse forstærker kun indtrykket af utilbørligt pres (se http://www.information.dk/271272)

Vi understreger, at både forskere og politikere skal have ret til og mulighed for at udtrykke sig i skarpe og polemiske vendinger og vender os alene imod de krav om repressalier over for professor Marlene Wind, som udtrykkes fra politisk hold.

af Merete Pryds Helle

VENEDIG – Mens vi i Danmark diskuterer, om den danske pavillons kuraterede budskab om ytringsfrihed er det rette valg at udstille på Venedigbiennalen, går det anderledes kontant for sig på en anden af biennalens pavilloner, nemlig Azerbaijans. Jeg besøgte Azerbaijans pavillon på åbningens tredjedag, efter at have fået at vide, at nogle af værkerne var blevet censureret af de azerbaijanske myndigheder.

Det drejer sig om en række skulpturer i sort granit og hvid marmor af den kvindelige kunstner  Azerbaijans pavillon er en gruppeudstilling og Salakhova har to skulpturer i indgangen til det venetianske palads nær Campo San Angelo, hvor deres pavillon befinder sig, samt en række skulpturer i det bageste rum. Skulpturerne forestiller næsten alle en sort tildækket figur, som en kvinde der er helt tilsløret, og ud af det sorte skinnende granitklæde kommer så nogle følsomme hvide hænder, der gør forskellige ting. Måske er de bare foldede, måske holder de en bog eller en kugleformet amorf masse eller en minaretlignende genstand. Den sorte profil er en hel enkel form, men det generelle udtryk har ofte stærkt seksuelle associationer.

På bagvæggen løber en gruppe hvide marmordråber, der kan være tårer, men også kan være sæd, og måske er en slags sædtårer. Men de seksuelle former er især tydelige i de to skulpturer i indgangen, som ved åbningen blev censureret og dækket med et hvidt stykke klæde. Den ene er igen den sorte tilslørede form (jeg ved det fordi den er gengivet som foto i kataloget) men igennem sløret er en lang åbning, som en kvindelig revne. Skulpturen på gulvet adskiller sig fra de andre ved at være en flad hvid marmorskulptur med et sort halvflydende “øje”. Også det ligner en stilistisk gengivelse af de kvindelige kønsdele, med den sorte flydende masse som indgangen til det, der meget konkret er menneskets skabelse, der vi alle kommer fra. Salakhova beskriver det selv som en reference til Mekka, men der kan ikke være tvivl om, at det er sammenhængen mellem den religiøse reference og det seksuelle og feminine udtryk, der har stødt de azerbaijanske myndigheder.

Jeg spurgte vagten på udstillingen, hvorfor de to skulpturer var tildækkede. Det var fordi de var beskadigede, påstod hun. På væggen var titlen på skulpturen tydeligvis ændret, og henover den originale titel var sat et label hvor der stod “Waiting bride” som om skulpturen fra begyndelse var tænkt med et hvidt stof over. Men nu har kuratoren af den azerbaijanske pavillon Beral Madra udsendt en pressemeddelse, hvor hun skriver at værkerne er censurerede af regeringen.

Så ytringsfrihed er et vigtigt emne, også på Venedigbiennalen. Men det kræver selvfølgelig, at kunstneren tør gå til grænsen hvor det virkelig rammer, og måske bare laver sin kunst uden at være blevet bedt om at forholde sig til et bestemt tema.