Iran

Narges Mohammadi er i en kritisk tilstand efter at hun i marts fik et hjerteslag i fængslet. Hendes bror Hamid Reza Mohammadi har fortalt, at hans søster bliver nægtet medicinsk behandling, at hun kæmper med synsforstyrrelser, kvalme, forhøjet blodtryk og brystsmerter.

Narges Mohammadi blev senest anholdt i december 2025, under en tale hun holdt ved en mindehøjtidelighed for menneskerettighedsadvokaten Khosrow Alikordi. Forinden havde hun været løsladt fra fængslet i lidt over et år, som følge af alvorlige helbredsproblemer, der krævede regelmæssige hospitalsbesøg, men dommen på mere end ti års fængsel stod fortsat ved magt. I starten af februar i år blev der lagt yderligere 7 års fængsel til dommen, og i tillæg et udrejseforbud på to år, samt to års tvunget internt eksil i byen Khosf. Hun opholder sig nu i Zanjan-fængslet, der ligger 330 km udenfor Teheran, et område med militær aktivitet, som har været mål for amerikanske og israelske luftangreb under den igangværende konflikt.

Den 1. april blev menneskerettighedsadvokaten Nasrin Sotoudeh arresteret. Hendes opholdssted er ikke kendt, og baggrunden for fængslingen er ligeledes ikke oplyst. Nasrin Sotoudeh er en markant stemme i forsvaret for kvinders rettigheder. Hun har tidligere været fængslet. I 2019 blev hun idømt 33 års fængsel og 148 piskeslag, men på grund af helbredsproblemer blev hun i 2020 midlertidigt løsladt.
Dagen efter henrettelsen af to politiske fanger i Qezel Hesar fængslet den 29. marts, blev menneskerettighedsforkæmper Ahmadreza Haeri, sammen med 22 andre politiske fanger der afsonede domme i samme fængsel, ført væk. Der er ikke kommet oplysninger ud om, hvor de befinder sig, eller hvad der er sket dem.

Den iranske regering har øget undertrykkelsen af befolkningen betydeligt ovenpå de store protester der startede i december 2025, og som antages at have kostet i omegnen af 30.000 mennesker livet.