Om Dansk pen
Forsvarer ytringsfriheden | Fremmer litteraturen
En del af PEN International
Dansk PEN er en del af PEN International, en litterær organisation der promoverer bøger fra hele verden og forsvarer ytringsfriheden for skribenter af enhver art: forfattere, dramatikere, journalister, formidlere af viden, bibliotekarer, oversættere, redaktører etc. Vi ser det som en del af vores formål at forsvare retten til fri udøvelse af alle kunstneriske udtryksformer.
Navnet PEN er oprindelig en forkortelse for ordene Poets, Playwrights, Essayists, Editors & Novelists. I dag ytrer vores medlemmer sig gennem en langt bredere vifte af genrer, medier og fag, men betegnelsen for forfatterens vigtigste værktøj, pennen, holder vi fast i som et universelt tegn for friheden til at ytre sig.
Dansk PEN 100 år
Hvornår bliver Dansk PEN fuldgyldigt medlem af PEN International? I Politiken 9. oktober 1924 refereres en tale holdt af den engelske romanforfatter og dramatiker John Galsworthy i PEN-klubben i London. Som foreningens internationale præsident skal han have sluttet af med, som det hedder i avisen, ”et velkomstord til Stifteren af den danske PEN-klub, Forfatteren Svend Borberg, der var til Stede ved Middagen”, og Borberg skal som Dansk PEN’s første daglige leder have kvitteret ved at sige om foreningens nye danske gren at den ”netop ønskede at skabe det Aandsarbejdernes internationale Broderskab hvorom Galsworthy havde talt”.
Præsident for Dansk PEN var dengang forfatteren Martin Andersen Nexø. – Det var dog ikke en ”Broder”, men digteren, romanforfatteren, feministen og internationalisten Catharine Amy Dawson Scott der havde grundlagt PEN International et par år tidligere. Hun beskrev organisationen som ”en ordenes republik der skulle samle nationerne”. PEN er jævnaldrende med Folkeforbundet (forløberen for FN), og der er klare fællestræk i ånd og målsætning.
PEN-chartret vedtaget i København 1948
Som et modsvar til al den propaganda tidens medier var blevet oversvømmet af omkring 1. Verdenskrig, sådan så man PEN i de tidligste år, altså som en mulighed for netop at lade skribenters møder med hinanden bane vej for en genetablering af værdier såsom accept af forskellighed, gensidig forståelse mellem alle nationer, forsøg på i fællesskab at sikre fri udveksling af kunst og litteratur.
Det begynder med gæstfrihed, men hen imod slutningen af 1920’erne understreges det i en pamflet at PEN altså ikke bare er en middagsklub! Vi skal ikke langt ind i 1930’erne før nazisme i Tyskland og fascisme i Spanien og Italien begynder at påvirke arbejdet i PEN; nu lægger man også afstand til at mennesker fængsles af politiske eller religiøse grunde. Og i 1933 ændrer alt sig med bogafbrændinger og forfølgelse af forfattere.
Her er det – under PEN Internationals daværende præsident H.G. Wells – at et princip om ”liberty of expression” kommer på banen. Fra da af forventes det af PEN-medlemmer at sige fra over for propaganda for vold, racisme, folkedrab etc.
Ved Stockholm-kongressen i 1946 vedtages et formål om også at gøre modstand mod de mørke sider af en fri presse, nemlig desinformation styret af politiske eller personlige interesser. Og så, ved organisationens internationale kongres i København i 1948, får PEN sit første såkaldte ”Charter”. Ytringsfriheden bliver ved den lejlighed det fuldt formaliserede omdrejningspunkt i programmet for PEN. Det er den fortsat.