Hovedet på bloggen

Dansk PEN er sammen med CKU og KVINFO partner i et dialogprojekt, hvor unge kvinder fra arabiske lande og fra Danmark udveksler ideer og erfaringer.

Mille Rode fra Dansk PEN fortæller om projektet:
De sociale medier har på det seneste bevist deres værdi som andet og mere end blot som offentlige, personlige dagbøger. De bruges dygtigt og flittigt i kampen mod undertrykkende regimer. Ikke mindst de unge kvinder blogger på livet løs, i Mellemøsten og i Danmark. De personlige blogs har afløst de gammeldags dagbøger, med udtværede blyantsstreger, hjerter tegnet i hjørnerne og dybe bekendelse til skrivebordsskuffen. Nutidens unge kvinder vil læses og præge den tid de lever i!

I mere end et halvt år har unge arabiske og danske kvindelige bloggere udvekslet tanker, billeder, musik og tekster via deres blogs på internettet. De mødtes første gang i Cairo i juni 2010, og i december samledes de atter – offline, – denne gang i Amman, og besejlede netværket med en fælles hjemmeside (www.blog-on.net) og en række andre initiativer.

Initiativet, der er igangsat af CKU, KVINFO og Dansk PEN, er i bund og grund et kultur- og dialogprojekt, der havde til formål at kaste lys over kvinders brug af de nye sociale medier, men hurtigt er projektet blevet til meget mere end det. På forhånd kendte kvinderne ikke hinanden, bortset fra, at nogle havde fulgt med i udviklingen på hinandens blogs, og det personlige møde var – ifølge dem selv – både overraskende, inspirerende og udviklende.

Projektet rummer en række forskellige elementer, der både foregår online og offline. Dels har kvinderne løbende en udveksling af tanker og ideer, gennem ugentlige temaer som alle forholder sig til, og som deltagerne skiftevis har ansvar for at igangsætte. Dels skriver de hver i sær bidrag en fiktiv fortælling, der bygges op af små historier, og som de til sidst samles til én fælles fortælling, med mange forskellige perspektiver indbygget. Samtidig indeholder projektet en række møder i den fysiske virkelighed, når de to og to skal tilbringe en uge sammen, i hinandens hjem, og fortælle om deres oplevelser på deres respektive blogs.

I dagene 9-12. maj samles kvinderne i København til et større træf, hvor offentlige møder, debatter og workshops, samt en udstilling bygget over de oplevelser kvinderne har haft med hinanden, vil fylde fire hektiske dage.

Læs mere om projektet på Det Arabiske Initiativs nyhedsbrev:http://www.dccd.dk/dai.nsf