Et glas fisk

Den 16. marts, på en af de farme i Thailand, der avler akvariefisk og eksporterer dem til hele verden, kom en Betta, en Siamesisk kampfisk, til verden.  I det ene af de utallige en kvadratmeter store akvarier, der stod side om side på lange rækker, blev han udklækket af sit æg sammen med hundredvis af søskende, der lignede ham,

Straks efter at han var kommet ud begyndte kampen for at holde sig i live. Der var ingen steder i akvariet han kunne gemme sig, og i løbet af få måneder var han voksen.

Han havde ganske vist nået til en vis erkendelse, men han kæmpede med at få en fornuftig mening ud af den situation, han befandt sig i. Indtrykket af, at noget var på vej i den gale retning, voksede i ham.

Lige som sine hundredvis af søskende, var han inderst inde ved at erkende, at livet ikke ville fortsætte sådan, at naturens flow var absurd og meningsløst.

Selvom nogle modsatte sig forholdene og nægtede at spise og udvikle sig, så var flertallet af søskendeflokken udmærket tilfredse med de delikate flager, der dumpede ned gennem åbningen i akvariets øverste glas. De behøvede ikke kæmpe for at holde sig i live, men de var ikke ligefrem glade. Noget var galt.

De mærkede dybt i deres fiskeben en mangel på mening, der kom af at være blottet for overlevelsesinstinkter, det stærkeste instinkt, der binder et levende væsen til livet.

Ligesom resten af flokken følte Seiy, at han ikke hørte til der, og han forsøgte at holde sig fast til livet ved at knytte et bånd til den ene af sine brødre. En gul Bettafisk.

Som om det var en naturlig del af dette kaos, hvor relationer mellem søskende ingenting betød, blev de to med tiden nære venner, og de udholdt dermed det vandhelvede, de befandt sig i.

Skønt de aldrig havde svømmet i det vand, deres forfædre havde svømmet i, så fornemmede de gennem de gener, der var nedarvet i dem, at livet var andet og mere end dette vandfyldte kubiske objekt. De drømte om et liv, de aldrig havde prøvet og intet kendte til.

Da de nærmede sig en fuldvoksen størrelse begyndte skænderierne mellem dem, Skænderier førte til kampe, og kampe førte til had. Deres oppassere vidste besked: Bettafisk foretrækker at leve alene. Særligt hannerne, der var aggressive overfor deres egen art og kæmpede blindt, når de stødte på hinanden. Derfor måtte de snart skilles ad, for at undgå at de lange, prangende finner blev beskadiget, eller i værste fald, at de ville dø.

Personalet i bygningen gik derfor i gang med arbejdet før det var for sent, fangede alle fiskene og kom dem enkeltvis op i halvfyldte plastikkopper.

Vores helt havde en halvmåneformet plet på sit skind, som de andre bettaer ikke havde.  Derfor kaldte personalet han Seiy, der betyder måne på Thai. Forvildet fulgte han med i, hvordan hans søskende blev samlet op og kastet ned i kopper, og på grund af den utryghed han nu mærkede, søgte Seiy nu i dækning i det akvarium, som han i måneder havde ønsket at flygte fra. I håb om ikke at blive opdaget gemte han sig lige under vandfilteret. Men hans anstrengelser var forgæves. Personalet fandt ham hurtigt og efter en kort jagt rundt i akvariet blev han klemt fast, og derefter kastet ned i en tom kop, ligesom sine søskende.

Bettaer er robuste og har halv-lunger, hvilket betyder at de ikke behøver store akvarier og ikke kræver specielt gode leveforhold. Det er derfor mere profitabelt at dele flokken og lade dem optage så lidt plads som muligt. I modsætning hertil var tusindvis af japanske fisk samlet i ét stort akvarium bag dem.

Seiy og hans søskende tilbragte tre uger i hver deres kop og fik tiden til at gå med at holde øje med hinanden dagen lang. De kedede sig. Nogle prøvede at flygte, men koppernes låg var forseglede. Og hvad skulle de i øvrigt stille op, hvis det lykkedes dem at flygte?

En gang om dagen åbnede personalet låget, gav dem føde og lukkede derefter ihærdigt igen. Det var tydeligt at chefen ikke ønskede at nogen skulle komme til skade.

En dag glemte en medarbejder at lukke låget efter at have fodret en af fiskene. Da han havde været alle kopperne igennem og var færdig med at fodre bettaerne, gik han videre for at se til andre fisk. Han kom alligevel forbi mindst to gange dagligt, da det var, hvad der krævedes, for at undgå at fiskene døde af sult.

Mens medarbejderen fodrede de andre fisk holdt Seiy øje med den kop, der nu stod med åbent låg, og en af hans søskende indeni.  Det var hans yndlingsbror. Sammen med den gule betta havde han mange gange talt om at flygte fra akvariet. Det var kommet så vidt, at de havde prøvet at trække vejret over vandet, men de havde indset at de ville dø, hvis flugten lykkedes, og opgav derfor.

Koppens låg stod åben og de kunne se hinanden gennem glasset, som de stod der, side om side i hver deres kop. Den gule betta betragtede sin bror for en tid, indtil han pludselig med al kraft kastede sig gennem vandet og op. Overrasket strøg Seiy mod bunden af koppen for at se, hvad der var sket med hans bror.
Den gule betta lå i krampetrækninger på de hårde, hvide fliser. Han forsøgte at skubbe sig op, eller at tiltrække sig menneskenes opmærksomhed, men den eneste, der bemærkede ham, var hans bror. En anden fisk, der opdagede Seiy’s desperate blik, rettede nu også blikket mod den gule betta. Seiy havde fuld af smerte fulgte optrinnet og forstod nu, at der ikke var nogen vej tilbage. Hans gule bror, hans eneste ven, ville dø. I samme øjeblik han forstod, hvad der var ved at ske, ønskede han kun at det ville gå hurtigt. Den gule bettas pulsslag blev langsommere og dens bevægelser blev uregelmæssige, men den gav ikke op. Den stakkels fisk åbnede og lukkede sin mund, og med sine sidste kræfter forsøgte den at bevæge sig, men ti minutter senere var den død af tørst og træthed.

Seiy kæmpede med en følelse, han hverken tidligere havde kendt eller vidste fandtes. En bitter smerte var blevet føjet til hans sanseløse liv. Han havde på én gang mistet sin bror, der var død for øjnene af ham, og han havde opdaget, hvad der ventede dem, der forsøgte at flygte fra dette fængsel.

I de følgende to timer sank Seiy ned i dybe tanker, mens han betragtede sin døde bror på gulvet. Pludselig blev han forstyrret af vibrationerne fra et menneskes trin, der kom nærmere. Et håb begyndte at vokse i ham. Et håb om at hans bror måske alligevel ikke var død, men kunne reddes af dette menneske. Manden tabte den glatte fisk på gulvet et par gange, da han forsøgte at samle den op. Til sidst fik han fat med fingerneglene og smed den i en skraldespand, der stod i nærheden. De øvrige søskende anede ikke, hvad der var sket og selvom de gjorde, så ville ingen af dem have været så oprevet som Seiy, eller dele den smerte han følte, for at lette den. I den følgende uge spise Seiy ikke. Men selvom han fastede, blev han ved med at vokse. Hans finner havde vokset sig store og var begyndt at antage en rødlig farve, og på grund af hans krops lidenhed, så det ud som om han var svøbt i en aftenkjole af blodrødt fløjl. Omkring ham var enkelte andre bettaer med lange finner som hans, i forskellige farver. Der var dog også stadig nogen, der havde korte, mindre farverige finner. Han forstod snart, at de kortfinnede og mindre glamourøse var hunner. Overstrøet med al moder naturs skønhed, gjorde han-bettaerne sig til, mens de ventede i deres små kopper, på deres nye ejere. Hunnerne skulle bruge til avl. Snart trådte de alle ind i voksenlivet. Omtrent på det tidspunkt mærkede vores helt en dag, at der foregik et eller andet i hallen, der var blevet flyttet rundt med ting og et hvidt neonagtigt lys var blevet tændt. Oplyst af det klare, hvide lys virkede fabrikshallen som en gigantisk operationsstue. Før Seiy fik rystet forvirringen af sig, fik han øje på mennesker med hvide tasker fulde af is, i hænderne. Menneskene begyndte at pakke fisk i plastikposer på størrelse med indersiden af en hånd, halvt fyldt op med vand. De puttede en fisk i hver pose, lukkede dem og satte dem ved siden af hinanden. Til sidst kaste de poserne ned i is-taskerne. ”Tohundredeseksoghalvtreds”, mumlede manden, der lukkede plastikposen med Seiy i, for sig selv.

Da alle fiskene var kommet i plastikposer og lagt ned i is-taskerne, blev låget lukket. Fiskene var skræmte og forskrækkede, særligt Seiy. Der var kulsort omkring dem og kun en svag lyd af stemmer kunne høres. Så mærkede de at tasken bevægede sig, personen der bar den, flyttede på sig. Seiy, der var træt efter dage med sult og mangel på søvn, kunne til sidst ikke længere holde øjnene åbne og døsede hen. Han vågnede op, uhyggelig til mode, til en lyd han genkendte fra sin tid i akvariet, men nu bare langt højere: en motor. De befandt sig i en flyvemaskine på vej mod Tyrkiet. Som enhver fisk i denne industri, blev de sendt ud i hele verden, og Seiy’s skæbne var Tyrkiet. Han overgav sig til skæbnen og gav sig til at vente på, at låget ville åbne sig og invitere noget lys indenfor i tasken. Sorgen over sin døde bror, det akvarium han blev holdt i som barn, glasset han blev puttet i som ung, det var nu alt sammen historie. Han omfavnede det hele så ubemærket, det var som om intet af det virkelig havde fundet sted. Hans eneste ønske var at overleve.
Med et klart blik for den tid, der allerede var gået, forsøgte han at bevare roen og bruge den sidste ilt med omtanke. Han begyndte at trække vejret med lange pauser.

Netop som han lå og tænkte på disse ting, blev låget åbnet. De var kommet til en fiskehandler i Esenler. Han lod blikket glide opad og så to mænd le og trykke hinanden i hænderne. Den ene gik, den anden greb kassen. Han gik et lille stykke vej og satte uforsigtigt kassen på jorden. Herefter åbnede han poserne en efter en og lod fiskene glide ned i hver sit glas. Selvom Seiy burde have været utilfreds, så var han snarere lettet over at være tilbage i frisk vand og luft. Dette sted var større end, hvad han havde prøvet tidligere. Da han så sig omkring, fik han ikke alene øje på guldfisk og bettaer, men også andre små, kulørte fisk, som han ikke havde set før.  Alene af den grund håbede han, at han ville komme til at kunne lide dette sted, og nemt ville kunne tilpasse sig de nye forhold. Og det gik som han håbede, han faldt hurtigt til i fiskehandlerens forretning. Han begyndte igen at spise og fik det dag for dag bedre. På en måned voksede hans finner sig længere, var livligere og klarere i farven end de andres. Det var vigtigt at man var velnæret og smuk i denne forretning. Det var et slavemarked og ingen ville have en svag slave. Pyntet og ivrig som en brud der venter på at gå op ad kirkegulvet, vidste Seiy ikke at en slave var, hvad han var.

Der kom mange fremmede og gæster i hans nye hjem. De gik op ad gangen med hundredvis af akvarier, pegede på nogle og forlod forretningen med pakker. Normalt var bettaer ikke genstand for megen opmærksomhed, men efter nogen tid kom en af de besøgende forbi bettaerne. Manden stod en tid og betragtede Seiy og hans brødre. Sikker i sin sag pegede han til sidst på Seiy og et par af hans søskende. En efter en blev de puttet i plastikposer og kom ned i mandens taske. Så var der mørkt igen… Men denne gang varede den mørke tur ikke så lang tid. Manden ankom til sin akvarieforretning i Eminönü, Mısır Bazaar, og kom dem i separate akvarier. De var tilbage i samme cyklus. Efter utallige timer på vej i tasker og glas, var de nu tilbage i et akvarium. Men dette akvarium var anderledes end det, han var født og opvokset i. Her var forskellige planter, huler dækket af småsten og andre slags fisk. Sammenlignet med plastikkopper og små poser, så var dette noget nær et paradis. Men inderst inde følte Seiy sig rastløshed og han vidste, at frihed måtte være noget andet og bedre end dette. Bare tanken om det gjorde ham ulykkelig i dette store akvarium, fyldt med smukke planter.

Seiys ophold i akvariet varede i en måned. Han fik nye venner, forskellige arter af fisk. Ingen af dem vidste at de kom fra forskellige lande, men de vidste, hvor skæbnen ville at de skulle dø.
Denne erkendelse forhindrede dem dog ikke i at leve et lykkeligt liv. For hurtigt at kunne sælges videre, måtte de være sunde og smukke. Derfor gav butiksejeren dem næringsrig og dejlig føde, som ingen af dem tidligere havde haft lejlighed til at smage. Seiy voksede og blev meget smuk. Dage fulgte nætter, og en skønne dag kom en mand forbi forretningen. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han var i gang med. Efter at have ladet blikket vandre omhyggeligt fra akvarium til akvarium, spurgte han ejeren om noget. Ejeren pegede på Seiy. Hans skæbne var beseglet: Seiy var billigere end de andre, lettere at passe, havde nemt ved at tilpasse sig selv vanskelige forhold og ville ikke belaste familiens økonomi. Desuden var han mere prægtig og prangende at se på, end de andre fisk, der var sjældnere og dyrere. Kort sagt; han havde alt, hvad der skulle til for at være den perfekte karakterbogsgave til et tiårigt barn.
Han forsøgte at flygte og gøre modstand, men ejeren jagtede Seiy rundt i akvariet med et gigantisk net, og han endte til sidst alligevel i den velkendte plasticpose. Den ukyndige køber erhvervede sig også et lille fiskeglas, en pose med kulørt sand og en enkelt plastikplante. Seiy var i posen et stykke tid efter at de var kommet hjem, og blev så pludselig hældt over i glasset. Glasset reflekterede og forstørrede et par spændte øjne, der ivrigt betragtede ham og fulgte hans bevægelser, udmattet som han var af endnu engang at skulle tilpasse sig nye omgivelser. Øjnene udenfor glasset tilhørte Seiys nye ejer. Som enhver anden tredjeklasseselev fik han en udmærkelse sammen med sin karakterbog, og som enhver anden tredjeklasseselev var han meget stolt. Men da barnets øjne første gang faldt på Seiy, blev han mere overrasket og glad, end stolt.

De første par dage havde Seiy det godt. Han mærkede for første gang, hvad det vil sige at blive elsket. Snart var han så fortrolig med denne nye følelse, at han ikke kunne andet end at gengælde den. For den kærlighed var han parat til igen at leve i et glas. Det tomrum han følte, fordi han aldrig havde haft chancen for at smage virkelig frihed, var der dog fortsat. Men barnet tilbragte hele dagen sammen med ham, og gav ham al sin kærlige opmærksomhed. Derfor havde Seiy ikke tid til at tænke på frihed. Sådan gik dagene. Juni måned gik og det blev juli, August måned gik også, og det blev september; med andre ord, tid for skolestart. Det blev begyndelsen til enden.
Barnet begyndte at tabe interessen for Seiy, han sad ikke længere med glædestrålende øjne og betragte ham. Han holdt tilmed op med at fodre og rense hans vand. Seiy, der nu tilbragte alt for meget tid alene, forsøgte at komme sig over sin skuffelse. Han forsøgte at kontrollere den indre stemme, der længtes efter frihed. Det lykkedes for en tid at undertrykke denne længsel, men tiden var ondskabsfuld og intet kunne overvinde dens magt; Seiy tabte kampen mod tiden og han mistede lysten til at leve. Det eneste han tænkte på var hans bror, den gule betta. Delte de den samme skæbne? Skulle han bare vente på at skæbnen tog livet af ham? Eller skulle han tage hånd om sin skæbne, før det var for sent? Han havde ventet hele live, bogstaveligt talt på alt, og i det øjeblik besluttede han sig for, at det skulle være slut. Han ville ikke vente længere.
En morgen, efter at barnet var gået i skole, satte Seiy sin plan i værk. Han ventede på bunden af glasset i ti sekunder og sprang så, som en pil op af glasset, lige ned på tæppet. I modsætning til sin bror, så trimlede han slet ikke rundt. Han bevægede end ikke sin vidtåbne mund. Han lignede mest af alt en lille rød klud, mens han lå der på det ensfarvede, grå tæppet og ventede på at dø, og bad til, at ingen ville komme ind i rummet før han var væk. Hans bøn blev hørt; efter at have ligget på gulvet i ti minutter holdt han op med at trække vejret. Således opgav han livet et sted, hvor han uretfærdigvis aldrig havde hørt til.

Om eftermiddagen opdagede hushjælpen at Seiy var død. Som forventet var der ingen, der sørgede. Barnets forældre smed den udtørrede fisk i skraldespanden og forklarede hensynsfuldt barnet, hvad der var sket. Ved afslutningen på den almindelige samtale hen over middagsbordet i køkkenet rungede barnets ord: ”Den røde var pæn, men lad os købe en blå denne gang.”

 

Gökan Sevim

Jeg er født i Istanbul i 1987, og bor her stadig. Jeg begyndte at skrive mens jeg gik på universitetet, og som læser fik vakt min interesse for litteratur. Siden da har jeg brugt så meget tid som muligt på at fotografere og skrive, mine to yndlingsbeskæftigelser. Jeg forsøger at kæde min lidenskab for naturen og dyrene sammen med minpassion for at skrive noveller og romaner. Jeg arbejder til daglig i en privat teknologivirksomhed, men håber en dag helt at kunne hellige mig litteraturen og naturen.