Dansk PEN får ny præsident

Ved den ordinære generalforsamling 13/3 2024 har bestyrelsen for Dansk PEN konstitueret sig med Mads Julius Elf som ny præsident for foreningen. Dansk PEN er en afdeling af PEN International, en sammenslutning af skribenter af enhver art, forfattere, journalister, oversættere og redaktører, der kæmper for det frie ord.

Mads Julius Elf er forlægger, ph.d., han har i en årrække forsket og undervist ved universiteterne i København, Vilnius og Freiburg, er grundlægger af forlagene U Press og Café Monde, forfatter til bøger og artikler om oplysning og litteratur. Mads Julius Elf har været medlem af bestyrelsen siden 2022. Mads Julius Elf afløser professor Cathrine Hasse, som selv har ønsket at fratræde, men fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.

På generalforsamlingen blev forfatter Peder Frederik Jensen (ny vicepræsident), universitetslektor Charlotte Engberg og forfatter Erik Trigger Olesen valgt ind i bestyrelsen. De afløser forfatter Mathilde Walter Clark, journalist Jens Lohmann samt professor og tidligere præsident i Dansk PEN Per Øhrgaard, der efter mange år i bestyrelsen har valgt ikke at genopstille.

Foruden de nævnte består bestyrelsen for Dansk PEN nu af forfatter Lone Theils (ny vicepræsident), forfatter Trine Andersen, forfatter Sally Altschuler, journalist Marianne Østergaard, forfatter Asef Soltanzadeh, journalist Niels Ivar Larsen og oversætter Jørgen Chr. Wind Nielsen.

Spørgsmål bedes rettet til Dansk PENs generalsekretær Mille Rode på pen@pen.dk eller telefon 40454419.