Dansk PEN støtter – med forbehold – ny resolution om ytringsfrihed i Palæstina og Israel
Ét emne gav anledning til særlig heftig debat ved sidste uges 90. Internationale kongres for PEN International i Oxford, nemlig forslaget til en ny resolution om ytringsfrihed i Palæstina og Israel.
På forhånd var et udkast til resolutionen blevet lagt frem af Engelsk PEN og PEN Palæstina sekunderet af PEN Sydafrika, PEN Jordan, PEN Chile, PEN Libanon, PEN Irak og PEN Wales.
Fra Dansk PEN valgte vi at støtte den version af erklæringen, der blev sat til afstemning efter mange tovtrækkerier https://www.pen-international.org/congress-resolutions. For vi vurderer, at det var væsentligt at få vedtaget en resolution, der på det kraftigste tager afstand fra de krænkelser af ytringsfriheden, som vi ser i Gaza, i besatte palæstinensiske territorier og i Israel: målrettede drab på skribenter, journalister og deres familier; vilkårlige fængslinger af skribenter; smædekampagner og trusler; forsætlige forsøg på at begrænse adgang til information gennem ødelæggelse af telekommunikation og indskrænkning af internetadgang; og systematisk ødelæggelse af materielle og immaterielle former for kulturarv.
Vi udtrykte vores forbehold over for resolutionen. Og gør det også her, med den ret vi har som et uafhængigt PEN-center: Navnlig i krigstid bør vi som PEN-medlemmer gøre os umage med ikke at forårsage endnu stærkere nationale og politiske følelser, og vi vil til hver en tid foretrække, at PEN undgår at indtage en position på den ene eller den anden side af en konflikt, når det eksempelvis drejer sig om militære, sundheds- og sygdomsrelaterede aspekter af en krig. At inkludere konkrete opfordringer til den israelske stat og til væbnede palæstinensiske grupper i resolutionen er vi ikke tilhængere af. Retsforfølgelse, sundhedstiltag o.a. bør vi overlade det til Den Internationale Domstol og FN at håndtere.
Mads Julius Elf, præsident for Dansk PEN
Mille Rode, generalsekretær for Dansk PEN