Den kurdiske forfatter Yavuz Ekinci skal for retten igen

Selvom sagen mod forfatteren Yavuz Ekinci blev afvist i december 2024, ankede anklagemyndigheden efterfølgende afgørelsen. Næste retsmøde finder sted den 9. juli. Ekinci risikerer op til syv og et halvt års fængsel, hvis han bliver dømt.

Yavuz Ekinci er anklaget for at “udøve terrorpropaganda” i forbindelse med sin bog Rüyası Bölünenler (Drømmen, der blev delt), en anklage der, i henhold til artikel 7 i Tyrkiets anti-terrorlov nr. 3713, kan give op til 7 år og 5 måneders fængsel. Ekinci’s retssag begyndte den 18. september 2024 ved den 23. Højere Strafferet i Istanbul. Efter PENs kampagne og en god indsats fra Ekincis advokater, blev alle anklager mod ham afvist af retten den 9. december 2024. Anklagemyndigheden ankede dog afgørelsen, og den Regionale Domstol i Istanbul besluttede den 8. maj 2025, at sagen skulle sendes tilbage til retten.

“At den kurdiske forfatter Yavuz Ekinci igen står for retten på grund af sine skrifter, efter at sagen mod ham tidligere blev afvist, afslører myndighedernes i Tyrkiet skadelige forfølgelse af dem, der vover at udforske ubehagelige sandheder. Vi opfordrer myndighederne til at stoppe misbruget af retssystemet som våben mod kritiske stemmer og til endeligt at bringe den vedvarende retslige chikane af Ekinci til ophør,” udtalte Burhan Sönmez, præsident for PEN International.

Anklagen om ”at sprede propaganda til fordel for en terrororganisation”, som er beskrevet i artikel 7 i Tyrkiets antiterrorlov (lov nr. 3713), er længe blevet brugt til at kvæle kritiske ytringer eller journalistik til gavn for offentligheden. I 2024 blev 82 konti på X, herunder konti anvendt af kurdiske politikere, journalister, forlæggere og mediehuse, blokeret af tyrkiske domstole med henvisning til denne lov samt andre bestemmelser, der ofte bruges til at begrænse ytringsfriheden.