Kongres 2028: Dansk PEN bliver vært for en international fejring af ytringsfrihed

”En stor nyhed kan nu endelig gøres officiel efter forberedelser foreløbig gennem det meste af 2025”, skriver Mads Julius Elf, præsident for Dansk PEN, på vegne af foreningens bestyrelse:

Charter om Ytringsfrihed – 1948/2028

”Dansk PEN bliver vært for PEN Internationals årlige kongres i København 4.-8. september 2028. Det bliver vores ansvar at stå for en storstilet fejring af 80-året for vedtagelsen af det internationale Charter om Ytringsfrihed. Det historiske dokument faldt på plads ved PEN-organisationens kongres i København i 1948, og ved jubilæet i 2028 vil delegerede fra flere end 100 lande granske og formidle chartrets fornyede aktualitet, bl.a. med fokus på nogle af det frie ords største udfordringer: kunstig intelligens, og hvad der dengang blev understreget som en eksistentiel trussel med ordene ’distortion of facts’. Hvad lå der – her få år efter 2. Verdenskrig – i københavnererklæringens løfte ’to oppose any form of suppression of freedom of expression’? Og hvad indebærer det ansvar i dag?”

Invitation til skribenter, forlag, medier, fonde og andre samarbejdspartnere

”Med en første bevilling på 3 mio. kr. fra Politiken-Fonden har vi tillid til, at også andre fonde vil være med til at dække de samlede udgifter på 5 mio. kr. Og støtte vil ikke alene gå til at holde en kongres. Verdenskendte forfattere, journalister / mediepersoner og forskere med en særlig plads i nyere ytringsfrihedshistorie skal bringes hertil (det afsløres hvem, efterhånden som aftalerne kommer på plads). De vil bidrage til at sætte København på verdenskortet i en uge, hvor et omfattende program, åbent for offentligheden, vil appellere både til danske og internationale publikumsgrupper – på Diamanten, på Louisiana, i PRESSEN og ved en række andre venues.
Nogle af de vigtigste internationale medier vil vi have til at skrive om det København, hvor man i 1770-1773 indførte verdens første ubetingede ytringsfrihed, og hvor det såkaldte ”P. E. N. CHARTER” i en mere afbalanceret ånd blev vedtaget godt 250 år senere. En begivenhed af denne art kan vi kun løfte i fællesskab. I vil også som medlemmer få rig lejlighed til at engagere jer.”