ord krydser grænser

Af Cindy Lynn Brown

Digte kan forandre liv, jeg har set det ske, siger digteren fra Nigeria, der også er jurist og politisk aktivist, digterne er en stamme, menneskeheden en stamme, digterne taler fælles-stammens sag

Digteren fra Vietnam spiller guitar og er inspireret af Bob Dylan

Vi skal have digtene ud på gaden, på skoler og arbejdspladser, siger digteren fra Colombia, digtene tilhører folket, folket behøver håb

En digtoplæsning kan organiseres på et par timer i Prag, på 3-4 dage i Kroatien og på cirka 7-8 måneder i Danmark

Digteren fra Armenien modtager en særlig pris for at skrive om folkedrab

Jeg gider ikke skrive digte om krigen siger den bosniske digter og jeg gider hverken skrive om fabler, heksekraft eller hungersnød siger digteren fra et af de 43 afrikanske lande, men så vil ingen udgive mine digte

Mine farver er sort kaffe, blå fisk og rød vin, siger digteren der hader kulde som indledende præsentation af sig selv og i dag er himlen grå og skyldbetynget, håber den er anderledes hvor du er

Digte skaber værdighed, siger digteren fra Nepal, det er værdigheden der gør os menneskelige

Den belgiske digter udvandrer i protest mod som den eneste kun at få lov at læse sit digt op på ét sprog, men bliver dog hentet igen af arrangørerne

Byen skræmmer mig, siger min unge kinesiske oversætter, der også er digter uden selv at vide det endnu, skyskraberne er monstre i rustning, der okkuperer vores liv og den tid vi kunne tilbringe med vores kære

Den japanske digter faster ind i mellem for at blive klar i hovedet, klar på den tekstudløsende måde Den kroatiske digter sagsøger en anmelder over en dårlig anmeldelse

Den koreanske digter skammer sig over at arbejde i seven-eleven for at få økonomien til at hænge sammen

Den sydafrikanske digter er blevet millionær ved at skrive en popsang for Gadaffi

Jeg var drugdealer før jeg blev digter, siger digteren fra Australien

Poesien forener vores hjerter til ét fælles dunkende hjerte, siger den russiske digter

Jeg er altid blevet opfattet som mærkelig, siger digteren fra Indien, fordi jeg drømte om at have mit eget værelse, de fleste indere bryder sig slet ikke om at være alene i et værelse, det er meget vestligt det der begreb med Personal Space

Hver dag går jeg ud til hegnet og læser et digt højt for køerne, siger den svenske digter, de kommer altid hen og lytter, en dag sender den mexicanske digter lyden af en ko i Mexico til den svenske digter som afspiller det for de svenske poesi-lyttende køer i stedet for det daglige digt

I Kina er det ulovligt at skrive digte om korrupt politi

Uden forfatterforeningen, var jeg ikke blevet ved med at skrive, siger digteren fra Uganda, de har støttet mig på alle måder og vist mig at kvinders stemmer tæller

Digtere er vigtigere end politikere og romanforfattere siger digteren fra Bangladesh, der findes intet mere ærefuldt hverv

Jeg orker ikke skrive om identitet, siger digteren fra Danmark Digtene indrammer mine ar, siger digteren fra Tyskland

Den slovenske digter samler som den første en antologi med LGTB+ digte fra alle lande i Europa

Den franske digter skriver om Grønland og klimaforandringer

Den afghanske digter bliver konstant stoppet for at vise papirer, mens alle vi andre får lov at passere

At skrive digte er en revolutionær handling, siger digteren fra San Francisco

I krig taber både bødler og ofre, siger den canadisk-kuwaitiske digter, det er en hæslig mur i mellem mennesker, min ide er: poesi som angreb på hæsligheden

Lad os gøre verden pinlig med poesi, siger den polske digter, men det er vist nok en fortalelse

Digte er kærlighed, siger digteren fra Cuba, de kan fylde verden med uddannelse, retfærdighed og solidaritet

Jeg er ligeglad med poesien, siger digteren fra Shanghai, lad os i stedet fokusere på digterne

Jeg orker ikke lytte til nutidens selvoptagede, unge mandlige digtere, siger digteren fra den lille skotske ø, af en eller anden årsag har deres tekster ingen kraft

Det er sexet at skrive i hånden siger digteren fra Østrig

Poesien er nærværende i alt, siger den kurdisk-tyske digter, i egernet der laver ballade og sommerfuglen på nippet til selvmord

Poesien er et rum uden ejerskab, siger digteren fra Portugal

Ingen kan ikke leve af digtningen på Balkan siger digteren fra Eks-Jugoslavien, derfor lever jeg i Østrig, hvor det er muligt, men det skaber det dilemma, at jeg er økonomisk afhængig af de samme vestlige institutioner, der har udnyttet mit land i årevis, dem jeg netop vil nedbryde med mine digte

Min ven er idømt ni år bag tremmer for at recitere et digt, skriver den tyrkiske digter og deler mit foto af en alvorlig syvårig kinesisk digter foran sit første digt om håb på et blafrende lærred

Friheden kommer gennem poesien, siger digteren fra Panama, for sproget skaber vores forståelse af verden, poesi er et våben ladet med fremtid

Digte krydser grænser ganske som fugle uden pas og visum, siger den svensk- amerikanske digter, vi deler alle den samme måne

 

Månedens Essay er støttet af