Pressefriheden er historisk trængt
3. maj 2026, Verdensdagen for Pressefrihed, var ikke noget at fejre – det har ikke stået værre til, siden man begyndte at måle på den.
Af Niels Ivar Larsen
Vi har nået et historisk lavpunkt. Ikke siden PENS gode kolleger hos Journalister Uden Grænser (RSF) for 25 år siden udgav den første verdensrangliste for mediefrihedens tilstand, har gennemsnitsresultatet for alle undersøgte lande været tilsvarende lavt. Målemetoden for den slags kan diskuteres – frihed er ikke så let kvantificerbar, og man kunne tænke sig andre metoder – men vi har ikke i dag en bedre eller mere anerkendt målestok.
Der tegner sig i årsopgørelsen fra RSF en tydelig tendens: 52,2 % af de analyserede lande befinder sig i dag i en »vanskelig« eller »meget alvorlig« situation – i 2002 var samme tal nede på 13,7. På to årtier er verdenskortet vendt på hovedet og undtagelserne blevet norm. RSF pointerer, at færre end hver fjerde nation i dag kan siges at have en »tilfredsstillende« situation for pressefriheden.
Det er ikke blot en gradvis forværring. Det er en strukturel forskydning, hvor selve fundamentet for uafhængig journalistik er under pres.
En enkelt indikator kan tjene til at opsummere den overordnede tendens: de retlige rammer for mediers frihed er forringet i over 60 % af verdens lande – dvs. i 110 ud af 180 stater. Presset på medierne kommer altså ikke kun gennem direkte censur eller fysisk vold. Det kommer også igennem retschikane, antiterrorlovgivning, alt for vidtgående injurielove og andre juridiske instrumenter. RSF peger i den forbindelse på en stigende brug af såkaldte SLAPP-søgsmål – strategiske retssager, der har til formål at intimidere journalister økonomisk og psykologisk snarere end at vinde i retten.
Men de juridiske angreb er kun én side af sagen. Økonomiske forhold spiller en stadig større rolle. RSF fremhæver, at mediers økonomiske uafhængighed er i hastig tilbagegang globalt. Koncentrationen af medieejerskab, politisk kontrol med annonceindtægter og dominansen fra digitale platforme svækker redaktionernes mulighed for at operere frit. I mange lande er medier ikke længere bæredygtige uden statslig eller oligarkisk støtte – og dermed bliver deres uafhængighed illusorisk.
USA falder til en 64. plads – et fald på syv pladser. RSF tilskriver dette fald det mediefjendske klima, som er vokset frem omkring Donald Trump, den øgede politivold over for journalister, herunder episoder som tilbageholdelsen og den efterfølgende udvisning af den salvadoranske journalist Mario Guevara samt den målrettede svækkelse af USA’s medier, der sender til udlandet. Den delvise lukning af Voice of America, Radio Free Europe og Radio Free Asia i kølvandet på drastiske budgetnedskæringer har reelt indebåret afskaffelse af uafhængige informationskilder i områder, hvor de undertiden udgjorde de sidste bastioner mod statspropaganda.
Udviklingen i USA illustrerer, hvordan grænserne mellem autoritær styreform og demokrati på dette område er blevet stadig mere porøse. Kriminaliseringen af journalistik, herunder misbrug af undtagelseslove og love om national sikkerhed, viser sig i dag at være et globalt fænomen, der ikke længere er begrænset til diktatoriske regimer. Demokratierne overtager de redskaber, som bruges af de regimer, de hævder at adskille sig fra – ofte under dække af bekæmpelse af desinformation eller terrortrusler.
Samtidig dokumenterer RSF en markant forværring af journalisters fysiske sikkerhed. I en række konfliktzoner – fra Gaza til Ukraine og Sudan – er journalister direkte mål for angreb, og straffriheden for overgreb er fortsat massiv. Men også uden for krigszoner bliver trusler, chikane og vold en stadig mere integreret del af arbejdsvilkårene. Især kvindelige journalister udsættes for systematisk onlinechikane, som i stigende grad får konsekvenser i den fysiske verden.
Endelig peger RSF på informationsøkosystemets forandring som en grundlæggende udfordring. Digitale platformes algoritmer favoriserer polarisering og sensation frem for verificeret information, mens statslige og ikke-statslige aktører systematisk udnytter disse mekanismer til at sprede propaganda og desinformation. Resultatet er en offentlighed, hvor tilliden til journalistik er undergravet, og hvor det bliver stadig vanskeligere for borgerne at skelne mellem fakta og manipulation.
Verdensdagen for Pressefrihed burde have været anledning til at fejre fremskridt. I stedet blev den en påmindelse om tilbagegang. Ikke som en pludselig krise, men som en langsom erosion, der nu har nået et punkt, hvor den ikke længere kan ignoreres.
