Månedens Essay

Tavsheden skal tale

Af Dy Plambeck

Min seneste roman Til min søster, der udkom i slutningen af maj i år, handler om kvinder, der på den ene eller den anden måde er blevet gjort tavse. Mens jeg skrev romanen var jeg optaget af og havde en del overvejelser om, hvordan vi udtrykker os som kvinder, som mænd, som mennesker i verden. I begyndelsen af romanen står sætningen: Tavsheden taler. Jeg må tale for min egen skyld. Det blev et slags credo eller hovedsætning for romanen forstået sådan, at det er én af de sætninger, der står mest central i romanen.
Sætningen er et direkte citat fra et brev, som den danske forfatter J.P. Jacobsen (1847-1885) modtog fra sin ungdomskæreste Anna Michelsen (1847-1924). J. P Jacobsen og Anna Michelsen voksede op sammen i Thisted, men deres veje skiltes i 1863, da han rejste til København for at gå på studenterkursus. Som en ung kvinde i borgerskabet måtte hun blive i Thisted og få privatundervisning, strikke, brodere og gå på visitter.

Jeg kom på sporet af Anna Michelsens breve til J.P. Jacobsen i efteråret 2015. Jeg fandt dem i J.P. Jacobsens efterladte papirer i Det Kongelige Biblioteks samling. Derudover fik jeg af en god bekendt at vide, at Anna Michelsen udviklede skizofreni og boede på Sct. Hans Hospital toogfyrre år af sit liv – fra hun var 35 år og til sin død som 77 årig. Jeg fandt hendes journal på Stadsarkivet og fik den renskrevet.
Jeg blev optaget af Anna Michelsen, fordi hun trods tiden og forventningerne til hende, en velopdragen ung kvinde fra borgerskabet, havde en ærlighed og en fandenivoldskhed i sig. Ligesom J.P. Jacobsen var hun optaget af litteratur, skrev digte og ville højst sandsynligt gerne være forfatter. Men hun skulle læse til lærerinde. Alligevel går hun i rette med Peter, som hun føler, bruger hendes historie og opvækst i hans debutroman Fru Marie Grubbe. Hun skriver til ham: Du har givet dig af med at skildre mit liv, men jeg vil nu rette fejlene.
Min roman Til min søster handler blandt andet om, hvem der har en stemme, hvem der får lov til at fortælle historierne – og hvad der sker med mennesker, der bliver gjort tavse. I Anna Michelsens tilfælde bliver hun sindssyg. På Sct. Hans Hospital blotter hun sig, stikker af og skriger hæmningsløst. Hun slipper stemmen og sin seksualitet løs, som tidligere har været undertrykt i hende. Hun er en ugift kvinde, som ikke har haft mulighed for at udleve sin seksualitet. Eller til at bruge sin stemme i verden.

I det offentlige rum i Danmark er det stadig overvejende mænd, der udtaler sig. Det er overvejende mænd, der udtaler sig i fjernsyns- og radioprogrammer, det er overvejende mænd, der skriver debatindlæg, og det er overvejende mænd, der bliver brugt som kilder. På trods af at der er sket en stor udvikling, siden Anna Michelsen levede i slutningen af 1800-tallet (kvinder har f.eks. fået adgang til uddannelse og har fået stemmeret), så er der stadig en skævridning i, hvem der lettest har adgang til at bruge sin stemme i det offentlige rum. Og hvilke konsekvenser det har at gøre det.
Kvindelige debattører modtager i lang højere grad end mænd hadske kommentarer og trusler og bliver chikaneret grundet deres køn, hvis de deltager i den offentlige debat. Det kan være bemærkninger som: ”du trænger til noget pik,” ”har du det røde, siden du er så sur” etc. Nogle kvinder orker ikke at blande sig i debatten alene på grund af den chikane, som de i mindre eller højere grad bliver udsat for. Det bliver for omkostningsfuldt at blande sig og dermed gør chikanen indirekte kvinder tavse.
Det er ikke kun mellem kønnene, at skævvridningen eksisterer. Også personer med anden etnisk oprindelse end dansk eller transkønnede personer – i det hele taget alle minoritetsgrupper – oplever i højere grad ikke at blive hørt i det offentlige rum end de samfundsgrupper, der i højere grad lever op ”til normen”. Der er stadig befolkningsgrupper i det danske samfund, som på trods af ytringsfriheden, bliver lukket ude fra den offentlige samtale eller som har en svag stemme i samtalen.

Det er vigtigt, at vi bliver ved med at italesætte og diskutere, hvem der har en stemme i det offentlige rum, og hvem der ikke har. Der er ytringsfrihed i Danmark, så alle har potentielt en stemme. Men vi ved også godt, at det ikke er så enkelt. Og at det ikke er alle, der bliver hørt, selv om de siger noget. Vi bliver nødt til at blive ved med at udvide det offentlige rum sådan, at vi får mange forskellige stemmer ind i det. Så sproget og blikket bliver ved med at vokse. Så samtalen ikke tørrer ind og forsvinder.
Hvad vi kan og skal tale om, bliver vi også nødt til konstant at udvide. Det kom bag på mig i forbindelse med udgivelsen af Til min søster, at det tilsyneladende stadig er sensationelt i 2019, at en kvinde skriver om sex og vold, og om kvinder, der onanerer og har sex med kvinder (og mænd), om kvindekroppe, der går i stykker under en fødsel, om skedeprutter, bristet mellemkød og brystbetændelse.

At have en stemme er en grundsten i demokratiet – ligesom samtalen er. Som teologen Hal Koch, der blev kendt for sit hovedværk “Hvad er demokrati” (1945), skrev i artiklen ”Ordet eller Sværdet” (1945): ”Det er Samtalen (Dialogen) og den gensidige Forstaaelse og Respekt som er Demokratiets Væsen. Hvis dette glipper, vil man uvægerlig falde tilbage til Magtkampen (…) Ordet eller Sværdet! Ved Sværdet afgør man, hvem der er den stærkeste. Ved Ordet finder man ud af, hvad der er det rigtige.”
Hvis alle borgere i et demokrati ikke har en stemme og mulighed for at bruge den, er det en trussel mod demokratiet. Vi må ikke holde op med at tro på vores stemmers mulighed for at forandre verden. Hvis folk bliver gjort tavse. Hvis deres stemmer ikke bliver hørt. Hvad griber de så til? Det siger Hal Koch ganske klart i sin artikel: Sværdet. Kampene. Krigen.
Vi kan være rygende uenige. Det er helt fint, så længe vi har mulighed for at bruge vores stemme og befinder os i dialogen. I et demokrati er der plads til mange stemmer i modsætning til et autoritært styre, hvor kun én stemme dominerer, men for at de forskellige stemmer kan være der, forudsætter det, at vi forpligter os på og holder liv i den demokratiske samtale.