Ikke flere svømmeture i plastichave

Vi er blevet vant til at møde verden gennem vores forbrug. Vi tager ud for at shoppe billigt produceret tøj og dimser, mødes med en ven på en café, om aftenen går vi ud og spiser, vi tager i teatret, til koncert, i biografen. Når vi har ferie, rejser vi til andre lande, hvor vi også forbruger. Storbyerne har baseret deres økonomi på turisme. Uden turisme ingen storby – sådan er det blevet i tiltagende grad. Uden turisme ingenting overhovedet, for hele lande baserer deres økonomi på turisme. Da jeg i 2017 holdt sommerferie på en græsk ø sammen med min familie, mødte vi anden dansk familie på stranden. En aften hørte jeg moren i familien spørge sine store børn, hvor de så havde lyst til at rejse hen på efterårsferie. Der var stort set frit slag på alle hylder. Det var børnenes tur til at vælge. Vinterferien lå fast, for da tog de altid til Østrig for at stå på ski. De store børn begyndte at brainstorme. De kunne forlænge ferien og tage til Thailand, men nej, der havde de været så mange gange, de kunne tage til Miami, det skulle i hvert fald være et varmt sted, det kunne også være tættere på, hvad med Portugal, men der var nok ikke varmt nok. Mens jeg lyttede til familiens samtale, en familie som jeg i øvrigt fandt sympatisk med gode værdier og søde, empatiske børn, tænkte jeg: Der er noget rivravruskende galt i vores samfund, hvis denne samtale kan finde sted, hvis denne livsstil finder sted og det gør den – ikke bare i Danmark, men overalt i Europa, i Kina, i Japan, i USA, i Australien, etc.! Ja, jeg sad jo selv på den strand i Grækenland.

I 2018 var vi Kroatien. Det lysegrønne vand i Adriaterhavet var fyldt med plastic. Strandene var tæt pakket. I 2019 besøgte vi de fem landsbyer, ’Cinque Terre’ i Italien. Vi vandrede fra by til by, gik i lange kolonner, stod oven på hinanden på de små landsbytorve, droppede at gå i vandet, fordi folk lå tæt i vandkanten. Det var et slags mareridtsscenarie. Vi forlod området efter en halv dag, så på hinanden med opspilede øjne, forhøjet puls og vi sagde: ”Aldrig mere.” Den yngste sagde: ”Det er dejligt med varmen, men jeg vil hellere bare være i huset i den svenske skov.” Hun fik sit ønske opfyldt: Hele sommeren 2020 blev tilbragt i den svenske skov, i rusk og regn, med enkelte solskinstimer, men aldrig i sommertøj.

Havde vi rejst til et varmere sted i 2020, hvis ikke vi var blevet påbudt at blive hjemme? Jeg ved det ikke. Vores samfunds opskruede forbrug har jo betydet, at selv sådan en fattig kunstner som mig, kan finde råd til at tage på relativt eksotiske ferier, måske ikke til Thailand og Miami, men inden for Europas grænser kan det lade sig gøre at finde billige løsninger. Og hvor er det tillokkende med de billige løsninger efter en lang grå vinter og med udsigten til en halvvåd, lunken sommer hjemme i norden. Hvor er det tillokkende, selvom jeg med åbne øjne har været med til at udpine jordens ressourcer. Sommer efter sommer har jeg tænkt det samme: ”Det her kan ikke blive ved.” Og med en skamfuld fornemmelse i maven, har jeg også tænkt, at mine børn på et tidspunkt vil komme til at bebrejde mig for disse ferier, fordi konsekvensen af dem bliver, at de ikke selv kan rejse særlig langt, når de bliver voksne – til den tid er jordens kapacitet simpelthen ved at være opbrugt. Til den tid vil somrene i norden blive endnu mere grå og regnfulde. Det vil regne fra morgen til aften, men der vil ingen escape være, ingen steder at tage hen.

Særligt i sommeren 2019 stod det fuldkommen klart, hvilken voldtægt vi udsætter vores jord for. Jeg følte, at jeg var en del af et overgreb, da jeg befandt mig på de roskildefestivallignende små landsbytorve i Italien, hvor affaldet flød og iskøerne var uendelige. Jeg ville vise mine børn et smukt sted. I stedet kom de ufrivilligt til at deltage i en voldshandling.

I 2020 blev vores rastløse, narkotiske, forbrugskroppe tvunget i ro, tvunget indenfor, nu igen herop til jul, hvor jeg sidder og skriver, lukker vi på formaning fra staten, vores døre og kan ikke foretage os meget andet end at gå en tur langs søerne (nå ja, og gå shop-amok i stormagasinerne).

Som forfatter er jeg vant til at trække mig tilbage og lukke min dør. Jeg er vant til at opstille begrænsninger for sociale aktiviteter, vant til at sige nej til tilbud, teaterture, fester, fordi jeg ved, at forlystelserne vil betyde ringere ydeevne næste dag, ringere tankekapacitet. Det kræver stilhed og ensomhed at skrive bøger. Det kræver en balletdansers, en maratonløbers disciplin. Det kræver sparsommelighed og mådehold. Og så kræver det, at man tør stille sig lidt udenfor det hele, udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. For at kunne se ind og beskrive det man ser, må man stå udenfor. Covid19-pandemien har tvunget os alle ind i forfatterens livsførelse, ind i isolationen, ind i mådehold og en ny fordybelse, hvor vi, ganske vist ufrivilligt, men dog, har fået en chance til at bremse op og se ind på det morads, vi har været en del af, den udplyndring der har fundet sted. Jeg er ikke den første, der siger det, at Covid19 har gjort det muligt at få et smugkig ind i fremtiden: Dette er kun begyndelsen på, hvordan det bliver, hvis ikke vi holder op med at voldtage jordens ressourcer. Hvis vi fortsætter ufortrødent på den anden side af Covid19 bliver fremtiden et liv i isolation, hvor vi må beskytte os mod værre pandemier, naturkatastrofer og de krige der vil opstå på baggrund af alle manglerne. Vi har lige nu mulighed for at tænke os om, for at sige nej til mangofrugt og svømmeture i plastichave fyldt med døde koraller. Vi har mulighed for at hele jordens gispende, udpinte krop, men det kræver, at vi indser vores hidtil voldelige adfærd, at vi i stedet for bare at skamme os og derfor fortsætte med at fortrænge, tør se den skade i øjnene, vi har forvoldt, og dernæst trække i arbejdstøjet og for alvor påtage os, at en fremtid for mennesker på jorden, kræver langt mere mådehold, ydmyghed og respekt for den natur, vi er en del af. Det kræver en helt ny livsførelse, hvor vi stopper vores strømper i stedet for at købe nye, deler køleskab med naboen, tager på vandretur i stedet for flyvetur. Det kræver STOR omstilling, men sæt nu at alle begrænsningerne ender med at gøre os glade. Tænk bare på lyden af summende insekter, at høre den lyd igen, eller at se vilde blomster blomstre i markskellene, at spise den ene bøf om måneden, der så også smager af et godt liv på marken. Et liv med tid til alverdens, fordi vi ikke har så travlt med at forbruge. Det lyder som en umulig utopi, men det er en mulig fremtid, hvis vi vil overleve som art.

 

Månedens essay er støttet af Statens Kunstfond og redigeret for Dansk PEn af Mille Rode

Velkommen til

et lille, proppet essay

om forvirring

og væren

 

Af Runa Marie Luth

Problemet er måske, at for at skrive et ESSAY, må man kunne simulere et fast standpunkt, et myndigt jeg, i det hele taget kræver det et jeg der kan bære og allerede dér begynder det at knibe, det begynder at smelte, alle de overvejelser, fordi jeg er træt og forvirret, det smuldrer, jeg mister koncentrationen, koncentrationen er mistet…

Jeg tænkte ellers lige over jeg’et, det stod rankt og klart frem, men ligesåhurtigt blev jeg en klumpet, vammel masse, erindring, eller gætværk. Ammehjerne. Tågen. Jeg tænker over at henslumre i en forvirret døs. Andre gange henslumrer jeg i hardcore selvhad, selvdestruktion, kvalme og syner, jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke tænke af ren og skær væmmelse, jeg hader og det gør ondt og ondt er godt. Jeg læser Karl Menningers overvejelser om selvskade: “Local self-destruction is a partial suicide to avert total suicide, and in this sense it represents a victory, even though sometimes a costly one, of the life instinct over the death instinct”

Så tænker jeg hm, hvilken sejr, hvilken ydmygelse. Jeg tænker på, og så googler jeg ‘Randers Casuals’ og ser et billede fuld af drenge med slørede ansigter der slås på en mark, tænker på min venindes lillebror der blev trampet og trampet på brystet til sådan en kamp, til hans lunger punkterede og jeg tænker på min venindes beskrivelse af hans ansigt da hun besøgte ham på hospitalet; euforisk, sejrrig.

Victory. Jeg læser om geniscenesættelse af traumet, Piaget skriver at gentagelsen er den måde vi erfarer på, mestrer og integrerer, Judith Herman skriver at et barn i en afhængighedsrelation til en krænker, er tvunget til at påtage sig krænkerens aggression for at undgå total eksistensudslettelse, så siger barnet “jeg er også et ondt barn” så siger barnet “jeg har fortjent det” så hader barnet sig selv og hadet er så det modsatte af døden.

Jeg læser slemme Nietzsche og han skriver i Zarathustra; “Hvad er det største, I kan opleve? Det er den store foragts time. Den stund, da selv jeres lykke bliver jer vederstyggelig og ligeså jeres fornuft og jeres dyd. Den stund, da I siger: Hvad er vel min lykke værd! Den er kun armod og smuds og usselt behag!”

Den store foragts time, bro. DEN STORE FORAGT, den store selvhads-time, timen hvor afmagten skal transformeres, og Zarathustra siger: “Jeg elsker dem, der ikke forstår at leve, og hvis liv derfor er undergang; thi det er deres overgang” og jeg vil gerne elskes og jeg forstår ikke særlig godt at leve og når man er ødelagt, eller syg eller hvad man nu vil kalde det, træt, når man er syg som i; måske ikke syg, måske bare klam, når man er klam så vil man gerne elskes, selv hvis man så skulle elskes ihjel, og man fristes til at forkaste lykken, det usle behag, man fristes til at tro på at frelsen allerede er indtruffet og bare venter på at man indtager den, så træt af den pinlige entusiasme man har spændt for sin heling og bedring, så færdig med al den lokken og truen og kælen og groomen, når ens gamle taberhjerne stadig bare ligger helt amfetaminflosset, helt snasket og slap og stønner, for hvad så?

Så ikke så meget, men så tænk på selvmordet, og bagefter kan man tænke på ANTISELVMORDET, eller del-selvmordet og man kan tænke på det hypotetiske selvmord som en bagdør, som påmindelsen om livsdriftens sejr over dødsdriften, jeg hører Tech N9ne featuring Krizz Kaliko og i omkvædet synger Krizz: “you can pray and prey for my downfall, when I rise like the sun I ain’t fucking with yall, im’a keep on keeping on, keep on holding on.” og sådan kan man fejre sin victory, ironi eller ej, det er underordnet, sejret har man, so far.

HULLER I LUFTEN

Af Gorm Rasmussen

DER VAR ENGANG en kirke oppe på Skive-egnen. Bare et af de her sædvanlige typeGudshuse som Svend Estridsøn drev bønderne til at rejse 2000 af i løbet af 100 år.

I den kirke kunne man i mange generationer iagttage, at når menigheden passerede et bestemt sted, bukkede eller nikkede mange af dem foran den hvidkalkede væg.

Bortset fra at det altid er meget pænt at opføre sig anstændigt, når man træder ind i templer, var der angiveligt ingen, der anede en bønne om hvorfor.

Og hvorfor lige det sted? Der var jo ingenting, kun det hul i luften, man efterlod.

Det var første hul!

Det fylder jeg op til sidst.

I 1969 FILMEDES afskedskoncerten med rockgruppen, “The Band”; “The Last Waltz” af Martin Scorcese er en vidunderlig oplevelse, og især én sang og melodi tatoverede sig ind på trommehinder og hukommelse, The Night They Drove Old Dixie Down”, om en fattig ung mand, Virgil Caine der melder sig under sydstatsfanerne i den amerikanske borgerkrig, for det gjorde hans far og hans bror, der begge faldt. På den forkerte side, altså. Det er således en nederlags- og sørgesang, men i triumferende dur, find den selv.

Jeg vil vædde mit tredje øje på, at den aldrig var lukket indenfor på Youtube, hvis den var begået i dag …

Det var andet hul!

Det vender jeg også tilbage til, lige om lidt.

HVAD FARVE havde Jomfru Maria?  Det kom jeg i snak med Carl-Otto om  her på Møn for nylig. I hans have står en ganske nagen kvinde, sort som en kakkelovn, og yndissima, skåret af en gæv lokal figurmager og yderligere pyntet af havens ejer med to møbeldigler for at tydeliggøre vigtigheden af brystvorter hos jomfruer.

En dag jeg kom forbi var indskriften Jomfru Maria forsvundet. Jeg frygtede straks det værste. (Racister eller anti-apropierings-fantaster? Ateister? KKK-tilhængere. Katolikker eller mexicanerhattehadere? Og så på den pæne ø Møn!) Hvad er der dog sket, spurgte jeg Carl Otto, der er noget der mangler, er nogen blevet sure over en sort madonna på din plæne? Madonna kan sgu også være sort! svarede han bistert.

Han havde bare sommermalet hende, og af hensyn til PEN fik jeg ham så overtalt til at male navnet op igen.

Det var tredje hul.

Og det er ligesom fyldt op af sig selv.

 2. hul, The Last Waltz revisited:

Aftenen var én stor parade med nogle af tidens allerbedste sangere og musikere. Dylan, Baez, Young, Mitchel osv. På et tidspunkt bliver Muddy Waters budt velkommen af bandets leder Robbie Robertson, og der står de, ophavsmanden til sydstatssangen, The Night Old Dixie Died,  og blueskongen selv, efterkommer af de slaver, krigen handlede om … Fin fin situation, med imponerende ligevægt. Kongeligt. Der er et stort hul i luften mellem dem. Helt tomt, så der er plads til at vi fylder ud.

Den koncert ville ikke kunne være holdt i dag. Det var i 1969, en langt mere polariseret og konfliktramt tid end vores, men også modigere og langt mere tolerant.

Tiden, altså vores, er fej, usselig, debatten er halt.

Nu f.eks. de huller. General Lee i Virginia skulle aldrig være revet ned, i stedet skulle man have rejst en statue af en slave, der sønderiver sin lænke, ved siden af!

Og gudskelov faldt statuen af Hans Egede ikke i Nuuk. At han skal forblive stående vil jeg gerne udtrykke et godthåb om. (Han nedskrev trods alt grønlændernes sprog og brugte/reddede det! Ganske imponerende for en kolonisator.) I stedet skal der rejses en statue af den grønlandske sagaskriver og tegner Aron fra Kangeq. Han er en af grundlæggerne af Grønlands litteratur og billedkunst med sine beretninger og tegninger af sejren over nordboerne.

Og hvorfor det? Fordi de huller der ellers opstår, når historie rives ned eller fortrænges, kan ende som frygtelige deponier for gråd, gnidsel, nid, nag, løgn, hævnlyst, bagtalelse, paranoia, politisk affald … Internettet er fuldt af sådan noget, og medierne, den pressede presse aner ikke hvordan den skal forholde sig, ter sig som en der har fået lopper og lus og klapper sig over hele kroppen, uden at ramme.

Men glemt bliver det ikke helt, det vi ikke længere kan huske.

Som en arkæolog engang sagde til mig: Den kollektive hukommelse er meget stærkere end den individuelle.

1. hul, sidste hul. Skive-egnen genbesøgt.

For ikke så mange menneskealdre siden opklaredes mysteriet med de nikkende kirkegængere. Man havde fundet kalkmalerier under det det hvide kalklag, og lige her, hvor menigheden kniksede (hukommelse sidder i kroppen), var et maleri, af selveste Jomfru Maria, hvid og bleg som en anden skibonit.

Sikke et held. Tænk nu, hvis det havde været fandens oldemor!

 

 

Månedens Essay er støttet af:

Byens eneste hammer, en kasse vajnede søm og en sløv sav

Af Peder Frederik Jensen

Det gamle bordel i Mambale er bygget i rå, mørke planker. Væggene har dybe mærker fra den grove bearbejdning et sted inde i regnskovens svale mørke. Husene i grænselandet mellem Cameroun og Congo er simpelt konstrueret: en slank bundrem forbinder fire hjørneposter, der rejser sig cirka en meter op, hvor de møder den løvdækkede tagflade. Mellem de fire hjørneposter har arbejdssomme hænder sømmet de groft tilskårne planker fast med tretommesøm.

Charles har overtaget den gamle bordelbygning midt i byen. Nu er der hovedkvarter for OKANI, en lille NGO, der arbejder for Baka-pygmæernes liv og rettigheder. Charles er den lokale repræsentant. Byens tømrer, en stærk mand, tæt bygget, sad en morgen på en af de bænke, der er slået sammen langs den overdækkede terrasse foran det store hus. Han skulle lukke af mellem bordelbygningen og naboen. Jeg have gennem et par dage benyttet naboens latrin til bad, fordi jeg ikke forstod, hvor grænsen gik mellem bordellet og naboens matrikel. De her sammenflikkede huse har ofte en labyrintisk struktur. Smalle gange med værelser til begge sider, afløses af løbegange, en slags baggårde eller arbejds- og vaskeområder, hvor der som regel også ligger et eller to eller måske tre latriner, med blankslidte klæder hængende fra vajnede søm. Klæder man lige lukker af med, før man sætter sig på hug og forretter sin nødtørft. Grænserne mellem det private og det ikke private, er anderledes i den del af verden. Man må finde sig i det, tage det ind som et vilkår, bruge det som et spejl, en lille tråd i erkendelsens billedvævning. Hver gang jeg sidder der, sammenkrøllet over hullet på et betondæksel føler jeg mig fremmed og hjemme på en gang. Den samme følelse havde jeg, de morgener hvor jeg kom til at bryde grænsen mellem Charles hus og naboens. Med et håndklæde om livet gik jeg fra den ene bygning til den næste med en spand vand og et stykke sæbe i hænderne. Naboens latrin og bad er mindre afskærmet, end det er i det gamle bordel, hvor lastbilchauffører, prostituerede og vejfarne gennem årene har udgydt deres ekskrementer, vasket deres underliv fri for sperm eller har badet på rolige morgener, hvor regnskoven er vågnet omkring dem.

Når man er på lokum, er det tit som om, der er nogen, der er med på en kigger. Den fornemmelse forstærkes, når man er hvid og føler sig virkelig blank og ualmindelig. Jeg føler, at der er et øje på mig, en bevidsthed, der aldrig bliver afsløret, et hensyn, der bliver taget, fordi jeg som rejsende dummer mig og smider håndklædet, vasker mine kønsdele, sprækken mellem ballerne, ben, arme og ansigt på et område, der tilhører en rettroende, muslim, hvis kone og døtre, huserer bag de groft tilpassede plankevægge.

Tømreren sad og ventede på Charles, og da Charles kom frem fra sit rum med en tandbørste i munden, og de nærsynede øjne knebet i, løftede tømreren sin arm og forklarede, at ham han lejede hammeren af, ikke ville lade ham leje den i dag. Han lod en hånd falde ned på låret. Charles stod med et hvidt håndklæde omkring sig og en mave, der virkede opspilet, som om han havde slugt en ballon. Den bantu ved jo godt, sagde tømreren, at jeg ikke kan lave noget uden den hammer, så han bliver ved med at kræve flere penge, end jeg kan give ham, og det er byens eneste hammer, så hvad skal jeg stille op? Charles lyttede og tog tandbørsten ud, så det hvide Colgateskum boblede omkring hans læber. Han lænede hovedet tilbage for at undgå at savle flourrabies, hvorpå han gryntende sagde en hel masse på Baka, jeg ikke forstod, efterfulgt af en række strubelyde og en gurglen, der vidnede om, at tandpastaen nu var på vej ned mod drøblen.

Charles tog en skjorte på og spyttede ud. Den bantu, sagde han, ved det er mig, der skal have lavet noget, og når han ved det, ved han også, at han måske kan presse prisen, hvilket, sagde Charles, er ligeså almindeligt og naturligt som det er irriterende. Tømreren lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Hvis Charles ikke fik løst situationen, mens det endnu var morgen, var det sandsynligt, at der ikke ville blive gjort noget den dag.

Tømreren sad med en æske vajnede søm, søm han har hevet ud et sted, søm, der bliver rettet og genbrugt. Jeg er bådebygger og har arbejdet meget som tømrer, men ville han forstå det, hvis jeg sagde, at vi var kollegaer? Ville han kunne koble sit hårde livsvilkår sammen med mit rige liv. Et liv, hvor man ikke bukker sig ned efter de skruer man taber, fordi de er så billige, at det ikke kan betale sig. Samtidig ville jeg aldrig forstå, hvordan man kan bygge et hus med en æske bøjede søm og en hammer, man ikke ejer selv.

I nullerne kørte jeg som tømrer. De mange kasser med Festoolværktøj, stiksave, dyksave, fræsere, slaghammere, skruemaskiner og andet udstyr, blev hver dag slæbt ind i opgangene hvor vi sammenlagde små arbejderboliger. Tidligere har der boet ægtepar med mange børn. Vi taler om arbejdere, der har haft deres daglige virke på Carlsberg eller måske i Kødbyen eller en af de mange byggepladser, der de seneste hundrede halvtreds år har domineret Københavns brokvarterer. Deres hjem invaderede vi med vores dyksave og høreværn med radio i.

Til sammenligning havde Tømreren i Mambale en grovtandet fuksvans. Jeg kunne konstatere, at den ikke var ordentligt lagt ud, at den af samme grundt måtte være svær at skære med. Han bygger ved hjælp af to værktøjer: Hammer og en sløv sav.

Mens Charles slubrede kaffen, syslede en pige rundt omkring os, en pige klædt i en simpel sarong, foroverbøjet og fejende. Charles beskæftiger så mange som muligt. Egentlig vil han helst lave mad og vaske tøj selv. Det er ritualiseret for ham, og kommer af, at han har levet så mange år alene. Han er fast udstationeret i Mambale. Han vasker stadig sit tøj (tre spande, et stort stykke sæbe og en børste), mens han så hyrer unge kvinder til andet arbejde, på samme måde som han hyrer en tømrer, til at slå et par brædder for bagerst i labyrinten. Sådan må det være, siger han.

Charles gør det ud for det samfund, der har svigtet. Folk som ham må løse konflikter, beskæftige folk, køre de syge på hospitalet, hjælpe kvinder, der får bank af deres mænd. Fra jeg vågner om morgenen, svarede Charles, til jeg går i seng, er der bud efter mig. Det er mit liv, fortsatte han, og grinede og sagde så: åhh, Pider, Åhh, Pider og rystede på hovedet, hvorefter han teatralsk, patroniserende kommanderede med en af de drenge, der hjælper til med at hente vand fra brønden.

Karabağlar panorama

I.

Morgenen splintres af vandrende skyer. Blikke vågner til en overskyet dag. De, der ikke var i stand til at få en andens søvn, opdager en forbandelse i deres sko. Og bruger den på de veje de betræder.

II.

På religionens horisont tales et sprog, der er hører rygter til. Stilheden skjuler hurtigt de lande, der føder fabrikker. Dyd: larm kalder forstæder til live, for at indtage byen. Fra sin plads sprækker uvidenhedens mund mod den tidlige sol. En tolk oversætter sirenernes lyde til retfærdig søvn som: ”Godmorgen til dig, senge af pengesedler velsignet med jomfruelighed.”
– Sagt på en pæn måde, nej -? -.

III.

Lande vælges blandt indvandring. Idealer lever i lyset af deres sekerat ** mod venlighed. Oppefra genkender solen kønsdrifterne. Samfundsskabte køn søger den daglige løn på gadehjørner. Dog, ret kan hverken fortjenes eller gives; men midt mellem disse skyer af høje råb kan man hverken forblive mænd eller kvinder.
– De mest erfarne hænder brækker brødet, sådan er det. Alle disse fodtrin, der skynder sig at forsvinde, forurener tiden, forbløffer dagene ved at være ude af huset.
Torsdage, for eksempel.

II.

Jeg tror måske, at det er grunden til at gader har numre. Skatten på biler fortæller mig, at disse gader ikke kan have særlige navne. Kun, hvis en skønne dag busstoppesteder kan opstille til valg, måske kun da vil gadenumre få en form for mening. Der er veje, der viser den sand vej helt op til kompasserne (og af en eller anden grund er den magnetiske samling inden i dem altid udenfor rækkevidde).

I.

Den bus der afgår fra tiden ”sekshundredefyrre skråstreg et” er med rette forsinket på grund af uforudset mangler. Og gadenavne vågner/fjernes sent. Dette er en tilfældig november i året. Menneskeansigter vaskes i en ild af frost. ”Hvorfor skynder ambulancerne sig, jeg ved det!” siger et barn. Når solen holder udsalg narres årstiderne af fabrikkernes fløjter. Men kampen i brystet på en forskruet ungdom over troen på solen:

Himlen er lige så kraftig som trafiklys

og Dyd, er så fremmed for jorden som overhoved muligt.

 

* Karabağlar er et distrikt i Izmir, Tyrkiet

**Sekerat, oprindelig Sekeratü’l Mevt, refereres til i Koranen som den bevidstløse fase af døden.

 

Mehmet Ali Taş

Jeg er 23 år. Født i Buca, İzmir. Jeg er universitetsstuderende. Det sted, hvor jeg er opvokset, minder faktisk om det, jeg beskriver ovenfor. Seyhan-kvarteret. Dette kvarter er ikke forbundet med Karabağlar, men kun et udtørret flodleje adskiller dem. Dette område er meget forskelligt fra de stereotype forestillinger om İzmir.

“Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske”

Af Harald Voetmann

I år 98 blev Trajan kejser af Rom og en ny guldalder skulle med vold og magt indføres. Hvordan han ønskede, at hans nye regime skulle ses og huskes, kan man få et godt indtryk af ved at læse Plinius den Yngres bevarede hyldesttale til kejseren, som er et mesterværk i spytslikkerkunst. Et af de første store tiltag fra kejserens side var at foranstalte en spektakulær offentlig henrettelse i Colosseum af tidligere tiders angivere. Plinius beskriver folkets og sin egen enorme glæde ved at se angiverne blive myrdet på opfindsomme og opsigtsvækkende måder.

Angiverne (latin: delatores af delatio nominis, “at viderebringe et navn”) havde fodret den afdøde kejser Domitians paranoia og fået blodet til at flyde i hans udrensninger af særligt de højere lag af samfundet. Ved at straffe angiveriet med en pinagtig offentlig henrettelse hed det sig nu, at Trajan sikrede retfærdigheden i samfundet påny. Samtidig gjorde han, let og elegant, enhver offentlig kritik af nogen magtfuld person, eller af hans eget regime, strafbar med døden.

Trajans tid skulle også med vold og magt være en guldalder for kunsten og litteraturen – og, på trods af den påtvungne jubel over det nye og den tvangsprægede fordømmelse af de tidligere kejsere, som gennemsyrer periodens forfattere og digtere, blev det også en storhedstid – ironisk nok nu kendt som “sølvalderen”. Men ordet var bestemt ikke frit. Hvis man nævnte navne, risikerede man at blive dræbt.

Det er på den baggrund, at digteren Juvenal udgiver den første bog af sine Satirer. Måske en af de vredeste og mest indebrændte bøger, der nogensinde er skrevet.

Verssatiren, som man kalder genren, er digte på heksametervers, der blander heltedigtningens højstemte form med et mere livsnært, hverdagsligt indhold. Det var en af de få former, som romerne regnede for en ægte romersk opfindelse. Ophavsmanden var den rige og uafhængige Gajus Lucilius, som tilbage i republikkens tid brugte sine vers til at gå nådesløst til angreb på politiske modstandere.

Juvenals første satire indleder også med at ville markere et nybrud i litteraturen:

“Skal jeg da kun høre på? Kan jeg aldrig flå bladet fra munden,

plaget og pint af, at Cordus læser sig hæs af sin Theseus?

Skal det gå ustraffet hen, at én har læst sine farcer,

én elegier op for mig? Skal mægtige Telephos bare

æde min dag væk, eller den tunge Orestes, beskrevet

helt ud til kanten, og også på ryggen, og end ikke færdig?”

Samtidens litteratur er alt andet end samtidig, siger han. Den består af kedelige genfortællinger af græsk mytologi, om det så er i komisk eller tragisk form. Genrerne er stivnede og litteraturen har mistet enhver relevans. Det er kedsommeligheden i den verdensfjerne mytologiske litteratur, der tvinger Juvenal til at åbne munden og forsøge at beskrive, hvad der sker i samfundet og hvad der sker af uretfærdigheder og absurditeter på Roms gader. Og når man først får blik for dét, er det “svært at undgå at skrive satire.”

Juvenal beskriver stolt sig selv som en ny Gajus Lucilius, der skal udpege al tidens fordærv og korruption. Han ønsker at stå midt i vejkrydset og fylde sin skrivetavle med vrede vers, hver gang han ser en korrupt advokat eller embedsmand blive fragtet forbi i sin bærestol. “Tror du, der er navne, jeg ikke tør nævne?” skriver han trodsigt, hen mod slutningen af det første digt.

Men her bliver hans rasende og selvhævdende stemme mødt af en anden stemme, som køligt gør ham opmærksom på, at det uundgåeligt vil føre til døden at nævne navne:

“Nævn Tigellinus, og snart vil du blive en lysende fakkel,

brændende, osende, bundet ved struben til fyrretræspælen.”

Navnet Tigellinus tilhørte en sadistisk prætorianerpræfekt ved Neros hof, en hel generation tidligere, og var som sådan ikke spor farligt at nævne længere. Men pointen er ikke desto mindre tydelig nok. Ved at kalde den nævnelige unævnelig peger Juvenal på unævneligheden som sådan.

Slukøret giver digteren op og skriver i de sidste linjer af det første digt, at nu hvor det ikke længere er muligt at kritisere nogen levende, må han gå til angreb på de døde i stedet, som ligger begravet langs de store veje ud af Rom:

“Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske,

dækket af Via Flaminia, dækket af Via Latina.”

Dette er helt i tråd med det nye regimes ønske. De tidligere tider skulle dæmoniseres, så Trajans egen tid kunne stråle klart i modsætning. Det er på den baggrund at blandt andre historikeren Tacitus skrev sine værker.

Men Juvenal markerer sin intention: Han vil beskrive samtidens uretfærdigheder gennem et angreb på de døde.

I sin første bog skaber han et enormt persongalleri af afdøde personer, nogle gange helt specifikke og andre gange med generiske navne, som han håner og udstiller. Der er noget opgivende ved det – satiren kan aldrig blive helt præcis og rammende – men der er samtidig en klar invitation til publikum om selv at slå øjnene op og indsætte de levendes navne der, hvor digteren kun kan skrive de dødes. Ved at invitere sit publikum til at være medskabende og færdiggøre teksten for ham, lykkes det måske alligevel Juvenal at skabe bidende satire i et brutalt og undertrykkende regime.

 

Månedens Essay er støttet af: