Dansk PEN før ankesag om racistiske jokes: Drop fængselsstraf!
“Spredning af vittigheder må ikke kunne føre til fængselsstraf, principielt bør ytringer ikke kunne straffes så hårdt”, påpeger Mads Julius Elf. “Hvor usmagelige og afstumpede vi end måtte vurdere de 129 såkaldte jokes på to hjemmesider til at være, må vi alligevel for samfundets fælles bedste appellere til, at landsretten under ankesagen omstøder dommen over den 28-årige mand fra Holstebro. I Dansk PEN følger vi sagen med interesse, ikke fordi der er grund til at have den mindste respekt for mennesker, som udbreder racistisk indhold forklædt som vittigheder, men fordi en kriminalisering af den dårlige humor også risikerer at ramme og begrænse den gode satire. Nedværdigende vittigheder må vi kunne tåle, i hvert fald så længe de ikke spredes systematisk som livstruende propaganda.”
Fakta om sagen: 3. april 2024 blev en 28-årig mand fra Holstebro idømt 7 dages betinget fængsel for at have udbredt vittigheder kategoriseret under overskrifterne “Jøde jokes”, “Neger jokes” og “Racistiske jokes”. Det valgte anklagemyndigheden at bruge som en anledning til at afprøve racismeparagraffens grænser, og i byretten blev manden dømt skyldig med henvisning til materialets grovhed, gerningsperiodens længde, og at hjemmesiderne havde været drevet med et økonomisk udbytte som formål.
Det har været diskuteret, om vittigheder falder uden for paragraffens anvendelsesområde. For er de ikke ofte ytringer brugt til at karikere andres fordomme? Sådan må man eksempelvis forstå den ironiske video med “Rejsesangen” (2004) af satiregruppen Drengene fra Angora. I Danmark har vi en tre hundrede år lang tradition for moderne karikaturer af denne art. Holbergs satire over afmægtige og overtroiske beboere på øen Anholt i det komiske heltedigt Peder Paars fra 1719-20, undertiden omtalt som selve den moderne ånds litterære gennembrud på dansk, fik øens ejer, embedsmanden Frederik Rostgaard, til at rejse anklage og kræve bogen brændt, men klagen blev afvist. Allerede i løbet af Danmarks oplysningstid opstod der vide grænser for vittigheder og satire. Det bør der også være i dag.