Dansk PEN om presse- og ytringsfriheden i Gaza
Siden oktober 2023 har 242 palæstinensiske journalister mistet livet i Gaza, ifølge FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder. Når internationale og uvildige medier samtidig nægtes adgang til de besatte områder, undergraver Israels regering ikke bare ytringsfriheden. Den gør det samtidig umuligt for omverdenen at danne sig et fair billede af den virkelige situation i Gaza. Det nedbryder borgeres tillid til den demokratiske samfundsorden, at en lovligt valgt regering som Israels på denne måde lader hånt om presse- og ytringsfriheden. Det vækker forfærdelse, også blandt jøder i og uden for Israel.
Uden en fri og uafhængig presses mulighed for at arbejde i Gaza er rummet for politisk manipulation grænseløst. Civilbefolkningen i både Gaza og Israel fortjener, at resten af verden kan følge med.
Skribenter og rapportører er i ytringsfrihedens frontlinje. Disse angreb på pressefriheden og informationsfriheden sætter varige spor. Den indiske forfatter Pankaj Mishra kalder det et dystert billede på en ny verden, hvor alt er tilladt, og hvor Vestens autoritet og legitimitet er væk.
På vej mod sådan en verden følte nogle det måske som nytteløst, da 210 danske forfattere i forsommeren prøvede at råbe politikerne op, på linje med andre kunstnere og menneskerettighedsorganisationer. Men i PEN ved vi, at kunstneres opråb kan få magtens facade til at slå revner.
Også i Danmark oplever vi efterskælv af den umenneskelige konflikt i Gaza, som alle steder får ytringsfriheden til at vakle. Statsministeriets initiativ til retsforfølgelse af borgere for påstået terrorbilligelse er et skammeligt tegn på det.
Menneskers værdighed er uløseligt forbundet med friheden til at ytre sig, på godt og ondt. Uden ytringsfrihed kan ingen af os blive tilstrækkeligt oplyste. Og hvor usmagelige spontane udbrud fra oprørte medborgere end kan synes, så er også de almindeligvis omfattet af den samme ret. Det kæmper vi for i PEN.
Dansk PENs bestyrelse

