Dansk PENs smugkro for forbudt litteratur på Folkemødet
Kig forbi Dansk PENs smugkro for forbudt litteratur på Folkemødet. Vi byder på Forbudte bøger og forfulgte forfattere.
Hvornår: Fredag den 13. juni kl. 13:15 – 14:00
Hvor: Folkemødet i Allinge, D13 – Galleri Galschiøt og Art Politico

Bøger forbydes, forfattere fængsles, dræbes eller drives i eksil. Magthaverne i lande som Rusland, Kina, Iran, Egypten, og nu i stort omfang også USA og Storbritannien, forbyder og censurerer bøger om homoseksualitet og religiøs og politisk dissens.
I 1930erne var det sprut, der skulle smugles ind og nydes bag lukkede døre, men igennem historien har også litteraturen været noget, der skulle læses, nydes og deles i hemmelighed. Værker, vi i dag anser for klassikere; James Joyces Ulysses (1918), Franz Kafkas Processen (1925) og George Orwells Animal Farm (1945) har alle været censureret og forbudt. I de senere år er Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling (1985) blevet strøget af pensumlister og bandlyst på biblioteker i store dele af USA. Flere af William Shakespeares skuespil har gennem tiden været fjernet fra hylderne, og i dag er Biblen forbudt flere steder i Mellemøsten, ligesom Harry Potter-serien ikke længere er at finde på en række amerikanske biblioteker.
Deltagere
Lone Theils
Krimiforfatter og journalist, bestyrelsesmedlem i Dansk PEN
Moussa Mchangama
Forfatter, debattør og partner i rådgivningsvirksomheden In Futurum
Mille Rode
Generalsekretær i Dansk PEN

