”Erdoğan læser en karikaturtegning, som fanden læser Bibelen”

I forbindelse med razziaer af deres hjem har tyrkisk politi arresteret chefredaktør Zafer Aknar, kunstnerisk leder Cebrail Okçu, tegner Doğan Pehlivan og administrativ leder Ali Yavuz, alle medarbejdere ved det tyrkiske satiriske magasin LeMan.

Årsagen er en tegning, der blev bragt i magasinet den 26. juni, og som kritikere hævder forestiller profeten Muhammed, hvilket LeMan selv har afvist. Natten til den 30. juni truede demonstranter med at storme magasinets lokaler, og der blev råbt slagord som “Længe leve sharia” og “Tand for tand, blod for blod, hævn, hævn”.                      

Anklagemyndigheden hævder at magasinet offentligt har ”hånet religiøse værdier”, og indenrigsminister Ali Yerlikaya delte videooptagelser af anholdelserne, hvor nogle af de tilbageholdte ses blive ført væk, barfodede og i håndjern.  I opslag på X fordømte Ali Yerlikaya tegningen, som han kaldte ”skamløs” og en “vammel illustration”, der havde til formål at “skabe splid”.

Præsident Erdoğan har fordømt satiremagasinet og kaldt tegningen “respektløs” og “en nederdrægtig provokation”. Justitsminister Yılmaz Tunç har bekræftet, at der er indledt en undersøgelse efter artikel 216 i den tyrkiske straffelov for “offentlig forhånelse af religiøse værdier”.

Præsident for Dansk PEN, Mads Julius Elf, udtaler:

”Viser tegningen ikke islams vigtigste profet, Muhammed, og jødedommens vigtigste profet, Moses, give hånd til hinanden oppe i himlen, mens missiler flyver gennem luften under dem? Dette er åbenlyst et satirisk stykke anskuelsesundervisning, der plæderer for fred i Mellemøsten få dage efter militære sammenstød mellem Iran og Israel. Men den tyrkiske præsident læser en karikaturtegning, som fanden læser Bibelen, og det er ren demagogi, når Erdoğan udlægger tegningen som en trussel og kalder den ’en hadforbrydelse’. Sekulariseringen af Tyrkiet begyndte med Atatürk for mere end hundrede år siden. Men under Erdogan blandes religion og politik igen sammen i en pærevælling. Så under hans form for styre bevæger Tyrkiet sig væk fra at kunne anerkendes som et demokrati. Demokratisk er en nation ikke, så længe dens religiøse og politiske myndigheder er hævet over kritik. Fængsling af journalister og kunstnere, der bruger deres ytringsfrihed, er klare tegn på et autoritært styre.”