Den iranske digter Mahvash Sabet, der under de ti år hun var fængsel i Iran, oplevede alvorlig isolation, ser en vis ironi i nu, sammen med alle sine landsmænd, at være begrænset af egne mure på grund af Covid19-pandemien. Selvom de to oplevelser ikke for alvor kan sammenlignes, så kan hendes indsigt måske give genlyd hos læserne.

Mahvash Sabet er æresmedlem af Dansk PEN. Hun besøgte os sammen med sin søster Parivash i februar 2020, godt to år efter at hun var blevet løsladt. Teksten her er oversat fra persisk via engelsk med tilladelse fra forfatteren.

Isolation

Af Mahvash Sabet

Et resultat af Covid19 er, at vi i disse dage måske har chance for at tænke dybere, på fortiden, fremtiden, gamle venner, nye bånd og frem for alt vores ligheder og forskelle. Måske er det grunden til at jeg for nylig har modtaget opkald fra venner, der siger: “Nu forstår vi bedre, hvad du har gennemgået under din isolation.”

Det fik mig til at tænke. Er karantæneforhold virkelig som isolation? Hvis ja, hvorfor ser jeg ikke lighederne? Hvorfor er jeg så rolig i stedet for rastløs? Hvorfor venter jeg ikke desperat på at natten er overstået, samtidig med at jeg ryster ved tanken om den næste dag? Jeg kan faktisk synke maden! Døden ser ikke ud til at være min eneste frelse!

Men selv når jeg er klar over forskellene og takker den venlige ven, der ringede og bad om, at hverken hun eller nogen andre måtte opleve at skulle udholde virkelig isolation, så forstår jeg, hvad hun mener. Hun taler ikke om lignende forhold, men om deres psykologiske virkning. Måske på den måde, ja, karantæne er som et fængsel.

Først og fremmest har det vendt vores verden på hovedet og ændret alle vores vaner. Før Covid19 havde vi specifikke adfærdsmønstre: måder vi ko og gik på, ting vi kunne lide og ikke lide, vores søvnrytme, arbejde og sociale liv, vores interaktion med familien og omverdenen. Nu er der vendt op og ned på disse mønstre. Vi skal tilpasse os, ellers overlever vi ikke. Vi skal gennemgå stadierne af benægtelse og nå frem til en eller anden form for accept. Men det er et chok. At undergrave vores vaner kan være et angreb på vores selvfølelse, en trussel mod vores selvbillede.

Før en fange bliver kastet i isolation, har hun et klart billede af, hvem hun er. Hun har en vis selvtillid baseret på hendes interaktion med andre. Hun har måske opbygget et idealbillede af sig selv, styrket af sine professionelle kompetence og hendes rolle i samfundet. Men når hun først er fjernet fra disse ydre omstændigheder og berøvet sine vaner, når hun er isoleret og begrænset af mure, så er hun tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem hun er. Det er let at miste sit selvværd i fængslet.

Også under karantæne kan vi blive grebet af en selv-tvivl, som vi tidligere godt kunne holdt i skak. Nu overmander alle mulige former for frygt os, hvoraf en del er berettiget. Vi bekymrer os mere end før om at blive syge eller om at miste vore kære; vi kan blive plaget af økonomisk tab og usikkerhed; vi føler os i stigende grad kvalt af manglen på social interaktion, berøvelse af naturen; og til sidst er vi både mere afhængige af og frustrerede over mediernes informationsbombardement. På den måde kan det føles som en fængselsstraf at være fanget derhjemme.

Det er også sværere at rumme andre, når man er bange. Tillid kan hurtigt udhules under indespærring. At være fanget sammen indendørs eroderer ikke kun individets selvtillid, men underminerer relationer og fremprovokerer problemer. Vi finder os selv mistænksomme over for andres ord og handlinger. Vi er mere tilbøjelige til at bebrejde og beskylde. Og at leve i et miljø med mistillid i dage, uger, måneder kan blive giftigt. Virkningen af ​​disharmoni er lige så farlig psykologisk som virussen er fysisk. Så hvad enten vi er begrænset til hjemmet eller fængslet i en celle, er vi nødt til at kontrollere vores utålmodighed, temperere vores indre hast, blive mere tolerante over for andre, lære tålmodighed og øve kærlighed.

Der sker også noget ejendommeligt med tiden, hvad enten det er i isolation eller i karantæne. Vi mister overblik over antallet af dage og nætter; vi glemmer timerne. Uger går, og vi kan ikke huske datoen, eller hvor længe dette har stået på. Nogle gange føles 24 timer som evigheden; andre gange bemærker vi, at næsten to måneder er gået, og det virker som i går, at denne uvirkelighed begyndte. Vi kan blive besat af fortiden og bekymrede over fremtiden. Omvendt kan vi i stigende grad komme til at leve i øjeblikket, hvilket er en forsvarsmekanisme mod fortvivlelse. Men i begge tilfælde indser vi, at tiden er en illusion.

Og dette kan være underligt befriende. Afskåret fra gamle vaner, fra tidligere forestillinger om identitet og selvværd og fra livets tidsmæssige begrænsninger kan vi faktisk under disse ejendommelige omstændigheder opdage en ny frihed. Vi kan omdefinere vores prioriteter. Vi begynder at tænke: “Også dette er en oplevelse.” Vi siger, “Jeg kommer igennem det på en eller anden måde!” Vi siger til os selv: “Nå, der er alligevel ikke rigtig noget valg, er det?”. Og selvom vi tilpasser os udefrakommende begrænsninger, opdager vi, at noget dybt inde i os forbliver det samme. Eller rettere, på grund af netop disse omstændigheder, vågner det indre selv. En fange i isolation, der er blevet frataget søvn, ordentlig mad og frisk luft og udsat for måneders psykologisk stress, forhør og endda tortur, genkender måske ikke sig selv i spejlet, men hendes indre er intakt. Hendes sjæl er modstandsdygtig. Hun siger, “Nu ved jeg, hvem jeg er!”

Og det kan vi også sige. Denne oplevelse har bragt os tættere på hinanden og samtidig holdt os adskilt. Det har givet os chancen for at omdefinere vores medmenneskelighed og bevist, at verden virkelig er ét. Det har vist os, at vi er lige sårbare, lige afhængige af andre. Måske vil bevidstheden om vores fælles medmenneskelighed, vores fælles skæbne, i sidste ende føre os til at rekonstruere en verden med ægte sundhed og ro – for alle.

Det vil være den virkelige vaccine mod Covid19!