fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden
okt 072020
 

HULLER I LUFTEN

Af Gorm Rasmussen

DER VAR ENGANG en kirke oppe på Skive-egnen. Bare et af de her sædvanlige typeGudshuse som Svend Estridsøn drev bønderne til at rejse 2000 af i løbet af 100 år.

I den kirke kunne man i mange generationer iagttage, at når menigheden passerede et bestemt sted, bukkede eller nikkede mange af dem foran den hvidkalkede væg.

Bortset fra at det altid er meget pænt at opføre sig anstændigt, når man træder ind i templer, var der angiveligt ingen, der anede en bønne om hvorfor.

Og hvorfor lige det sted? Der var jo ingenting, kun det hul i luften, man efterlod.

Det var første hul!

Det fylder jeg op til sidst.

I 1969 FILMEDES afskedskoncerten med rockgruppen, "The Band"; "The Last Waltz" af Martin Scorcese er en vidunderlig oplevelse, og især én sang og melodi tatoverede sig ind på trommehinder og hukommelse, The Night They Drove Old Dixie Down", om en fattig ung mand, Virgil Caine der melder sig under sydstatsfanerne i den amerikanske borgerkrig, for det gjorde hans far og hans bror, der begge faldt. På den forkerte side, altså. Det er således en nederlags- og sørgesang, men i triumferende dur, find den selv.

Jeg vil vædde mit tredje øje på, at den aldrig var lukket indenfor på Youtube, hvis den var begået i dag ...

Det var andet hul!

Det vender jeg også tilbage til, lige om lidt.

HVAD FARVE havde Jomfru Maria?  Det kom jeg i snak med Carl-Otto om  her på Møn for nylig. I hans have står en ganske nagen kvinde, sort som en kakkelovn, og yndissima, skåret af en gæv lokal figurmager og yderligere pyntet af havens ejer med to møbeldigler for at tydeliggøre vigtigheden af brystvorter hos jomfruer.

En dag jeg kom forbi var indskriften Jomfru Maria forsvundet. Jeg frygtede straks det værste. (Racister eller anti-apropierings-fantaster? Ateister? KKK-tilhængere. Katolikker eller mexicanerhattehadere? Og så på den pæne ø Møn!) Hvad er der dog sket, spurgte jeg Carl Otto, der er noget der mangler, er nogen blevet sure over en sort madonna på din plæne? Madonna kan sgu også være sort! svarede han bistert.

Han havde bare sommermalet hende, og af hensyn til PEN fik jeg ham så overtalt til at male navnet op igen.

Det var tredje hul.

Og det er ligesom fyldt op af sig selv.

 2. hul, The Last Waltz revisited:

Aftenen var én stor parade med nogle af tidens allerbedste sangere og musikere. Dylan, Baez, Young, Mitchel osv. På et tidspunkt bliver Muddy Waters budt velkommen af bandets leder Robbie Robertson, og der står de, ophavsmanden til sydstatssangen, The Night Old Dixie Died,  og blueskongen selv, efterkommer af de slaver, krigen handlede om ... Fin fin situation, med imponerende ligevægt. Kongeligt. Der er et stort hul i luften mellem dem. Helt tomt, så der er plads til at vi fylder ud.

Den koncert ville ikke kunne være holdt i dag. Det var i 1969, en langt mere polariseret og konfliktramt tid end vores, men også modigere og langt mere tolerant.

Tiden, altså vores, er fej, usselig, debatten er halt.

Nu f.eks. de huller. General Lee i Virginia skulle aldrig være revet ned, i stedet skulle man have rejst en statue af en slave, der sønderiver sin lænke, ved siden af!

Og gudskelov faldt statuen af Hans Egede ikke i Nuuk. At han skal forblive stående vil jeg gerne udtrykke et godthåb om. (Han nedskrev trods alt grønlændernes sprog og brugte/reddede det! Ganske imponerende for en kolonisator.) I stedet skal der rejses en statue af den grønlandske sagaskriver og tegner Aron fra Kangeq. Han er en af grundlæggerne af Grønlands litteratur og billedkunst med sine beretninger og tegninger af sejren over nordboerne.

Og hvorfor det? Fordi de huller der ellers opstår, når historie rives ned eller fortrænges, kan ende som frygtelige deponier for gråd, gnidsel, nid, nag, løgn, hævnlyst, bagtalelse, paranoia, politisk affald ... Internettet er fuldt af sådan noget, og medierne, den pressede presse aner ikke hvordan den skal forholde sig, ter sig som en der har fået lopper og lus og klapper sig over hele kroppen, uden at ramme.

Men glemt bliver det ikke helt, det vi ikke længere kan huske.

Som en arkæolog engang sagde til mig: Den kollektive hukommelse er meget stærkere end den individuelle.

1. hul, sidste hul. Skive-egnen genbesøgt.

For ikke så mange menneskealdre siden opklaredes mysteriet med de nikkende kirkegængere. Man havde fundet kalkmalerier under det det hvide kalklag, og lige her, hvor menigheden kniksede (hukommelse sidder i kroppen), var et maleri, af selveste Jomfru Maria, hvid og bleg som en anden skibonit.

Sikke et held. Tænk nu, hvis det havde været fandens oldemor!

 

 

Månedens Essay er støttet af: