Utilbørligt politisk pres mod forskers ytringsfrihed

 

I forbindelse med sagen om Marlene Winds udtalelser i spørgsmålet om dansk grænsekontrol, tager Dansk PEN tager afstand fra det direkte og indirekte pres, der er blevet lagt på forskerens ytringsfrihed. Toneangivende politikere kræver indgreb fra Københavns Universitets side over for professor Marlene Wind på grund af udtalelser, der har kritiseret disse politikere. Kritikken forsøger at miskreditere Marlene Winds faglige ekspertise på grund af hendes holdninger og ikke på grundlag af hendes forskning.

Vi finder det betænkeligt og bekymrende, at Morten Messerschmidt stiller krav til Københavns Universitets rektor om at “foretage de fornødne indskærpninger over for Marlene Wind” (se http://jp.dk/indland/indland_politik/article2462213.ece) i en offentliggjort klage, og at Pia Kjærsgaard kræver, at Københavns Universitet skal “ransage sig selv”, når de kan “have tillid til sådan en person” (se http://universitetsavisen.dk/politik/politikere-taesker-loes-paa-marlene-wind). Sådanne krav fra magtfulde politikere er egnede til at stække universitetsforskeres ytringsfrihed, kan føre til selvcensur og i værste fald til censur. At Marlene Winds “selvpålagte” periode med medietavshed skyldes pres fra universitetets ledelse forstærker kun indtrykket af utilbørligt pres (se http://www.information.dk/271272)

Vi understreger, at både forskere og politikere skal have ret til og mulighed for at udtrykke sig i skarpe og polemiske vendinger og vender os alene imod de krav om repressalier over for professor Marlene Wind, som udtrykkes fra politisk hold.

 

 

2 tanker om “Utilbørligt politisk pres mod forskers ytringsfrihed”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.