Frigiv Gui Minhai og respekter hans ytringsfrihed
Pressemeddelelse
Åbent brev til Xi Jinping – Frigiv Gui Minhai og respekter hans ytringsfrihed
For en uge siden blev den svensk-kinesiske forlægger og forfatter Gui Minhai idømt ti års fængsel ved en domstol i Kina, efterfulgt af fem års tab af alle politiske rettigheder. Han anklages for at have videregivet oplysninger til udenlandske agenter.
Dommen kommer i kølvandet på svensk PENs tildeling af Tucholskyprisen til Gui Minhai i november 2019. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Stockholm til Gui Minhais datter Angela Gui af den svenske kulturminister Amanda Lind.
Forud for prisoverrækkelsen havde den kinesiske ambassade i Stockholm klaget til den svenske regering over deres støtte til Svensk PENs pristildeling, og efterfølgende har de på internettet og ved telefonopkald chikaneret en lang række svenske journalister, politikere og andre, der offentligt har udtrykt støtte til Gui Minhais sag.
I forbindelse med domsafsigelsen har de kinesiske myndigheder hævdet at Gui Minhai har erklæret sig skyldig og ikke ønsker at appellere dommen. De hævder samtidig at han skulle have frasagt sig sit svenske statsborgerskab og ikke vil have hjælp fra den svenske regering.
Sammen med Danske Skønlitterære Forfattere, Boghandlerforeningen, Danske Forlag og Dansk Journalistforbund har Dansk PEN og Dansk Forfatterforening i dag sendt et åbent brev til den kinesiske præsident Xi Jinping hvori de bl.a. opfordrer de kinesiske myndigheder til straks og ubetinget at frigive Gui Minhai og at hans ret til frit at ytre sig respekteres.
Læs brevet her: Åbent brev til Xi Jinping – Gui Minhai
For yderligere informationer, kontakt venligst:
Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, telefon 50128724/ mortenvisby@hotmail.com
Eller
Mille Rode, generalsekretær i Dansk PEN, telefon 40454419 / pen@pen.dk