Den tyrkiske journalist Erol Önderğlu for retten igen – trods tidligere frifindelse

Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN

Den tyrkiske journalist og leder af Reporters Without Borders i Tyrkiet, Erol Önderoğlu, trækkes nu igen i retten i en sag, som ellers var afsluttet med frifindelse den 17. juli 2019.

Selve sagen handler om deltagelse i en støttekampagne i 2016 for den nu lukkede avis Özgür Gündem – en kampagne, hvor en stribe markante mediefolk for at vise solidaritet på skift trådte til som ansvarshavende redaktør for den truede avis.

Hvor sagen reelt handler om forsvar for mediepluralisme, lød anklagerne på ”propaganda for en terroristorganisation” og ”åben tilskyndelse til kriminalitet” – sigtelser, som ifølge Tyrkiets anti-terrorlov og straffelov kan give op til 14 års fængsel.

Glæden var ellers stor, da Erol Önderoğlu og de to andre anklagede, læge og menneskerettighedsaktivist Şebnem Korur Fincancı og forfatter og journalist Ahmet Nesin, i sommeren 2019 blev frikendt efter tre års retssager og 11 retsmøder – et langtrukkent forløb, som har haft til formål at udtrætte de anklagede både psykologisk og økonomisk.

Men den 3. november 2020 ændrede en appeldomstol i Istanbul frifindelsen, og første retsmøde i den genoptagne sag finder sted i dag, den 3. februar 2021.

”Skønt selve sagen handler om Erol, vil den få betydning for enhver uafhængig journalist og enhver borger i Tyrkiet. Hvis myndighederne får held med at gøre journalister som Erol tavse, nægtes borgerne deres ret til information, og demokratiet vil lide skade. Drop sigtelserne nu!” siger Anthony Bellanger, generalsekretær for IFJ (International Federation of Journalists) i en fælles udmelding fra 17 ytringsfriheds- og menneskerettighedsorganisationer, bl.a. PEN International og Reporters Without Borders.

Sara Whyatt, koordinator af PENs regionale program for Europa udtaler:” Vores kollega Erol Önderoğlu, har i mange år stået i spidsen for ytringsfrihedskampen i Tyrkiet. Det har han gjort med stor integritet, upartiskhed og objektivitet. Dét, at han nu risikerer en fængselsdom udelukkende for at forsvare frie medier, er en beklagelig knægtelse af selve de rettigheder, han har kæmpet for.”

Joint statement in support of Erol Önderoğlu, facing 14 years in prison _ RSF