Om angreb på medier og journalister i krigen mellem Hamas og Israel

Der er gået fire måneder siden Hamas’ gruopvækkende og brutale terrorangreb i Israel den 7. oktober, hvor mere end 1200 mennesker blev myrdet og mindst 240 taget som gidsler. Siden er ikke færre end 83 journalister og mediearbejdere dræbt i Gaza og på Vestbredden – 76 palæstinensere, fire israelere og tre libanesere – heraf mindst 15 mens de var på arbejde, if. Committee to Protect Journalists (CPJ).  Tre journalister er rapporteret forsvundet, mens 25 er fængslet.

Indtil nu antages de israelske angreb at have kostet op imod 26.000 livet i Gaza og på Vestbredden, og befolkningen i Gaza lider under alvorlig mangel på livsnødvendige forsyninger. Den litterære webside lithub.com har registreret 13 digtere og forfattere blandt de dræbte.

Ud over de voldsomme menneskelige tab og tragedier har de israelske angreb ført til, at uerstattelig kulturarv er gået tabt. Kulturinstitutioner, biblioteker, gamle moskeer, kirker, historiske steder og bygninger er ødelagt.

Der kan være usikkerhed om oplysningerne, dels fordi de israelske myndigheder forhindrer internationale medier i at få adgang til området, så påstandene ikke kan verificeres, dels fordi medier if. det palæstinensiske journalistsyndikat i Gaza har været direkte mål for de israelske angreb. Dertil kommer, at de israelske mediers dækning af forholdene inde i Gaza if. den israelske avis Haaretz News i vid udstrækning forsømmer at dække begivenhederne objektivt.

Hvad der foregår i Gaza, på Vestbredden og i Israel er uden sammenligning ”de blodigste uger for medierne i moderne historie”, siger Erik Larsson, talsperson for Journalister Uden Grænser i Sverige.

Målrettede angreb mod journalister og medier bør aldrig finde sted. En fri og uafhængig mediedækning bidrager til at skærme og beskytte civilbefolkningen i tider med krig og konflikt, og det er en forudsætning for, at den til enhver tid førte politik kan sættes under lup.

Angreb på medier og målrettede drab på journalister må gøres til genstand for en uafhængig efterforskning, og de ansvarlige må stilles for retten.

Kilder:
https://cpj.org/2024/01/journalist-casualties-in-the-israel-gaza-conflict/

https://cpj.org/2024/01/attacks-arrests-threats-censorship-the-high-risks-of-reporting-the-israel-hamas-war/amp

https://www.haaretz.com/israel-news/2023-12-25/ty-article-magazine/.premium/how-israeli-media-became-a-wartime-government-propaganda-arm/0000018c-a0d3-d957-a98f-aed3ea560000

https://theconversation.com/gaza-war-israeli-government-has-haaretz-newspaper-in-its-sights-as-it-tightens-screws-on-media-freedom-218730