Digt af Mahvash Sabet Shahriari
samvittighedsfange i Evin Fængslet, Tehran, Iran
2016
De små tilskyndelser,
vand, lys og luft,
smag og en stemmes nærhed
– du berøves dem lidt efter lidt.
Når bevidstheden er forundt glæden, sågar forventningen om udfrielse,
når der ikke længere er en rytter til håbets hest,
når det livet blev til, kun er såret efter krænkelse og slag,
da sker det, at den altid dunkle celle
suger kroppens celler til sig
indtil hjertet i sorg er hele cellens skumle dyb.
Og et lavt og lukket tag er din himmel.
Et tag uden solen og månens idé. Et tag uden hjerte af stjerner.
Og dit hjertes begær efter duften af regn
går til grunde på den triste jord af indtørret sorg.
Fanget i de tusinde rums akustiske ulykke
findes som det eneste (i hjertet) den tordnende, rasende vrede
i det lukkede rums mørke
skabt af tyrannernes tro,
der afviser det (ind)lysende valg,
og spærrer for gangen af den guddommeligt sande bro.
Og sanseligheden tømmes for indlevelse
i natur, i kærlighed, i skønhed
selv i drømmen.
Når livet leves på et slør af tårer
bliver ord i betydningernes lys,
nøgne i livets ørken
og slukkes i suset fra sindsbevægelsens indignation.
I hjertets lønkammer nærer intet kærligheden.
Men hadet vandes bestandigt af alt omkring dig.
Og du forstår menneskets ensomhed
i den ubrudte stilhed af timer, dage, måneder og år
i isolationens celle, hvor tiden forgår.
I autoritetens hule hånd
levnes du kun det slørede billede på bagsiden af øjnenes bånd.
Med en kort skamferet horisont mod døden efterlades du
indtil menneskets ubøjelige integritet ikke er mere
og det stærke, det ranke og vågne er væk.
Ikke før mennesket i buret er blevet et intethedens nul
flydende ud i mængden af absurde tal
imedens al drøm er nedsænket på fangenskabet og hadets delta.
Ikke før den stærke tro er knækket
og mennesket selv tror, hvad det aldrig var, og hvad det aldrig gjorde.
Da trækkes den afskyelige hånd tilbage
og du overlades til din elendigheds hårdhed
for at synke ned i den uendelige dybde af eget værd.
Er det ufortalte ord gjort stumt?
Er det endnu ufærdige embryo i livets skød dødt?
Og poesien
– spejler den de tomme illusioner
eller et billede af en menneskelig virkelighed,
fanget af mørket, men som dog kan tale om lyset?
Oversættelse fra persisk til dansk: Asef Soltanzadeh
Lyrisk gendigtning efter dansk og engelsk oversættelse: Joan Schmidt