Den sidste dag

Du går.

Luften er lun og fugtigheden høj. Træer og buske rører ikke på sig.  Hvis du betragtede de få mennesker på gaden oppefra, ville du antage dem for at være bakterier, der bevægede sig rundt, uden retningssans. Der er en bakke, der hvor du er. Du bestiger den.
Dette er kvarteret, hvor en af dine forfædre venter dig lige bag ved. På vej ned bliver benene trætte af at klatre uden noget at støtte sig til. De vil rive sig løs, men du tillader det ikke. Du har brug for dem, for at nå derhen, hvor du ønsker dig. Du går.

Du går på en støttemur af cement, en detaljeret teknisk løsning bygget for at udligne den potentielt dødelige højdeforskel. Nogen har skrevet ”Min tankes tynde rose”. Lige ved siden af er der tegnet en realistisk rose, med rødt. Du ved, hvad det handler om, navne forbundet med hjerter imellem sig. Ersin elsker Azime, men kan ikke sige det højt, Azime går naturligvis forbi muren, en overraskelse venter hende. Du ved ikke om det er noget der endnu venter hende, eller hvad Azime siden gjorde, hvis hun for længe siden fik øje på det. Du kan ikke vide det. Minareten strækker sig mod himlen fra det hellige sted på jorden ovenfor muren, skærer sig gennem de sporadiske skyer, der langsomt bevæger sig.

Trappetrin foran dig fører ned til en park, i dette kvarter klatrer du enten op eller ned. Der er en markedsplads for dine fødder, omkranset af store, hvide paraplyer og lappede læskærme. Høje råb, tomater og agurker trækker dig væk fra din rute. Inde i mængden og under overdækket kan du ikke se himlen. Så du går videre ad fortovet. Den vej der føles buet for dig, er lige for myrerne. De plejer at udføre deres arbejde hurtigt, og på en lige linje. Du vil gerne bære den myre, der forsøger at slæbe et stykke af et blad længere ned ad den vej, den bevæger sig ad. Dens glatte, to-delte krop pletter dine finerspidser, bladet falder. De nu tomme knibtænger klemmer om din hud. Du tænker, at den ikke værdsætter din venlighed og går videre. Bag dig forsøger den lille myrer, med bøjede ben, spredt for vinden, at finde tilbage til sin oprindelige form.

Vejen fører dig til en træbro, kun lige akkurat bred nok til at to mennesker kan gå side om side. Dens trækonstruktion er bygget af minder. Nu om dage er alle broer, der forbinder to sider af en kanal, bygget op af et jernskelet og baklava-mønstrede jernplader. Bunden af kanalen er tør, vandet løber i cirkler rundt om de udtørrede pletter af jord, med et grand af vovemod bevæger du dig derned. På vej ned strejfer sivene din arm, berøringen giver dig kvalme. På den tørre jord kan du se spildevand blandet med vandet, løbe fra et hul så stort at et menneske kan være i det, som fra en gryde, hvis kogende indhold løber ned i vasken. Mens du betragter de legende refleksioner fra broen i vandet, begynder bløde vindstød at vikle dig ind i en duft. Himlen bliver mørkere, sivene svajer, deres farve tangerer beskidt gul. Du tænker at du ville drukne, hvis dæmningslågerne et sted langt væk, pludselig åbnede sig. En flue lander på din pande, dens summen blander sig med din frygt for at drukne og du klatrer op igen.

Imens du skraber mudderet af dine sko i græsset foran et træ, med hvide blomster hængende som et broderi fra grenene, opfylder naturen et ønske for dig. Bag ved husene begynder regnen at sile ned. Du går den i møde. Foran dig er en gammel dør med et rustbelagt greb. Du går ind i en have vævet af gamle mursten. Tæt ved rumler tordenen. En vinplante klatrer op over muren. Kadaveret fra en udtørret due ligger frit tilgængelig, støvregnen lander på den. En del af haven er ødelagt, udgravningen til et fundament for en ny bygning kan ses i sprækken. Inden længe vil det være fyldt med vand og nogle mænd vil starte en maskine, der skal tømme vandet ud. Du ser på fuglen, der er ingen tegn på indre følelser. Du er mere optaget den bredbladede plante lige ved siden, det er som om du har set den før, på en mark da du var barn. Vandmelon eller græskar, det kan du ikke huske. Måske er det ingen af delene. Regnen tager til og dine skuldre bliver hurtigt våde. Haven er fyldt med ting du genkender på afstand, en udtørret edderkop gynger i sit spind fra side til side i hullet på en mursten, en kat kravler på muren, du bør lade det være. Der er intet der, ud over forestillinger, der får dig til at genkalde fortiden. Fra en tagrende på en bygning, ødelagt af tidens tand og mangel på vedligeholdelse, løber regnvand i en jævn strøm ud på fortovet. Denne side af fortovet er nu renere end omgivelserne, hvis regnen bliver ved i århundreder og hvis vandet vedblev at flyde med sådan en kraft, så ville fortovet også forsvinde. Når det sker, vil du for længst ligge sovende i den mørke muld.
Du går, simpelthen fordi du kan gå i gaderne mens andre folk er på arbejde. Nu er dine ben også våde. Du burde være derhjemme nu, og tørre dig. En hund går forbi dig med et stort kødben i gabet, du kan ikke modstå fristelsen, du følger efter hunden. Efter at være blevet godt og grundigt våd gribes du af en sær følelse af frihed ved at være gennemblødt. Der opstår vandbobler i sokkerne mellem dine tæer, buksekanten, der rammer dine ankler er kold og får dig til at skælve. Hunden skraber i jorden med poterne under en spinkel busk, der står som en del af en vejbeplantning. Du ser på, mens den begraver kødbenet. Hunden retter sig op igen, følger sine instinkter midt i et stykke natur, omgivet af fortovsfliser. Dine øjenlåg lukker til i dampen fra dens fugtige pels, du kan ikke skille dem ad. Det bliver mørkt, en malstrøm af vand opsluges af det mandstore dæksel, de gennemhullede skyer kæmper med den indigoblå nattehimmel.

De ting du har rørt ved er ved at vende tilbage til deres normale tilstand, myren i sin rede, mudderet, der er tørret ud på græsset, er nu på jorden. Kun sivene bliver ved med at svaje, fordi det er dem, der berører. På en eller anden måde er begivenheder slet ikke begyndt. Der var kun øjeblikke. Alt var gået i stå. Hvis du ikke åbner dine øjne, så er det sådan din sidste dag vil gå. Skråningerne vil blive betrådt, op og ned, uafhængigt af dig. Regnen vil gøre, som den gør i hundredvis af år og myrerne vil være lykkeligere uden dig.