KLIMAFORANDRINGER 2015… 2016…

img_1418-kirsten-thorupAf Kirsten Thorup

1.

Nu hvid vintersol. Nu kulde og dybfrost. Nu haglbyger af had. Nu hjemsendelseslejre. Nu ingen “pladderhumanisme”. Nu tålt ophold. Nu skrivebordsondskab. Nu den daglige tilvænning. Nu rimtåger af ligegyldighed. Nu ikke mere det landskab jeg kender. Nu uden infrastruktur en fremmed fugl. Nu hjemløs.

2.

Nu ingen afsender. Nu kun modtagere i en virtuel virkelighed. Nu forbrugere, vælgere, børn spist af med bolcheregn af selvvalg. Nu ingen dialog mellem ligeværdige parter. Nu uigennemsigtighed. Nu ingen ansvarlige. Nu politikersprog. Nu fremadrettet. Nu på den lange/korte bane. Nu nødvendighedens politik. Nu resultatmålinger og præstationsledelse. Nu topstyring. Nu overvågning hele tiden overalt i et politisk tomrum. Nu mod dunkle mål der helliger midlet.

3

Nu 30´erne i en tidssvarende indpakning. Nu strømlinet, administrativ, demokratirigtig, inden for loven. Nu ikke så pøbelfascistisk, udenomsparlamentarisk vulgær. Nu glatbarberet, managementforvaltet, moralistisk, snusfornuftig, husmoderlig, spiselig. Nu løsslupne markedskræfters evige festrus. Nu forvirrede, fordrukne, ufokuserede. Nu sat i verden for at more sig, konsumere, feste, forbruge, mens “fornuftens søvn avler uhyrer”.

4

Nu drømmen om Krønikesamfundet. Nu hvidvasket. Nu lykkeligst i den bedste af alle verdener. Nu skiftende vinde. Nu en anden virkelighed. Nu trusselsbilleder. Nu ikke længere ro og orden og fremskridtsvenlig hygiejne. Nu smittefarlig fjende i svin og mennesker. Nu ikke mere på sikker afstand. Nu invasion sydfra. Nu bådflygtninge på katastrofekurs mod italienske og græske øer. Nu Middelhavet som massegrav. Nu ikke mere en fredelig plet på kloden. Nu udsigten til at være i samme båd som “de andre”.

5

Nu ikke mere tryg ejendomsret til ressourcerne og atmosfæren. Nu øjeblikke af rædsel. Nu depression og panikangst. Nu speedball. Nu himmelflugt. Nu kunstigt paradis. Den der ikke bryder sammen, bliver kynisk og stærk. Nu goodbye to all that. Nu rumturisme. Nu markedet i det uendelige.

6

Nu propaganda. Nu mediebåret hetz. Nu mod muslimer. Nu mod brune og sorte. Nu mod kvinder. Nu mod langtidsledige. Nu mod kontanthjælpsmodtagere. Nu mod førtidspensionister. Nu mod hjemløse EU-borgere. Nu mod ældrebyrden. Nu mod studerende på SU. Nu visitationszoner. Nu lømmelpakke. Nu præventive anholdelser. Nu klimafængsel. Nu politivold.

7

Nu hjernevask. Nu sorte huller. Nu tretten års krig. Nu krigsliderlig igen. Nu latent undtagelsestilstand. Nu viljen til magt. Nu hukommelsestab. Nu ruling by fear. Nu skruppelløshed. Nu løgnen som tilstand. Nu pragmatisk afskaffelse af godt og ondt. Nu biopolitik. Nu kun “det nøgne liv”.

8

Nu global opvarmning. Nu forhøjet vandstand i oceanerne. Nu Maldiverne på havets bund. Nu meteorologisk kaos. Nu nedsmeltning af indlandsisen. Nu den politiske klasses forfald. Nu demokratiet blot den styreform, der giver de rige og magtfulde mulighed for at bevare deres magt uden alt for megen vold. Nu fyringer af kritiske offentligt ansatte. Nu whistleblowere bag tremmer. Nu udrensning af samfundsskadelige elementer. Nu kun vindere og tabere. Nu kun rige og fattige. Nu ejes 99% af 1%.

9

Nu Occupy Wallstreet. Nu Femen. Nu Climate Justice Action. Nu Tahrir-pladsen. Nu Jasminrevolutionen. Nu Pussy Riot. Nu Podemos. Nu Syriza. Nu Maidan-pladsen. Nu Paraplyrevolutionen. Nu Liu Xiaobo. Nu Chen Xi. Nu Gao Zhisheng. Nu Muhamed Bouazizi. Nu Abdulhadi al-Khawaja. Nu Chelsea Manning. Nu Edward Snowdon. Nu Anna Politkovskaja. Nu Aleksej Navalnij. Anastasia Denisova. Nu Raif Badawi. Nu Hanifa Alizada. Nu Asmina Hassani. Nu Asli Erdogan. Nu Ahmet Altan.

10

Nu Breaking News. Nu terror i Paris. Nu drab på journalister og tegnere. Nu “dem” og “os” i omvendt rækkefølge. Nu historiens hævn. Nu smagen af egen medicin. Nu menneskejagt. Nu gidsler i jødisk supermarked. Nu kriminelle krigere. Nu “Je suis Charlie”. Nu politibeskyttelse af synagoger og moskeer. Nu slumrende terrorceller.  Nu antiterroraktioner i Belgien. Nu Pediga i Dresden. Nu højreekstremisme i Europas hjerte. Nu dødstrusler på sociale medier. Nu ytringsfrihedsfanatikere. Nu mørke midt på dagen. Nu undergangsbelysning. Nu et blafrende “vi” forenden af tunnelen. Nu kun os selv i spejlet.

11

Nu Next Stop Copenhagen. Nu angreb på “hån, spot og latterliggørelse”. Nu blodig weekend. Nu krigens hjemkomst. Nu uskyldig død. Nu såret politi. Nu Krystalgadenatten. Nu sorgens dag. Nu likvidering af gerningsmand. Nu døgndækning af terror. Nu uden filter. Nu skygger på solsiden. Nu dybere grøfter. Nu ingen Bufferzone. Nu åben og sårbar. Nu erantistæpper i Ørstedsparken. Nu NOT AFRAID. Nu politikere på slap line. Nu et minuts stilhed. Nu et øjebliks sammenhold. Nu efterdønninger. Nu sørgende efterladte i mediernes søgelys. Nu Islamisk Stat. Nu horrorvideoer. Nu øget beredskab. Nu wake-up call uden selvransagelse. Nu fokus på bandemiljøer. Nu afradikalisering. Nu “den anden” tæt på. Nu i sync med nutiden.

12

Nu virkeligheden i overhalingsbanen. Nu folkevandring op gennem Europa. Nu over alle grænser. Nu flygtningestrømme på motorvejene mod Sverige. Nu transitland. Nu ikke længere “Danmark dejligst”. Nu statsministeren taget på sengen. Nu kaos på Christiansborg. Nu hjælpsomhed. Nu Venligboerne. Nu skeen i den anden hånd. Nu mad og drikke. Nu tøj og transport. Nu civilsamfundets orden on the ground. Nu civil ulydighed i rutefart over Øresund. Nu skingre DF-røster. Nu godhedsflashere. Nu landsforrædere. Nu skræmmekampagne i libanesiske aviser. Nu igen stramning af udlændingelovene. Nu konfiskering af smykker og kontanter. Nu hemmeligholdt brev fra Ban Ki-moon. Nu familiesammenføring under pres. Nu forsvundne uledsagede mindreårige. Nu kriminalisering af afviste asylansøgere. Nu flygtninge under jorden. Nu private vagtværn. Nu grænsekontrol mod syd og øst. Nu ingen fri bevægelighed. Nu uskøn alliance. Nu Erdogan som Fort Europas dørmand. Nu “vestlige værdier” suspenderet.

13

Nu 15. juli kl. 22. Nu mislykket kupforsøg. Nu krigsfly i luften. Nu tanks i hovedstaden. Nu sms-massemobilisering. Nu præsidentens loyale “Folk” på gaden. Nu menige soldater fladt på maven. Nu generaler i eksil. Nu Gülen udpeget som bagmand. Nu undtagelsestilstand. Nu retssystemet sat ud af kraft. Nu massearrestationer. Nu 35.000 tyrkiske borgere i varetægtsfængsel. Nu som mistænkte Gülen-sympatisører. Nu skolelærere og universitetsfolk frataget deres pas. Nu intelligensiaen i lænker. Nu ingen adskillelse af den politiske og dømmende magt. Nu uafhængige dommere på flugt fra isolationsfængsel. Nu totalitært enmandsstyre. Nu 105.000 offentlige ansatte afskediget. Nu lukning af uafhængige medier. Nu redaktører og journalister tilbageholdt. Nu 370 miljø- kultur- og menneskerettighedsorganisationer lukket. Nu kurdiske parlamentsmedlemmer arresteret. Nu retsstatens endeligt. Nu EU på kattepoter. Nu vores slyngel.

14

Nu det arabiske forår på stand-by. Nu 5 års borgerkrig. Nu bødlen fra Damaskus. Nu verdens ligegyldighed. Nu Putins momentum. Nu belejring af Aleppo. Nu krigsforbrydelser. Nu syrisk apokalypse. Nu kun 35 læger til 250.000 indbyggere. Nu løbet tør for mad og medicin. Nu uden rent vand. Nu skoler og hospitaler russiske bombemål. Nu kun skeletter tilbage af udbombede boligkvarterer. Nu hele familier udslettet. Nu børn begravet under murbrokkerne. Nu døde eller levende. Nu De Hvide Hjelme. Nu heltemod. Nu fredsforhandlinger i Geneve. Nu stedfortræderkrig. Nu stormagternes gambling. Nu videre til Mosul. Nu igen danske jagerfly på vingerne. Nu våbenindustriens pengemaskine. Nu dødens købmænd. Nu krigen uden ende.

15

Nu i populismens tegn. Nu ikke længere befolkning og medborgere. Nu kun det rigtige/sande “Folk” legitimt. Nu ingen argumenter. Nu dæmonisering af anderledestænkende. Nu reduceret til smagsdommere og politisk korrekte. Nu mistænkeliggørelse af viden og indsigt. Nu “Folket” som demagogisk værktøj. Nu løftestang til magten. Nu løgnen som stemmesluger. Nu fornemmelsen af jordskred. Nu på gyngende grund. Nu det repræsentative demokrati i opløsning. Nu en parentes i historien. Nu antipluralisme. Nu totalitære understrømme. Nu nationalismens genfærd. Nu Brexit. Nu UKIP. Nu DF. Nu Marine Le Pen. Nu Orban. Nu Geert Wilders. Nu vulkanen i udbrud på den anden side af Atlanten. Nu politik som underholdning. Nu stand-up i guldelevatoren. Nu vredens triumf. Nu Den stærke mands magtovertagelse i “Folkets” navn. Nu meningsmålingernes fallit. Nu ingen sikker viden. Nu White Power i Det Hvide Hus. Nu mareridt over prærien. Nu tilbage til fortidens faderhus. Nu kun begyndelsen.

Digtet blev fremført af forfatteren som en del af Dansk PENs Frie Ord-program på BogForum 2016

2 tanker om “KLIMAFORANDRINGER 2015… 2016…”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.