Krig i Europa
Vi tåler ikke ret meget realitet
der er et gelænder for angst
det fører os
umærkeligt gennem hverdagene
fra de fjerne værelser i mørket
klaprer dørene mere og mere
uklare billeder af løbende børn
i en klyngebombet gade
når ubesværet frem til nethinden.
Det er, som om at blive overmandet
bagfra
af noget i os selv
en biologisk frygt for tilintetgørelse
mens solen bevæger sig hen over himlen
og vintergækkerne pibler op af jorden –
Et sted i nærheden, hen over Østersøen
sker disse ting
bygninger crasher, liv smuldrer midt
i sirenestøj, millioner flygter i frygtoverfyldte
biler, en sindsforstyrret præsidents finger
svæver uroligt hen over dødsknappen i hans parallelunivers.
Er vi allerede midt i eskatologien
Er den nukleare sky på vej fra kyst til kyst –
i kælderverdenens fantasi?
Tog vi fejl af eksistensens sommerbrise og
selvdestruktionens hvirvelvind?
Er det virkeligt lyst i det susende mørke?
Sorg, kom til mig, din sorte blomst
lyser op midt i nattens gemmesteder,
får øjet til at se
de levende allerede frysende på vej ud over
klodens kant
med foråret, forvildelser og ufødte børn ringlende
efter sig.
Men solen står stadig op…
Oprør – det levende – oprør.
Mariupol
hvordan stave dit smukke navn
i alfabetet for rædsler
falde i søvn på afstand
uden lyden fra et tikkende
ophør af en hel verdens åndedræt.
Uhåndgribelige drømme
farer vild i bomberegnens labyrinter
huse, der i hallucinationer og svovl
imploderer i et fatamorgana
som for at bevise at ødelæggelsestrangen
er større end behovet for at leve
her er ingen signatur for mening
kun lig i bykortet og de anonymitetens
grave, hvor de japanske kirsebærtræer
engang gådefulde og blomstrende
sendte deres dufte ud.
Af Stig Dalager (2022)