Månedens Essay

 Posted by on 2. september 2019  Nyt fra Dansk PEN
sep 022019
 

Bulgakovs kat og det kloge sprog

Af Adda DjørupForfatter Adda Djørup

Jeg har netop skrevet en bog, jeg ikke havde forestillet mig at skrive. På den måde er den ikke spor anderledes end alle andre bøger og skønlitterære tekster, jeg har skrevet.

De har allesammen overrasket mig af (mindst) tre grunde:

1.Ved at blive som de blev: Alle mulige andre tekster havde jeg forestillet mig, men ikke netop dem.

2. Ved at blive læselige uafhængigt af mig: Man kan ikke se det indre landskab udefra, når man er dybt koncentreret om at udforske det.

3. Ved at blive læselige, også for mig: Selvom jeg har skrevet disse tekster, vil jeg som læser af dem få en lidt (og nogle gange meget) anden mening frem end den, jeg som skrivende havde til hensigt at formulere. Både fordi jeg så til enhver tid læser på baggrund af en ny, samlet sum af erfaringer og fordi sproget, som jo er et fællesmenneskeligt fænomen, er klogere end individet.

Et af de mere underholdende eksempler på sidstnævnte: Jeg læste for nogle uger siden i et speciale et citat, som fik en prås til at gå op for mig. Smart sagt, tænkte jeg. Og opdagede på følgende side at jeg var den citerede. Og altså ikke at citatet burde tilskrives en klogere, yngre version af Adda Djørup, men tværtimod én, der var en god del dummere ift det kloge sprog.

Det kloge sprog er altså fuld af gaver. Det ved vist enhver, der beskæftiger sig professionelt med skrift. At skrive skønlitteratur, kræver at man åbner dem og efter bedste evne og overbevisning bruger, hvad man der finder. Tør man ikke det, fordi man er underlagt censur eller selvcensur, har man stadig en smutvej: Man kan bruge censuren eller selvcensuren som et kreativt benspænd.

I den bog, jeg netop har skrevet, var jeg i sjælden grad nødt til det. Det ellers ret banale stof (men hvad er banalt, hvis man ser grundigt efter) lå denne gang så tæt på private oplevelser af svær tvivl og ambivalens, at jeg gang på gang løb panden mod en mur af selvcensur - lige indtil jeg fik en tanke:

Forfattere, der censureres af et politisk system, er mestre i at skrive ’rundt om’ censuren. En forfatter, der censurerer sig selv, men i øvrigt har ytringsfrihed, har mulighed for at skrive direkte op imod den selvcensur; i skriften at tillade (eller nærmere tvinge) sig selv til på enhver måde at falde ud af de roller, hun som privatperson tror eller mener, hun bør påtage sig. Hun kan spejle lige hvad hun vil i hvilket som helst forvrængende spejl; satirens, groteskens, burleskens, det obskønes, etc.

Bogen, jeg denne gang ikke havde forestillet mig at skrive, blev en allegorisk roman og kom til at hedde Bulgakovs Kat. Katten Behemot fra den russiske samfundssatiriske forfatter Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, sneg sig ind i den. I rollen som førsteelsker, såmænd. Og så var den titel givet - og ligesom katten heller ikke til at slippe af med igen.

Efter at have færdiggjort manuskriptet og gennemlæst det mange gange, forfattede jeg følgende tekst, som jeg har bedt min redaktør om at sætte på bogens bagside:

Et birketræ. En forfatter, der prøver at holde op med at skrive. En ubestikkelig 5-årig pige. En tålmodig redaktør. En ingeniør, der farer vild i tiden. En ekshibitionisk kæmpekat med meget store nosser. En ærkeengel af husmoderordenen. Vold, død, sex, kunst og kærlighed. En pebergryde for det modne publikum.
*
Et sjofelt og sentimentalt forsvar for kunsten og menneskeheden.
*
Mere end kærlighed, kval og en udvalgt mængde af de trivialiteter, der forbinder det ene med det andet. Mere end hæderligt håndværk. Der er djævelsk romankunst på spil.
*
Rørende og obskønt, fint og fortvivlende. Ikke en sten, men en sort perle i skoen.

Man ved ikke om man skal grine, græde eller onanere, når man har læst Bulgakovs Kat. Man har lyst til det hele. Det første vil man ikke, det andet kan man ikke, det tredje tør man ikke.

Han siger, at den bagside er god, men for lang. Jeg ved det. Jeg ved bare ikke hvilken af mine darlings, jeg skal skille mig af med. De er alle sammen så overraskende: Hvem i alverden skriver sådan om en bog, sin egen endda, der bare handler om en kvinde, for hvem kunsten og moderskabet, det ene og det andet og kombinationen af de to, giver anledning til en række eksistentielle og etiske overvejelser?

(Jeg ved det godt: Én, der forlader sig på, at sproget altid er klogere end hende).

Bulgakovs kat udkommer januar 2020 på Rosinante.

Sorry, the comment form is closed at this time.