jan 022020
 

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske"

Af Harald Voetmann

I år 98 blev Trajan kejser af Rom og en ny guldalder skulle med vold og magt indføres. Hvordan han ønskede, at hans nye regime skulle ses og huskes, kan man få et godt indtryk af ved at læse Plinius den Yngres bevarede hyldesttale til kejseren, som er et mesterværk i spytslikkerkunst. Et af de første store tiltag fra kejserens side var at foranstalte en spektakulær offentlig henrettelse i Colosseum af tidligere tiders angivere. Plinius beskriver folkets og sin egen enorme glæde ved at se angiverne blive myrdet på opfindsomme og opsigtsvækkende måder.

Angiverne (latin: delatores af delatio nominis, "at viderebringe et navn") havde fodret den afdøde kejser Domitians paranoia og fået blodet til at flyde i hans udrensninger af særligt de højere lag af samfundet. Ved at straffe angiveriet med en pinagtig offentlig henrettelse hed det sig nu, at Trajan sikrede retfærdigheden i samfundet påny. Samtidig gjorde han, let og elegant, enhver offentlig kritik af nogen magtfuld person, eller af hans eget regime, strafbar med døden.

Trajans tid skulle også med vold og magt være en guldalder for kunsten og litteraturen - og, på trods af den påtvungne jubel over det nye og den tvangsprægede fordømmelse af de tidligere kejsere, som gennemsyrer periodens forfattere og digtere, blev det også en storhedstid - ironisk nok nu kendt som "sølvalderen". Men ordet var bestemt ikke frit. Hvis man nævnte navne, risikerede man at blive dræbt.

Det er på den baggrund, at digteren Juvenal udgiver den første bog af sine Satirer. Måske en af de vredeste og mest indebrændte bøger, der nogensinde er skrevet.

Verssatiren, som man kalder genren, er digte på heksametervers, der blander heltedigtningens højstemte form med et mere livsnært, hverdagsligt indhold. Det var en af de få former, som romerne regnede for en ægte romersk opfindelse. Ophavsmanden var den rige og uafhængige Gajus Lucilius, som tilbage i republikkens tid brugte sine vers til at gå nådesløst til angreb på politiske modstandere.

Juvenals første satire indleder også med at ville markere et nybrud i litteraturen:

"Skal jeg da kun høre på? Kan jeg aldrig flå bladet fra munden,

plaget og pint af, at Cordus læser sig hæs af sin Theseus?

Skal det gå ustraffet hen, at én har læst sine farcer,

én elegier op for mig? Skal mægtige Telephos bare

æde min dag væk, eller den tunge Orestes, beskrevet

helt ud til kanten, og også på ryggen, og end ikke færdig?"

Samtidens litteratur er alt andet end samtidig, siger han. Den består af kedelige genfortællinger af græsk mytologi, om det så er i komisk eller tragisk form. Genrerne er stivnede og litteraturen har mistet enhver relevans. Det er kedsommeligheden i den verdensfjerne mytologiske litteratur, der tvinger Juvenal til at åbne munden og forsøge at beskrive, hvad der sker i samfundet og hvad der sker af uretfærdigheder og absurditeter på Roms gader. Og når man først får blik for dét, er det "svært at undgå at skrive satire."

Juvenal beskriver stolt sig selv som en ny Gajus Lucilius, der skal udpege al tidens fordærv og korruption. Han ønsker at stå midt i vejkrydset og fylde sin skrivetavle med vrede vers, hver gang han ser en korrupt advokat eller embedsmand blive fragtet forbi i sin bærestol. "Tror du, der er navne, jeg ikke tør nævne?" skriver han trodsigt, hen mod slutningen af det første digt.

Men her bliver hans rasende og selvhævdende stemme mødt af en anden stemme, som køligt gør ham opmærksom på, at det uundgåeligt vil føre til døden at nævne navne:

"Nævn Tigellinus, og snart vil du blive en lysende fakkel,

brændende, osende, bundet ved struben til fyrretræspælen."

Navnet Tigellinus tilhørte en sadistisk prætorianerpræfekt ved Neros hof, en hel generation tidligere, og var som sådan ikke spor farligt at nævne længere. Men pointen er ikke desto mindre tydelig nok. Ved at kalde den nævnelige unævnelig peger Juvenal på unævneligheden som sådan.

Slukøret giver digteren op og skriver i de sidste linjer af det første digt, at nu hvor det ikke længere er muligt at kritisere nogen levende, må han gå til angreb på de døde i stedet, som ligger begravet langs de store veje ud af Rom:

"Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske,

dækket af Via Flaminia, dækket af Via Latina."

Dette er helt i tråd med det nye regimes ønske. De tidligere tider skulle dæmoniseres, så Trajans egen tid kunne stråle klart i modsætning. Det er på den baggrund at blandt andre historikeren Tacitus skrev sine værker.

Men Juvenal markerer sin intention: Han vil beskrive samtidens uretfærdigheder gennem et angreb på de døde.

I sin første bog skaber han et enormt persongalleri af afdøde personer, nogle gange helt specifikke og andre gange med generiske navne, som han håner og udstiller. Der er noget opgivende ved det - satiren kan aldrig blive helt præcis og rammende - men der er samtidig en klar invitation til publikum om selv at slå øjnene op og indsætte de levendes navne der, hvor digteren kun kan skrive de dødes. Ved at invitere sit publikum til at være medskabende og færdiggøre teksten for ham, lykkes det måske alligevel Juvenal at skabe bidende satire i et brutalt og undertrykkende regime.

 

Månedens Essay er støttet af: