Byens eneste hammer, en kasse vajnede søm og en sløv sav
Af Peder Frederik Jensen
Det gamle bordel i Mambale er bygget i rå, mørke planker. Væggene har dybe mærker fra den grove bearbejdning et sted inde i regnskovens svale mørke. Husene i grænselandet mellem Cameroun og Congo er simpelt konstrueret: en slank bundrem forbinder fire hjørneposter, der rejser sig cirka en meter op, hvor de møder den løvdækkede tagflade. Mellem de fire hjørneposter har arbejdssomme hænder sømmet de groft tilskårne planker fast med tretommesøm.
Charles har overtaget den gamle bordelbygning midt i byen. Nu er der hovedkvarter for OKANI, en lille NGO, der arbejder for Baka-pygmæernes liv og rettigheder. Charles er den lokale repræsentant. Byens tømrer, en stærk mand, tæt bygget, sad en morgen på en af de bænke, der er slået sammen langs den overdækkede terrasse foran det store hus. Han skulle lukke af mellem bordelbygningen og naboen. Jeg have gennem et par dage benyttet naboens latrin til bad, fordi jeg ikke forstod, hvor grænsen gik mellem bordellet og naboens matrikel. De her sammenflikkede huse har ofte en labyrintisk struktur. Smalle gange med værelser til begge sider, afløses af løbegange, en slags baggårde eller arbejds- og vaskeområder, hvor der som regel også ligger et eller to eller måske tre latriner, med blankslidte klæder hængende fra vajnede søm. Klæder man lige lukker af med, før man sætter sig på hug og forretter sin nødtørft. Grænserne mellem det private og det ikke private, er anderledes i den del af verden. Man må finde sig i det, tage det ind som et vilkår, bruge det som et spejl, en lille tråd i erkendelsens billedvævning. Hver gang jeg sidder der, sammenkrøllet over hullet på et betondæksel føler jeg mig fremmed og hjemme på en gang. Den samme følelse havde jeg, de morgener hvor jeg kom til at bryde grænsen mellem Charles hus og naboens. Med et håndklæde om livet gik jeg fra den ene bygning til den næste med en spand vand og et stykke sæbe i hænderne. Naboens latrin og bad er mindre afskærmet, end det er i det gamle bordel, hvor lastbilchauffører, prostituerede og vejfarne gennem årene har udgydt deres ekskrementer, vasket deres underliv fri for sperm eller har badet på rolige morgener, hvor regnskoven er vågnet omkring dem.
Når man er på lokum, er det tit som om, der er nogen, der er med på en kigger. Den fornemmelse forstærkes, når man er hvid og føler sig virkelig blank og ualmindelig. Jeg føler, at der er et øje på mig, en bevidsthed, der aldrig bliver afsløret, et hensyn, der bliver taget, fordi jeg som rejsende dummer mig og smider håndklædet, vasker mine kønsdele, sprækken mellem ballerne, ben, arme og ansigt på et område, der tilhører en rettroende, muslim, hvis kone og døtre, huserer bag de groft tilpassede plankevægge.
Tømreren sad og ventede på Charles, og da Charles kom frem fra sit rum med en tandbørste i munden, og de nærsynede øjne knebet i, løftede tømreren sin arm og forklarede, at ham han lejede hammeren af, ikke ville lade ham leje den i dag. Han lod en hånd falde ned på låret. Charles stod med et hvidt håndklæde omkring sig og en mave, der virkede opspilet, som om han havde slugt en ballon. Den bantu ved jo godt, sagde tømreren, at jeg ikke kan lave noget uden den hammer, så han bliver ved med at kræve flere penge, end jeg kan give ham, og det er byens eneste hammer, så hvad skal jeg stille op? Charles lyttede og tog tandbørsten ud, så det hvide Colgateskum boblede omkring hans læber. Han lænede hovedet tilbage for at undgå at savle flourrabies, hvorpå han gryntende sagde en hel masse på Baka, jeg ikke forstod, efterfulgt af en række strubelyde og en gurglen, der vidnede om, at tandpastaen nu var på vej ned mod drøblen.
Charles tog en skjorte på og spyttede ud. Den bantu, sagde han, ved det er mig, der skal have lavet noget, og når han ved det, ved han også, at han måske kan presse prisen, hvilket, sagde Charles, er ligeså almindeligt og naturligt som det er irriterende. Tømreren lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Hvis Charles ikke fik løst situationen, mens det endnu var morgen, var det sandsynligt, at der ikke ville blive gjort noget den dag.
Tømreren sad med en æske vajnede søm, søm han har hevet ud et sted, søm, der bliver rettet og genbrugt. Jeg er bådebygger og har arbejdet meget som tømrer, men ville han forstå det, hvis jeg sagde, at vi var kollegaer? Ville han kunne koble sit hårde livsvilkår sammen med mit rige liv. Et liv, hvor man ikke bukker sig ned efter de skruer man taber, fordi de er så billige, at det ikke kan betale sig. Samtidig ville jeg aldrig forstå, hvordan man kan bygge et hus med en æske bøjede søm og en hammer, man ikke ejer selv.
I nullerne kørte jeg som tømrer. De mange kasser med Festoolværktøj, stiksave, dyksave, fræsere, slaghammere, skruemaskiner og andet udstyr, blev hver dag slæbt ind i opgangene hvor vi sammenlagde små arbejderboliger. Tidligere har der boet ægtepar med mange børn. Vi taler om arbejdere, der har haft deres daglige virke på Carlsberg eller måske i Kødbyen eller en af de mange byggepladser, der de seneste hundrede halvtreds år har domineret Københavns brokvarterer. Deres hjem invaderede vi med vores dyksave og høreværn med radio i.
Til sammenligning havde Tømreren i Mambale en grovtandet fuksvans. Jeg kunne konstatere, at den ikke var ordentligt lagt ud, at den af samme grundt måtte være svær at skære med. Han bygger ved hjælp af to værktøjer: Hammer og en sløv sav.
Mens Charles slubrede kaffen, syslede en pige rundt omkring os, en pige klædt i en simpel sarong, foroverbøjet og fejende. Charles beskæftiger så mange som muligt. Egentlig vil han helst lave mad og vaske tøj selv. Det er ritualiseret for ham, og kommer af, at han har levet så mange år alene. Han er fast udstationeret i Mambale. Han vasker stadig sit tøj (tre spande, et stort stykke sæbe og en børste), mens han så hyrer unge kvinder til andet arbejde, på samme måde som han hyrer en tømrer, til at slå et par brædder for bagerst i labyrinten. Sådan må det være, siger han.
Charles gør det ud for det samfund, der har svigtet. Folk som ham må løse konflikter, beskæftige folk, køre de syge på hospitalet, hjælpe kvinder, der får bank af deres mænd. Fra jeg vågner om morgenen, svarede Charles, til jeg går i seng, er der bud efter mig. Det er mit liv, fortsatte han, og grinede og sagde så: åhh, Pider, Åhh, Pider og rystede på hovedet, hvorefter han teatralsk, patroniserende kommanderede med en af de drenge, der hjælper til med at hente vand fra brønden.