Månedens Essay

Månedens Essay

IKKE LEVE SOM GRÆNSEVAGT

Af Pia Tafdrup

Vi kan i Danmark uden censur udtrykke vores mening i skrift og tale. De seneste år er der dog opstået et behov for en skærpet bevidsthed omkring
falske nyheder, der saboterer samtalen og truer demokratiet.
Samfundet har mulighed for at overvåge os alle. Vi lever med bevidstheden om, at telefonsamtaler og alverdens digitale fodspor arkiveres og kan hentes frem. Hvad det gør ved os, ved vi ikke med sikkerhed endnu, men vi har vist alle mødt personer, der er blevet mere varsomme, fordi situationen er uoverskuelig. Eller holder vi os selv tilbage?
Vi har muligheden for at ytre os i mange sammenhænge, men vælger
grotesk nok undertiden ikke at benytte os af den for ikke at afsløre, hvem vi er. Dét er problematisk, for det betyder, at aggressioner optrappes. Vreden blusser ukontrolleret op, når problemer ikke formuleres og kritik udelades.
Jeg undersøger disse år vores fem sanser og har foreløbig udgivet Smagen af stål, Lugten af sne og senest Synet af lys. Jeg tager udgangspunkt i min egen tid, derfor har spørgsmål som overvågning og selvcensur naturligt fundet vej ind i digtene som her i “Kyklopens øje” fra Synet af lys, der både tematiserer rigdommen ved synet, men også nogle af bagsiderne:

KYKLOPENS ØJE

Staten er stat, og jeg er mig,
men så enkelt er det ikke for staten,
den ønsker gennemsigtighed.

Jeg tilhører et af de mest registrerede folkefærd,
hver dag høstes digitale aftryk,
jeg følges nøje, dog ikke
for den kærlige omsorgs skyld.

Dét, der kunne have været
sikker grund under fødderne,
føles ikke trygt,
skønt staten har til hensigt at beskytte
mod vold og terror,
hvad jeg desværre godt kan have brug for,
men hvordan sker det, uden at mit liv stjæles?

Jeg ejes af staten, af myndighederne,
af politi og beredskab, jeg styres
af mit eget land, der igen er styret
af direktiver fra andre lande,
min identitet kan afdækkes, mit liv
kortlægges og kontrolleres,
dog har jeg nu og da grebet mig selv i
at overtage vogterens blik
og censureret mig selv.

Men min sjæl dirrer endnu af liv,
jeg vil følge solen, forsøge som barnet
at være mig selv,
indimellem gå under radaren, undvige
kyklopens øje,
jeg vil bevæge mig privat og frit,
være uset, når jeg vil være uset,
ikke leve som grænsevagt for mig selv og andre.

Vi har et ansvar for, at den fælles frie samtale kan fortsætte. Vi må derfor lære at gennemskue misinformation og tage til genmæle. Helst længe før vi sætter dét demokrati over styr, vi har levet med i over 150 år, men som pludselig ikke længere tages for givet. Det faktum ryster mig så meget, at et digt som “Kyklopens øje” bliver til.
Vi lever med kulturelle, religiøse, sociale og mange andre forskelle. Vi skal alle være her. Når jeg undersøger vores sanser, er det ikke mindst, fordi vi over hele kloden har dem fælles. Det har fået ny betydning at se på, hvad der binder os sammen som mennesker på trods af forskelle.

260 tanker om “Månedens Essay”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.