Fordi hver en pen og hvert et ord, som kan virke frit, dermed også øger friheden for millioner af andre
jan 072021
 

foto Martin Reinhard

Ikke flere svømmeture i plastichave

Vi er blevet vant til at møde verden gennem vores forbrug. Vi tager ud for at shoppe billigt produceret tøj og dimser, mødes med en ven på en café, om aftenen går vi ud og spiser, vi tager i teatret, til koncert, i biografen. Når vi har ferie, rejser vi til andre lande, hvor vi også forbruger. Storbyerne har baseret deres økonomi på turisme. Uden turisme ingen storby – sådan er det blevet i tiltagende grad. Uden turisme ingenting overhovedet, for hele lande baserer deres økonomi på turisme. Da jeg i 2017 holdt sommerferie på en græsk ø sammen med min familie, mødte vi anden dansk familie på stranden. En aften hørte jeg moren i familien spørge sine store børn, hvor de så havde lyst til at rejse hen på efterårsferie. Der var stort set frit slag på alle hylder. Det var børnenes tur til at vælge. Vinterferien lå fast, for da tog de altid til Østrig for at stå på ski. De store børn begyndte at brainstorme. De kunne forlænge ferien og tage til Thailand, men nej, der havde de været så mange gange, de kunne tage til Miami, det skulle i hvert fald være et varmt sted, det kunne også være tættere på, hvad med Portugal, men der var nok ikke varmt nok. Mens jeg lyttede til familiens samtale, en familie som jeg i øvrigt fandt sympatisk med gode værdier og søde, empatiske børn, tænkte jeg: Der er noget rivravruskende galt i vores samfund, hvis denne samtale kan finde sted, hvis denne livsstil finder sted og det gør den – ikke bare i Danmark, men overalt i Europa, i Kina, i Japan, i USA, i Australien, etc.! Ja, jeg sad jo selv på den strand i Grækenland.

I 2018 var vi Kroatien. Det lysegrønne vand i Adriaterhavet var fyldt med plastic. Strandene var tæt pakket. I 2019 besøgte vi de fem landsbyer, ’Cinque Terre’ i Italien. Vi vandrede fra by til by, gik i lange kolonner, stod oven på hinanden på de små landsbytorve, droppede at gå i vandet, fordi folk lå tæt i vandkanten. Det var et slags mareridtsscenarie. Vi forlod området efter en halv dag, så på hinanden med opspilede øjne, forhøjet puls og vi sagde: ”Aldrig mere.” Den yngste sagde: ”Det er dejligt med varmen, men jeg vil hellere bare være i huset i den svenske skov.” Hun fik sit ønske opfyldt: Hele sommeren 2020 blev tilbragt i den svenske skov, i rusk og regn, med enkelte solskinstimer, men aldrig i sommertøj.

Havde vi rejst til et varmere sted i 2020, hvis ikke vi var blevet påbudt at blive hjemme? Jeg ved det ikke. Vores samfunds opskruede forbrug har jo betydet, at selv sådan en fattig kunstner som mig, kan finde råd til at tage på relativt eksotiske ferier, måske ikke til Thailand og Miami, men inden for Europas grænser kan det lade sig gøre at finde billige løsninger. Og hvor er det tillokkende med de billige løsninger efter en lang grå vinter og med udsigten til en halvvåd, lunken sommer hjemme i norden. Hvor er det tillokkende, selvom jeg med åbne øjne har været med til at udpine jordens ressourcer. Sommer efter sommer har jeg tænkt det samme: ”Det her kan ikke blive ved.” Og med en skamfuld fornemmelse i maven, har jeg også tænkt, at mine børn på et tidspunkt vil komme til at bebrejde mig for disse ferier, fordi konsekvensen af dem bliver, at de ikke selv kan rejse særlig langt, når de bliver voksne – til den tid er jordens kapacitet simpelthen ved at være opbrugt. Til den tid vil somrene i norden blive endnu mere grå og regnfulde. Det vil regne fra morgen til aften, men der vil ingen escape være, ingen steder at tage hen.

Særligt i sommeren 2019 stod det fuldkommen klart, hvilken voldtægt vi udsætter vores jord for. Jeg følte, at jeg var en del af et overgreb, da jeg befandt mig på de roskildefestivallignende små landsbytorve i Italien, hvor affaldet flød og iskøerne var uendelige. Jeg ville vise mine børn et smukt sted. I stedet kom de ufrivilligt til at deltage i en voldshandling.

I 2020 blev vores rastløse, narkotiske, forbrugskroppe tvunget i ro, tvunget indenfor, nu igen herop til jul, hvor jeg sidder og skriver, lukker vi på formaning fra staten, vores døre og kan ikke foretage os meget andet end at gå en tur langs søerne (nå ja, og gå shop-amok i stormagasinerne).

Som forfatter er jeg vant til at trække mig tilbage og lukke min dør. Jeg er vant til at opstille begrænsninger for sociale aktiviteter, vant til at sige nej til tilbud, teaterture, fester, fordi jeg ved, at forlystelserne vil betyde ringere ydeevne næste dag, ringere tankekapacitet. Det kræver stilhed og ensomhed at skrive bøger. Det kræver en balletdansers, en maratonløbers disciplin. Det kræver sparsommelighed og mådehold. Og så kræver det, at man tør stille sig lidt udenfor det hele, udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. For at kunne se ind og beskrive det man ser, må man stå udenfor. Covid19-pandemien har tvunget os alle ind i forfatterens livsførelse, ind i isolationen, ind i mådehold og en ny fordybelse, hvor vi, ganske vist ufrivilligt, men dog, har fået en chance til at bremse op og se ind på det morads, vi har været en del af, den udplyndring der har fundet sted. Jeg er ikke den første, der siger det, at Covid19 har gjort det muligt at få et smugkig ind i fremtiden: Dette er kun begyndelsen på, hvordan det bliver, hvis ikke vi holder op med at voldtage jordens ressourcer. Hvis vi fortsætter ufortrødent på den anden side af Covid19 bliver fremtiden et liv i isolation, hvor vi må beskytte os mod værre pandemier, naturkatastrofer og de krige der vil opstå på baggrund af alle manglerne. Vi har lige nu mulighed for at tænke os om, for at sige nej til mangofrugt og svømmeture i plastichave fyldt med døde koraller. Vi har mulighed for at hele jordens gispende, udpinte krop, men det kræver, at vi indser vores hidtil voldelige adfærd, at vi i stedet for bare at skamme os og derfor fortsætte med at fortrænge, tør se den skade i øjnene, vi har forvoldt, og dernæst trække i arbejdstøjet og for alvor påtage os, at en fremtid for mennesker på jorden, kræver langt mere mådehold, ydmyghed og respekt for den natur, vi er en del af. Det kræver en helt ny livsførelse, hvor vi stopper vores strømper i stedet for at købe nye, deler køleskab med naboen, tager på vandretur i stedet for flyvetur. Det kræver STOR omstilling, men sæt nu at alle begrænsningerne ender med at gøre os glade. Tænk bare på lyden af summende insekter, at høre den lyd igen, eller at se vilde blomster blomstre i markskellene, at spise den ene bøf om måneden, der så også smager af et godt liv på marken. Et liv med tid til alverdens, fordi vi ikke har så travlt med at forbruge. Det lyder som en umulig utopi, men det er en mulig fremtid, hvis vi vil overleve som art.

 

Månedens essay er støttet af Statens Kunstfond og redigeret for Dansk PEn af Mille Rode