fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden
dec 022020
 

Velkommen til

et lille, proppet essay

om forvirring

og væren

 

Af Runa Marie Luth

Problemet er måske, at for at skrive et ESSAY, må man kunne simulere et fast standpunkt, et myndigt jeg, i det hele taget kræver det et jeg der kan bære og allerede dér begynder det at knibe, det begynder at smelte, alle de overvejelser, fordi jeg er træt og forvirret, det smuldrer, jeg mister koncentrationen, koncentrationen er mistet…

Jeg tænkte ellers lige over jeg’et, det stod rankt og klart frem, men ligesåhurtigt blev jeg en klumpet, vammel masse, erindring, eller gætværk. Ammehjerne. Tågen. Jeg tænker over at henslumre i en forvirret døs. Andre gange henslumrer jeg i hardcore selvhad, selvdestruktion, kvalme og syner, jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke tænke af ren og skær væmmelse, jeg hader og det gør ondt og ondt er godt. Jeg læser Karl Menningers overvejelser om selvskade: “Local self-destruction is a partial suicide to avert total suicide, and in this sense it represents a victory, even though sometimes a costly one, of the life instinct over the death instinct”

Så tænker jeg hm, hvilken sejr, hvilken ydmygelse. Jeg tænker på, og så googler jeg ‘Randers Casuals’ og ser et billede fuld af drenge med slørede ansigter der slås på en mark, tænker på min venindes lillebror der blev trampet og trampet på brystet til sådan en kamp, til hans lunger punkterede og jeg tænker på min venindes beskrivelse af hans ansigt da hun besøgte ham på hospitalet; euforisk, sejrrig.

Victory. Jeg læser om geniscenesættelse af traumet, Piaget skriver at gentagelsen er den måde vi erfarer på, mestrer og integrerer, Judith Herman skriver at et barn i en afhængighedsrelation til en krænker, er tvunget til at påtage sig krænkerens aggression for at undgå total eksistensudslettelse, så siger barnet “jeg er også et ondt barn” så siger barnet “jeg har fortjent det” så hader barnet sig selv og hadet er så det modsatte af døden.

Jeg læser slemme Nietzsche og han skriver i Zarathustra; “Hvad er det største, I kan opleve? Det er den store foragts time. Den stund, da selv jeres lykke bliver jer vederstyggelig og ligeså jeres fornuft og jeres dyd. Den stund, da I siger: Hvad er vel min lykke værd! Den er kun armod og smuds og usselt behag!”

Den store foragts time, bro. DEN STORE FORAGT, den store selvhads-time, timen hvor afmagten skal transformeres, og Zarathustra siger: “Jeg elsker dem, der ikke forstår at leve, og hvis liv derfor er undergang; thi det er deres overgang” og jeg vil gerne elskes og jeg forstår ikke særlig godt at leve og når man er ødelagt, eller syg eller hvad man nu vil kalde det, træt, når man er syg som i; måske ikke syg, måske bare klam, når man er klam så vil man gerne elskes, selv hvis man så skulle elskes ihjel, og man fristes til at forkaste lykken, det usle behag, man fristes til at tro på at frelsen allerede er indtruffet og bare venter på at man indtager den, så træt af den pinlige entusiasme man har spændt for sin heling og bedring, så færdig med al den lokken og truen og kælen og groomen, når ens gamle taberhjerne stadig bare ligger helt amfetaminflosset, helt snasket og slap og stønner, for hvad så?

Så ikke så meget, men så tænk på selvmordet, og bagefter kan man tænke på ANTISELVMORDET, eller del-selvmordet og man kan tænke på det hypotetiske selvmord som en bagdør, som påmindelsen om livsdriftens sejr over dødsdriften, jeg hører Tech N9ne featuring Krizz Kaliko og i omkvædet synger Krizz: “you can pray and prey for my downfall, when I rise like the sun I ain’t fucking with yall, im’a keep on keeping on, keep on holding on.” og sådan kan man fejre sin victory, ironi eller ej, det er underordnet, sejret har man, so far.